Dag 5 – langdistance og Gitte på tomlen
Gået i dag – 40 km
Futtes hundepasser sagde til mig, inden jeg tog afsted, at jeg skulle være modig, men ikke overmodig.
Det kom jeg til at tænke på, da jeg stod klar med pandelampe og rygsæk kl lidt i fem. Var det her projekt, den her dag, i kategorien overmodig?
Forude lå 40 km gennem ørken, og når først jeg var gået derud, ville der ikke være nogen mulighed for at sige nej, ikke alligevel. Det strejfede mig også, at det, folk dør af eller bare får dem til at droppe hele pct-projektet er ikke bjørne eller klapperslanger – det er solstik og dehydrering.
Med de opmuntrende tanker i baghovedet satte jeg i gang. Tog de første 8 km i god stil – det var køligt og dejligt, og jeg så den smukkeste solopgang. En pause kl lidt i syv og skift til shorts, så 10 km mere og en pause i skyggen ved det, der engang var en flod, men nu var knastør.
Og så satte varmen for alvor ind. Så de næste mange timer var skiftevis som at gå i en bageovn og at sidde i ovn på lidt færre grader, når jeg fandt en busk stor nok til at jeg kunne krybe ind under den med bare lidt af min krop.
Tim var langt bagud – vi havde aftalt på forhånd at gå i det tempo og med de pause-intervaller vi hver især bedst kunne lide og så mødes for enden af djævledistancen.
Som jeg nåede sidst på eftermiddagen. Kastede mig ind i skyggen og bællede omtrent 100 liter af det vand, nogen havde været så venlige at smide der.
Tim dukkede op, og så var næste punkt på programmet at tomle ind til nærmeste by.
Tomle – eller hitchhiking som det hedder her – er den måde, man kommer ind til de byer, der ligger væk fra stien, på. Og en ny disciplin for mig med en masse ubekendte:
1. Man kan i teorien stå der længe og vifte med sin tommel – enten fordi der ikke kommer nogen biler eller ikke kommer nogen, der har lyst til at samle en op.
2. At den nogen er en, man har lyst til at hoppe ind i en bil med og ikke er seriemorder eller noget andet lystigt.
Vi stod ikke længe-længe – måske 20 min-ish. De første biler drønede forbi, enten fordi jeg så for beskidt eller irriterende ud, måske fordi Tim, som har langt stort skæg og insisterede på at beholde sine solbriller på, godt kunne ligne en, jeg aldrig selv ville have ind på mit bagsæde.
Men så kom der en engel i form af to lokale og vupti, op på ladet med os og afsted til Julian. En superhyggelig gammel goldrush by – med træfacader på butikkerne og cafeer der hedder Moms Pie og Jacks Ribs og verandaer ude foran og en bar med de der dobbeltdøre, der altid er i cowboyfilm.
Jeg checkede fluks ind på Julian Hotel – et såkaldt historisk hotel (“Queen of the Gold Rush”), hvor de godt nok lige var i gang med afternoon tea, så “if you hurry up, hon, there might be some left”, Laura var allerede in town, så hun flyttede også ind i US Grant Suite.
Så et bad – et laaaaaangt et – så håndvask af sokker og den skjorte, jeg går i (og holy crap hvor var den åbenbart langt mere beskidt, end man heldigvis umiddelbart kan se på den) og så en pizza og en øl med Laura og en flok andre vandrere, der også er i Julian. Fordi jeg fortjener det. Og især mine fødder, der er så gode ved mig, at de ikke er gået i strejke over, hvad jeg har udsat dem for. Til gengæld er min akillessene på mit ene ben ikke helt tilfreds, så nok meget godt at planen for i morgen er at vente in town til sidst på eftermiddagen for at undgå at vandre i middagsheden.
Men all in all – hård dag, fantastisk dag.
Ps. IT har arbejdet hårdt på at løse mit upload af billeder-problem OG fundet en løsning, som fungerer, men kræver lidt mere work fra mig – og som jeg tror, jeg bliver træt af i det 150 dage lange løb, så går billedwise Insta-vejen i stedet – link her på siden til dem, der ikke allerede er trofaste følgere 😆
Det er da helt utroligt, hvad dine små ben kan klare, så tag en rolig dag i morgen.
Knus herfra.
Du er så sej
For pokker du er sej
du er for sej….
Jeg elsker at følge med her, sejeste Gitte!
Så dejligt at følge med, får helt lyst til at vandre afsted. Julian byen med verdens bedste kylling og æbletærte, siger de ;P Børnene og jeg prøvede dem, mens vi så ud over en sø. En lille dejlig og smuk verden <3 Tak for din deling!