Dag 130 – en jæger blev min redning

Gået i dag – 43 km. 65.758 skridt

Det pissede ned, da jeg vågnede. Hamrede mod teltet på den der måde, hvor man ikke behøver kigge ud for at vide, at verden er grå og kold og klam og meget lidt indbydende. Især for folk, der skal være ude under åben våd himmel hele dagen.

Jeg lå lidt. Og lidt mere. Der var ingen aktivitet fra de andre telte, og Estus’ var så langt fra mit, at jeg ikke kunne høre ham, men gik ud fra, at han allerede var off, eftersom klokken var halv syv, og han uanset vejret normalt er i fuld firspring en times tid før det.

Jeg lavede kaffe under mit ydersejl. Det lægger et kvarter til morgenrutinens tid på cirka en halv time, men Canada måtte altså lige vente det kvarter, besluttede jeg – jeg gik ikke ud i den regn uden noget varmt gennem halsen.

Og så pakkede jeg mig selv og mit drivvåde telt ned og traskede afsted. Nu mest i støvregn, men stadig nok til at blive våd. Og til at give omgivelserne et temmelig trøstesløst udseende.

Jeg gik gennem nedbrændt skov, døde sorte stammer, aske på jorden, afbrækkede grene hid og did. Kombineret med skyerne, der drev ind over bjerget som en tyk tåge var det som at gå i en spøgelsesskov. Og da fire kronhjorte pludselig kom springende ud af tågen og tværs over stien, blev jeg mere forskrækket end begejstret – det var et prægtigt syn, men her midt i den våde tavse dis i den døde skov også lidt uhyggeligt.

Det var koldt og klamt, så jeg gik hurtigt for at få varmen, og stoppede først efter næsten fem timer og knapt 20 km, da jeg nåede til en hytte.

Egentlig bygget til langrendsskiløbere, men også vældig populær blandt vandrere, fordi den hytte er lig med tag over hovedet og en brændeovn, som man kan varme sig selv og alt sit våde tøj ved. Og tørre sit telt, som både jeg og de fem-syv andre gennemblødte vandrere, der var der, straks gjorde.

Solen tittede en lille smule frem over engen, som hytten lå ved, så jeg hang mit undertelt udenfor – sol er lige så effektiv en tørrekilde som en brændeovn – mens jeg spiste frokost på verandaen udenfor.

Efter en times tid og netop som jeg skulle til at gå videre kom Estus.

What the fu*? Var du ikke foran mig?!? Skal vi nu til de kuk-kuk hvor er du julelege igen?

Det viste sig, at regnen havde holdt ham indentelt i morges – det havde jeg bare ikke set, fordi tågen lå så tæt over lejrpladsen, at jeg ikke kunne se hans telt.

Vi aftalte at mødes ved en lejrplads, som ikke rigtigt var en lejrplads, men enden af en grusvej, cirka 23 km længere fremme, og så gik jeg videre.

I on and off – mest on – regn. Og nej, selv om det ikke var værre end på en almindelig efterårsdag i Danmark, var det ikke specielt festligt. Særligt ikke for mine fødder i de trail running sko, der er superpraktiske i ørkenen, bjergene og skovene i Nordcalifornien og Oregon, men bestemt ikke er det i regn i Washington.

De var gennemblødte – dels fra regnen, dels fra det vand, der væltede ned fra de buske, der hang ind over stien og jeg måtte mase mig igennem, og dels fra de vandpytter på stien, der i løbet af dagen blev til mudder, så jeg sidst på eftermiddagen gled rundt i et fedtet pløre.

Jeg nåede frem til den aftalte grusvej ved halv syv tiden – og måtte konstatere, at halvdelen af det areal, der fungerede som teltpladser, var optaget af et villatelt og en pick-up truck.

Well, tænkte jeg. Jeg går ikke længere, og mit telt kan godt lige være her ved siden af.

Så jeg udnyttede et lille ophold i regnen til lynhurtigt at få mit telt op, mens jeg stampede i jorden for at holde mine våde og kolde fødder bare lidt varme, indtil jeg kunne kravle ind og skifte til tørre sokker.

Min raslen med teltstænger fik lynlåsen i villateltet til at gå op. Eller rettere – vedkommende i det til at undersøge, hvem der flyttede ind ved siden af.

Denne vedkommende var en camouflage, fra hans bukser, jakke og støvler til grønne og brune striber i ansigtet under en camouflagemønstret kasket. Og et lidt hvast who are you og hvad gør du her-blik mellem striberne.

“Jeg skal nok lade være at forstyrre dig,” sagde jeg med min mest antiforstyrrende stemme.

“Jeg vil bare gerne slå lejr her, så jeg ikke skal gå mere i dag.”

Det var helt i orden med ham. Og om jeg ikke ville komme ind og få en kop kaffe? Og tørre mit våde tøj? Han havde en varmeovn.

Om? Jeg kunne have snavet det camouflageflankerede ansigt. Aldrig havde jeg fået så velkomment et tilbud.

Jeg pustede i rekordfart mit liggeunderlag op, befriede min sovepose fra dens kompressionspose og så løb jeg de tre skridt fra mit usle lille telt til paladset med varmeovnen.

Og kaffe. Og hotdogs. Og et par varme tørre sokker og lån af varme tørre støvler, mens mine våde sko stod og sydede foran varmeovnen.

Darren, som min nye verdens bedste ven hed, var jæger, var her for at forsøge at få ram på en eller flere kronhjorte, og havde slået luksuslejr her for enden af denne grusvej i 12 dage.

Luksus som i at hans store telt indeholdt alt fra lys i loftet til mad nok til noget, der lignede 22 og ikke bare 12 dage – og jeg skulle bare føle mig hjemme, sagde han.

Han skulle ud og tjekke et kamera, han havde sat op et eller andet sted med kronhjorte, men ville være tilbage om en times tid, og imens skulle jeg bare lave kaffe, spise hvad jeg havde lyst til fra hans madlager, tage en lur på hans feltseng (med rigtig hovedpude), og når Estus dukkede op, var han selvfølgelig også velkommen.

Sagde han, nu med et venligt smil hvor der før var hvast blik, og så kørte han.

Jeg var i himlen. What are the odds? Jeg går i regnen hele dagen, og så venter der en varmeovn og et villatelt at få varmen i, når jeg skal til at slå lejr?!? Halleluja, hvor den Trail provides. Igen.

Så jeg spiste de chili-mango pølser, Darren havde fundet i sit køleskab og stegt på panden til mig, lavede en kop kaffe mere, og sad så ellers bare og varmede mig og mine sokker, vanter, regnjakke, ja selv min tisseklud sneg jeg mig til lige at hænge foran ovnen et kort øjeblik.

Men fjernede den, inden Darren kom tilbage, selv om han næppe havde spottet, at den bandana havde det formål.

Estus kom ned ad stien, da det næsten var mørkt, og fik en halv times villatelt-tid, inden han fortrak til soveposen.

Jeg ventede, til Darren kom retur, og takkede ham så en million gange for hans Trail Magic.

“No problem,” sagde han. “Men jeg forstår altså stadig ikke, at du går på den sti uden at have bjørnespray eller en gun. Og så som kvinde.”

Tja, den indstilling må en jæger vel have, tænkte jeg, og sagde, at jeg ikke havde forstand på våben, så det ville næppe være ret klogt at slæbe på en eller anden riffel, og bjørnespray – tja, men det krævede jo, at man havde det ved hånden, og i hånden har man vandrestave.

Han rystede på hovedet og grinede. ”

“Du er sej. Du skal nok nå til Canada.”

Ja, det skal jeg nok. Men håber, jeg får lov af vejrguderne til at nå derop i lidt bedre vejr end i dag. For selv om man nok godt kan “power through it”, som en kæphøj ung vandrer proklamerede forleden, er det sgu bare sjovere uden vand fra himlen.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg