Dag 121 – Canada calling

Gået i dag – 33 km

I dag gik jeg ind i Washington.

Krydsede over the Bridge of the Gods præcis klokken 8, og gik med udsigt ned til Columbia River gennem den særlige vejbelægning dermed fra Oregon til Washington.

Oregon har været nem. Og er gået hurtigt. Tre uger og med to fridage i Ashland undervejs har jeg været om at tilbagelægge godt og vel 700 km – tak til en hårdtstampet skovsti og (mest) flade strækninger i skyggefuld skov.

Og nu hedder så Washington. Den sidste stat og det sidste stykke mod Canada. Sølle 500 miles, 800 kilometer. Målet virker så tæt på, at det er vanvittigt fristende – og svært at lade være med – at tænke fremad. Bare lige de 800 kilometer og så er jeg der. Bum.

Altså undtagen at sådan er det ikke. 800 km er ikke – som i overhovedet ikke – ingenting. Det er langt, vil tage et sted mellem 3 og nok nærmere +4 uger, og får man sit hoved ind i en tankegang, der hedder, at det bare lige skal overstås, bliver det højst sandsynligt 3-4 lousy uger.

Tænkte jeg snusfornuftigt, mens jeg traskede op ad stien. Fast besluttet på at fortsætte, som jeg – synes jeg selv i hvert fald – har været ret god til indtil nu: ikke at tænke længere frem end til højst næste by og helst kun til samme aften. Både fordi der kan ske så meget uforudset og fordi det med at være i nuet forsvinder, hvis mit hoved er fløjet 800 kilometer nordpå.

Så af præcis den årsag var jeg nærmest overdrevet meget opmærksom på mine omgivelser i dag. De store skove, der modsat Oregon ikke primært er mørk nåleskov, men lys og luftig bøgeskov (som det nok ikke er, men ligner og effekten er den samme.) Den blå himmel, skarp og klar og kølig på efterårsmåden. To fugle med et enormt vingefang, der svævede afsted deroppe, da jeg sad på en sten i solen og holdt pause.

Og så omkring 50 benede løbere i små shorts og vest med lommer til vand og energibarer, der i løbet af det meste af formiddagen kom væltende ned ad stien i modsat retning.

Til at starte med trådte jeg til side – de var tydeligvis en del af et løb og de to sekunder, der gik med at træde til side, ville nok betyde mere for dem end mig – men da to mænd lige efter hinanden nær havde væltet mig ud over kanten i deres iver efter at komme hurtigt fremad, blev jeg lidt træt. Fint nok, at I ultraløber, men hey – møder man nogen på en sti, er det altså comme il faut, at den, der er på vej ned ad bakke, holder tilbage for den opadgående. Tænkte jeg stramt.

Halvvejs oppe ad den stigning, jeg moslede opad, og som de løb nedad, var der opsat en pavillon. Og under den et bord med alverdens goder. Vandmelon, cookies, små ostestænger, sodavand og vand, chips.

Om det mest var til løberne eller til os med rygsække på, fandt jeg aldrig ud af, men parret, der stod bag Trail Magic setuppet, var uanset lige søde og inviterede overfor både dem i gang og løb. De var oprindeligt fra San Francisco – for af en eller anden årsag er det stadig utroligt vigtigt at tale om, hvor man er fra – men kom herop hver Labor Day weekend og uddelte sukker og salt og en hvilepause til trængende sjæle. Tak til nogen for at jeg lige kom forbi i Labor Day weekend.

Resten af dagen gik jeg i et forholdsvist roligt tempo. Estus og jeg havde aftalt en distance på “kun” godt og vel 30 km, og i og med jeg har gået langt mere dagligt den sidste måned eller to, var det ren afslapning.

Og med tid til at studere landskabet omkring mig. So far kan jeg godt lide Washington. Der er bregner og der er lysegrønt. Undtagen der, hvor bladene allerede er gule og røde. Det er så vildt, at det allerede er efterår. At jeg siden jeg dagen før jeg forlod Danmark og så de første spæde grønne bøgeblade på Amager Fælled, har gået så længe, at det nu er efterår. Hvor blev foråret og sommeren af?

Vi slog lejr på en plads, der ifølge Guthook havde plads til tre telte.

Der var allerede tre telte slået op, da vi kom.

Men næste campsite lå 8 km fremme og oppe ad en styg bakke, så det var mere tillokkende at ligge lidt skævt og på trærødder end at gå videre.

Estus fik sit telt mast ind på en nogenlunde acceptabel plads, jeg gravede nogle sten væk og lod som om jeg ikke så, at mit hoved ville være ovenpå en gren, der ikke lod sig flytte, og så kaldte vi det a day.

Mens vi lavede mad og hang ud med de tre, der var kommet før os, ankom en far og en datter. Også de fik sig mast ind. Lidt senere kom yderligere to vandrere. På det tidspunkt lå jeg i mit telt og spiste slik og skrev blog, så så ikke, hvor de fandt plads, men kunne høre, at det nærmest var oveni mit telt. Da en af pløkkerne blev slået i jorden, lød det, som om det var PÅ mit hoved.

Og da den mandlige del af parret så satte i gang med højlydt at tømme sine tarme for luft, var jeg meget lidt glad for den teltplads. Hvad skete der med at være alene i naturen – det her var jo nærmest som at ligge i en festivallejr.

Jeg var nok lidt ekstra gnaven, fordi jeg stadig havde ondt i tænderne. Jeg havde dopet mig selv efter de retningslinjer, tandlæge Stina havde givet mig, og det virkede – burde det også med de mængder piller, jeg fyldte i mig – men piller virker kun et vist antal timer og ikke længe nok.

Og så – gudhjælpemig – da det var helt mørkt, kunne jeg høre, at to asiater, japansk eller koreansk, noget i den retning, også forsøgte at finde en plads i den nu proppede lysning.

Så jeg fandt mine ørepropper frem, stoppede dem i – og besluttede så vidt muligt at undgå storlejr igen.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg