Dag 66 – en motor uden benzin

Gået i dag – 32 km

Bird var på vej, da jeg lynede mit telt op. Hun var vågnet 5.30, mit ur ringede 6.30. Det var helt fint – vi følges, fordi vi har det sjovt og fint sammen, men, som nævnt før, er en af de ting, jeg er rigtig glad for ved det her eventyr, at det er okay at gøre, som man vil. Hike your own hike.

I starten – da jeg fulgtes med Laura – var vi meget sammen (altså Laura og jeg, ikke noget med Bird på det tidspunkt), men jeg kom jo for mig og min skyld, og det er der, jeg er nu.

Jeg gør og går, som jeg vil, i mit tempo, på min måde, med de pauser og stå-op tider og rytme, som jeg vil, og at det så passer sammen med en andens ønsker, er fint, men gør det ikke, er det også fint.

Så jeg vinkede farvel til hende, og pakkede i mit eget rolige morgentempo mig selv og mit habengut sammen. Imens dukkede Bad Boy søvndrukkent op fra sit telt – i endnu sløvere tempo end mit.

Og da jeg sagde au revoir og see you down the Trail til ham, var han stadig ved at finde sin brænder frem til at fikse sin morgenespresso.

Så jeg gik med mig selv ned ad stien.

Til en smuk smuk morgen. Dug i græsset, sol på de øverste bjergtinder, men endnu ikke nede på engen, hvor jeg gik, edderkoppespind på planter, en rislende bæk, fuglekvidder, et egern der sad og gumlede i en kogle, men smed den og pilede væk fra stien, da det så mig. Mig, der måske nynnede lidt af glæde over at være her.

Et par timer senere nynnede jeg ikke ret meget. Stønnede måske mere. I dag var en dag, hvor det gik rigtig meget opad. Op, op, op. Og bagefter ned, ned, ned.

Sådan er det som udgangspunkt jo desværre ofte at gå i bjerge, men det var som om i dag var exceptionelt hårdt. Som om min krop var kørt flad på batteriet. Som om der ikke var mere benzin i tanken.

Jeg mosede og masede og gik i stå på vej op mod det første pas, fordi mine ben syrede til og jeg nærmest blev svimmel af anstrengelse.

Jeg må spise, tænkte jeg og stoppede og kværnede en halv stang toblerone. Det hjalp ikke. Lidt nødder heller ikke. Vand lidt, men da jeg endelig nåede op i det pas, der var målet, følte jeg, at jeg havde løbet et maraton og i virkeligheden havde jeg kun tilbagelagt sølle ni km på langt flere timer, end jeg so far på noget tidspunkt siden Mexico har brugt på ni km.

Det bliver en lang dag, det her, tænkte jeg.

Og det gjorde det. Ned – ad en sti så stenet, at jeg for hvert skridt var nødt til at være opmærksom på, hvor jeg satte foden for ikke at redde mig en forvredet ankel (kan man sige det? Anyway, at vride om!), masser af flod- og creekkrydsninger, som heldigvis var nemme, fordi vandstanden er lav, og så endnu en lang og hård omgang opad.

Som førte til en næsten lige så smuk bjergsø som aftenen før, så jeg smed sko og strømper og sad med fødderne i det kolde vand, mens jeg forsøgte samtidig at dyppe hovedet i det – lidt af en kunst uden at dratte i med resten af mig også.

Nice breakspot, råbte en kæk vandrer, der gik forbi i det samme.

Jep, det var et virkelig nice sted at holde pause.

Det syntes Bird også, for da jeg efter lang tid tog mig sammen og gik videre, opdagede jeg, at hun sammen med en vandrer, hun kender fra tidligere på turen, var i fuld gang med at nøgenbade rundt om hjørnet. Well.

Jeg vinkede til dem og gik videre. Bad Boy havde jeg ikke set hele dagen, og i det hele taget havde jeg mødt under en håndfuld andre mennesker.

Hvilket var rart. Jeg kan godt lide at gå herude alene. Bare mig. Både at opleve storheden i naturen og at opleve min krop arbejde benhårdt for at bevæge sig gennem den helt alene.

Og så alle de tanker jeg når at tænke på sådan en dag, hvor jeg kun er i selskab med mig selv. Fra de helt basale om, hvor sulten jeg er og at min T-shirt trænger til at blive vasket og at de lilla blomster langs stien virkelig er pæne, til de store om, hvad meningen med livet egentlig er. Meningen med mit liv. Hvad jeg gerne vil have, det skal være, og hvordan jeg finder det. Om jeg finder det her.

Jeg finder i hvert fald ro. Det tankemylder, jeg sloges med, før jeg tog afsted, er væk. Måske fordi livet og min hverdag lige nu er så simpel. Jeg går, det er det, jeg gør, det er det eneste, jeg skal. Fra jeg står op, til jeg går i seng. Og selv om det nogengange, som i dag, er helt åndssvagt hårdt, er jeg glad.

Jeg var også glad, da jeg smed rygsækken for ikke at tage den på mere i dag. Jeg havde gået 32 km og var nået til et stort fladt område væk fra skoven, som var det perfekte sted at slå lejr.

Jeg havde lige slået mit telt op, da Bird kom. Hun stoppede og sagde hej, men besluttede så at gå lidt videre sammen med sin vandreven. No worries, jeg var okay med at campere med mig selv.

Det kom jeg nu ikke til, for lidt efter kom Bad Boy vaklende ned ad stien, han havde tilsyneladende også haft en tough dag som mig, og gad ikke gå ét skridt mere.

Og lidt efter dukkede tre andre vandrere op, som slog lejr på samme område, men lidt væk fra os.

De startede deres lejr-rutine med et bål mod myggene, og da Bad Boy og jeg havde spist, joinede vi dem omkring det. For at være i myggefrit område og fordi det var hyggeligt. Nok til at glemme – eller fortrænge – hvor udmattet jeg havde været tidligere på dagen.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg