Dag 30 – varmerekord

Gået i dag – 33 km

Jeg smilede lidt for mig selv, da mit vækkeur (læs: telefon) ringede 5.15. Ha, jeg er kun mig, jeg kan sove længe, hvis jeg vil. Tag den. Sagde jeg til de egern eller hvad det var, der morgenpuslede i buskadset.

Men det ville jeg ikke. Vejrudsigten havde proklameret hedebølge de næste dage – i et område af ørkenen, der i forvejen ligger på over 30 (i skyggen) – så hvis jeg ikke ville smelte, var det bare med at få cruiset nogle kilometer i den – relative – morgenkølighed.

Jeg cruisede lige omkring 5 km, så var det monstervarmt og sveden løb ned i panden på mig. Sammen med de spindelvæv ihærdige edderkopper havde spundet tværs over stien i nattens eller morgenens løb.

Okay, sagde jeg – til mig selv – jeg går tre km mere, så holder jeg pause.

Meget bevidst tre km, fordi der ifølge min navigationsapp ville være en såkaldt Memorial bench der. Og kan man sidde på en bænk istedet for på jorden, vil man gerne det.

Så det gjorde jeg, moslede op og hen ad stien ind imellem hundreder af de giftige Poodle dog Bush planter, som jeg nu ved præcis, hvordan ser ud, så jeg kan undgå dem (til gengæld var jeg ikke helt skarp på den anden giftige plante – Poison Oak – indtil der pludselig var et skilt ud for en af dem. Og så undgik jeg også efter bedste evne at tvære mine bare ben op af den).

Jeg rundede et hjørne; der var bænken, og på bænken sad den første vandrer – i det hele taget det første menneske, jeg havde set hele dagen – og det var Estus. Ham, der gav mig agurker, ham, der gav fif til Trail food. Og som jeg i det hele taget har set siden før jeg satte fod på stien, fordi han også boede hos Scout & Frodo i San Diego.

Hej og hej og How are you og hvor sov du i går og puha, det er varmt og alt det der. Og så lavede vi en halv aftale om at mødes ved næste vandpost cirka 10 km fremme. Ved selvsamme vandpost – en vandhane foran en lokal brandstation – lå også en vej, der fører ind til en lillebitte bebyggelse med en restaurant, en butik og endnu et Trail Angel overnatningsspot, Casa de Luna.

Jeg havde overvejet lige hurtigt at få et lift derind og købe mig en hurtig milkshake på restauranten midt i middagsheden. Estus faldt straks ind i den tankegang, og supplerede med “måske en burger…?”

As said as done. Det var smeltende varmt, da jeg nåede ned til brandstation og vej, og vi var nødt til at blaffe fra skyggen – asfalten i solen var nærmest kogende.

Meget bedre var det ikke på den dog overdækkede, men udendørs terrasse på Heart and Soul, som restauranten hed. Til gengæld lavede de, hvad de ganske ubeskedent kalder The Best milkshake ever, så det blev til en kæmpeudgave med vanilje og oreos til mig. Den var – tæt på i hvert fald – the Best ever.

Bagefter blaffede vi os tilbage til et picnicbord i skyggen udenfor brandstationen. Med lidt besvær – altså at blaffe – for en hjemløs type (som faktisk viste sig at være en pct-vandrer, der lignede en hjemløs i langt højere grad, end jeg bilder mig ind, at jeg gør) ville absolut chit-chatte, mens vi stod der med tomlen ude. Det gav ikke pote hos ret mange bilister.

Og så, mens vi sad/lå der og ventede på, at klokken blev hen mod 16 og dermed LIDT køligere, begik jeg den fejl at drikke en af de øl, Estus havde købt i butikken inde i “byen”.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

For det første var den allerede halvvarm og dermed ikke specielt kølende. For det andet bliver jeg altid supersøvnig og dvask af at drikke øl, når det er varmt – og her var det langt over 40 grader. For det tredje var strækningen efter brandstationen op ad bakke. I solen.

Estus gik før mig, så jeg kæmpede mig op alene. Hvilket var fint – jeg havde ikke brug for tilskuere til den kamp. Og må bare sige, at selv om det ikke var langt, var det uden tvivl det mest udfordrende, jeg har været ude for på den her tur. Mine ben syrede til, mine lunger klaprede, mit hoved var ved at eksplodere, og min mave boblede og gjorde ondt, så jeg var nødt til at løsne hoftebæltet med det resultat, at rygsækken hang på skuldrene af mig. Det var én lang suffering. Men lesson learned, aldrig mere øl midt på dagen.

Vel oppe og nogle kilometer længere fremme sad Estus lænet op ad et skilt i skyggen – og drak endnu en øl. What? Ja, han havde jo købt fire, og den sidste var ved at være varm. Altså kogende, mener du, og bare jeg kan blive fri.

Jeg havde aftalt med mig selv at gå cirka 20 miles, altså 32 km, og Estus havde læst sig til, at der godt to km længere fremme ville være et fint sted at sove – i en udtørret flodseng, der nu bare var sand. Det var fint med mig, sand er dejligt at slå lejr på.

Jeg gik først, Estus havde sin øl at gøre færdig, og mens jeg gik – nu nedad – studerede jeg landskabet omkring mig. Med sine bløde bakker, grønne træer og rapslignende blomster i mængder, som var det marker, kunne det godt minde lidt om et Danmark på landet. Lidt om den udsigt, der var fra der på Fyn, hvor min mor og far boede i mange år.

Det gav mig en nostalgisk form for hjemve. Eller ve efter noget, der var engang. For mine forældre bor ikke der længere, min far er ikke længere, og de sommeraftener på terrassen med grill og koldskål og udsigt til skov og marker er en del af en tid, der ikke kommer tilbage.

Der er masser af ting, der var engang og ikke kommer tilbage, og som man – jeg – måske burde have sat mere pris på, mens det var. Det behøver man for så vidt ikke rende rundt herude på en støvet sti for hverken at konstatere eller blive trist over at konstatere. Man har bare mere tid til at fundere over det, når man bruger 10 timer eller mere om dagen på bare at gå. Mere tid til at tænke. Jeg har brugt – og bruger ved Gud stadig – masser af tankevirksomhed på at tænke over hvor mange kilometer der er til dit og dat, hvornår jeg skal spise igen, hvad skal jeg spise, hvor beskidt jeg er, hvor meget jeg glæder mig til næste bad, hvor vild udsigten er, hvor stort det er at være ude i naturen hele tiden, hvordan jeg kan lette vægten på min rygsæk, og tusind andre praktiske logistiske ting – men jeg er også begyndt at tænke på alt muligt andet. Life in general. Hvilket jeg tror er ret sundt.

Og så, bum, jeg var tilbage i her og nu tanker, da jeg nåede frem til “stranden” og var nødt til at gå langt ind ad den udtørrede flodseng for ikke at være synlig fra den vej, der løb langs med det udtørrede flodleje. (For det har man ikke lyst til at være).

Estus var et stykke bag mig, så jeg skrev hans navn i støvet på stien og udformede omhyggeligt en pil af knækkede grene, så han kunne se, hvor jeg var gået hen.

Som – viste det sig så – var overflødigt, for han havde oppe fra stien kunnet se min lyserøde trøje nede i flodsengen fra kilometers afstand. Hm. So much for all my work.

Og så havde vi en filosofisk snak om stor natur og tanker og ikke at dømme folk på første indtryk, og en mere down to earth om at nej, det går ikke mere op ad bakke, fordi vi går nordpå. Som Estus havde overhørt nogle turister på en rasteplads sige. Well….

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg