Dag 97 – pjækkedag

Gået i dag – 0 km

Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede, var at ringe til lægen. Eller rettere – til apoteket i den nærmeste større by, Yreka, for at spørge, hvordan jeg fik fat i den recept, altså hvilken læge kan turister bare sådan lige ringe til og få udskrevet noget antibiotika mod min stadig tilstedeværende blærebetændelse.

Apoteket gav mig nummeret til en lægeklinik i Etna, hvor jeg var – perfekt, men da jeg ringede til den, havde de selvfølgelig ingen ledige tider i dag. I stedet gav de mig website-adressen til en online-læge, man åbenbart kan facetime med.

Lidt mystisk system, men okay så – jeg oprettede mig som bruger på det website, betalte de 49 dollar, dét kostede, og så ringede jeg op. Hang lidt i venteværelset på min telefon, mens jeg drak morgenkaffe og så var jeg pludselig på facetime med en læge. Mig med morgenhår og i blomstret alt for stor låne-T-shirt, hun frisk og nyvasket i en skinnende hvid kittel.

Jeg forklarede mine symptomer og hun nikkede og så udskrev hun en recept.

“Jeg har sendt den til Rite Aid i Yreka,” sagde hun. “Så du kan hente din antibiotika der i løbet af dagen.”

Hurra og halleluja for dét smarte system. 1811, læser I med her?!?

Yreka var cirka 50 km væk, og der kørte en bus 12.45, så den tog Scoop og jeg. Efter at have stået lidt og ventet på den foran den lokale købmand, hvor jeg brugte et par minutter på at chit-chatte med den danske kvinde, der driver Hiker Hut og som tilfældigt kom forbi. Omend hendes danske var noget rustent.

Busturen tog en lille time. Som viste sig at være en lille time i noget, der kunne have været en livetransmission fra et reality TV-show af den mere freaky slags.

Først trillede bussen forbi en såkaldt trailerpark, stoppet med bulede udslidte campingvogne, flere uden vinduer, mange med pap foran de gabende huller, og samlede tre kvinder op. En teenager med affarvet hår og i en nederdel, der med lidt god vilje gik hende til ballerne, en med den form for stemme, der kommer af 40 grønne Cecil hver dag gennem et helt liv, og en med fedtet hår og en delle om livet i størrelse xxxl, som var forsøgt skjult under en svedskjoldet kjole.

De satte sig bagerst i bussen og begyndte en højlydt diskussion om prisen på busbilletter. Som de tydeligvis ikke var tilfredse med.

Ved næste stop steg en kvinde i joggingdragt, et tykt lag læbestift og et hærget ansigt på. Hun kendte åbenbart den kvindelige chauffør, for hun satte sig helt oppe foran, et par sæder foran mig, og indledte en dybfølt – og højlydt – samtale med chaufføren om hendes, altså chufførens, mands arbejdsløshed og hvilke butikker i Yrika, der er bedst at stå foran, hvis man vil tigge sig til en håndøre.

Så steg en mand på. Som kvinden åbenbart også kendte. Nok til at vide, at hans søn sad i spjældet, og da hendes datter, kunne man forstå på samtalen, som foregik hen over tre sæderækker og med os cirka i midten, også sad inde for tiden, havde de masser af ting at vende.

“She gets out in 2022. If she can stay off drugs. And fights in here. But she is so depressed right now. She hates prison.”

Han nikkede. Helt med på alt i den sætning åbenbart.

Og tilføjede et bravo, da den hærgede kvinde med en stolt kaglen proklamerede, at om 12 dage havde hun været clean i et år.

“August 20th, man. For a whole year.”

Foran manden sad en midaldrende herre i en skjorte med pressefolder og sko, der så meget nypudsede ud og lod som om han ikke hørte, hvad der blev talt om bag ham. Han lignede den mest normale i den bus, men måske var han i virkeligheden øksemorderen – alle andre var for oplagte.

Da vi nåede Yrika, steg alle skæbnerne ud ved stoppestedet foran Wal-Mart. Vi trillede med et par kilometer mere til Rite Aid, hvor jeg gik ind og uden andre problemer end at mit navn var stavet forkert og mit fødselsår angivet til 1980 i stedet for 1973 fik mine piller mod blærebetændelse.

Som jeg sammen med en liter vand straks slugte en af.

Tak, læge-Gud.

Herfra havde Scoop og jeg to muligheder. Vi kunne tage bussen eller få et lift tilbage til Etna og derfra videre til stien.

Eller vi kunne få et lift nordpå og springe cirka 80 km vandring over.

Vi valgte det sidste. Som jeg i princippet har det lidt stramt med. Ikke fordi jeg er en af de såkaldte purists, der mener, at hvis ikke man har sat fod på samtlige godt 4250 kilometer Pacific Crest Trail, kan man ikke sige, at man har gået Pacific Crest Trail, men mere fordi at 80 km, synes jeg, er en slat at springe over.

Masser af folk gør det. Især nu, hvor Canada kommer tættere på og issuet med efterårsvejret i Washington, som alle frygter, bliver mere og mere virkeligt. We gotta get to Washington before Winter hits.

Undskyldningerne for at “skip ahead” er mange – fra for meget røg til skader til jeg skal møde min bror/kæreste/mor der og der. Jeg har ingen undskyldning andet end at fristelsen til at få et lift nordpå og dermed helt sikkert nå til Ashland til min fødselsdag på søndag var for stor. Undskyld.

Så med den beslutning truffet – Scoop var helt med på den, hans undskyldning var trætte ben – gik vi i supermarkedet for at købe mad til de næste tre dages vandring. Verdens omtrent dårligste supermarked til vandremad. Tænk Aldi. Og alt i storkøbsstørrelser. Hvilket er meget upraktisk, når man kun har brug for en lillebitte del af for eksempel en rulle toiletpapir.

Derefter tog vi en taxi de første 12 km ned ad vejen – bare fordi klokken var henad 16, og den lille snoede vej ind i bjergene, vi skulle ned ad derfra for at ramme stien længere oppe, var formentlig ikke særlig befærdet om aftenen, så vi ville forsøge at nå den og blaffe på det tidspunkt, hvor de få, der bor i den retning, ville være på vej hjem fra arbejde.

Vi stod ved den vej i måske en halv time. Midt i solen. Og med mindst ti biler, der kørte forbi og med folk der enten rystede beklagende på hovedet eller bare kiggede den anden vej. Som var vi helt usynlige. Eller udsigten i modsat retning af os vildt interessant.

Så stoppede en kvinde i en jeep. Hun kunne tage os med det meste af vejen. Tjek.

Hun satte os af ved en form for parkeringsplads, ude i ingenting, hvor der stod en udslidt campingvogn parkeret. Som om nogen havde stillet den der for at skille sig af med den. Eller begået et mord i den. Min fantasi var helt klar på det sidste, men Scoop kunne berette, efter at have luret ind af vinduerne – som der ikke var glas i – at det altså ikke var tilfældet. Men der hang en seddel på den, at den skulle fjernes inden 31. juli, hilsen politiet. Det var ejeren åbenbart ligeglad med.

Vi stod der i ti minutter, 20 minutter, en halv time. Ingen biler. Så kom der en. Den kørte forbi. En mere. Det samme. En tredje. Som stoppede ind på parkeringspladsen foran campingvognen.

Det var en politibil.

“Hey there, officer,” sagde Scoop jovialt. Det er åbenbart den måde, man tiltaler lovens kakifarvede arm på her i Californien, for betjenten løftede armen og vinkede.

Han var her for at tjekke op på den efterladte campingvogn og kunne, beklagede han, desværre ikke give os et lift. Jeg ville ellers gerne have taget turen bag i den Highway Patrol vogn.

Så vi ventede igen. To biler kom, den ene satte farten ned, men fik tydeligvis øje på politibilen og skulle ikke have noget klinket der, så han fortsatte.

Det samme skete lidt senere.

“Jamen altså for fucks sake,” sagde Scoop. “Folk tror jo, det er et setup. De samler en blaffer op og så får de en bøde.”

Kort efter stoppede en kvinde. Og fik så i bakspejlet øje på politibilen.

“Får jeg en bøde?” spurgte hun.

Nej, forsikrede vi – og vores bevæbnede officerven, som stadig moslede rundt om campingvognen. Det er kun ulovligt at blaffe på motorvejen i Californien.

Ind med os – efter at den søde dame havde rykket rundt på I dont know hvor mange vitaminpiller, hun havde bag i vognen. Og givet os hver en øl.

Og så klokken lidt over 19 var vi endelig i Seiad Valley, vores destination. Som bestod af en general store, en cafe som var lukket, og en campingplads. Op med teltet, ind i butikken, inden også den lukkede, og købe noget aftensmad – som for mit vedkommende var en fed, men ikke særlig lækker pastasalat – og så sad vi sammen med et par andre vandrere og svedte i en mølædt hængesofa, der stod foran toiletterne. For det var omkring en million grader.

Også i mit telt, så selv om jeg sov uden ydersejl – en dårlig idé på en campingplads, hvor folk kommer ind sent i bil og dermed blændende forlygter – rullede jeg rundt i sved. Men lur mig, om ikke jeg kommer til at savne det om en måneds tid, når jeg er oppe i Washingtons efterår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.