Dag 99 – so loooong, Californien

Gået i dag – 44 km

I dag krydsede jeg en grænse. Ikke i overført betydning, bortset fra at sidde midt i et hvepsebo og filtrere vand uden at gå i panik, men rent bogstaveligt.

I dag gik jeg efter 99 dage og 2.700 kilometer ud af Californien og ind i Oregon.

Jeg vidste godt, at Californien er en lang stat, og i Pacific Crest Trail sammenhæng endnu længere, fordi stien ikke just er en lige linje nordpå fra den mexicanske grænse. Den hedder ikke for ingenting Crest, og mere end én gang har jeg bandet over dens insisteren på at befinde sig oppe på hver en eneste lillebitte eller kæmpehøj højderyg, når der nu var en flad og lige vej i dalen nedenunder.

Men altså – i dag, efter en morgen hvor Scoop og jeg powerwalkede 24 km inden kl 13 (det er ny rekord for mig), kunne vi lave High five og drikke en (varm!) øl under skiltet, der angav, at nu gik vi altså ind i Oregon. Yipiyeah.

Ikke at landskabet var spor anderledes end det nordcaliforniske. (Lidt ligesom da jeg som barn trillede over grænsen til Tyskland på bagsædet i mine forældres bil og blev skuffet over, at det ikke var spor eksotisk og det eneste ikke-danske var, at reflekserne langs vejen (hedder det egentlig det?) var sorte og hvide i stedet for orange).

Jeg gik stadig i skov, men dog i langt mindre røg fra skovbrande, formentlig fordi jeg er kommet så langt nordpå, at bl.a. branden ved Redding ikke trækker røgskyer herop. Faktisk var det så klart, at jeg for første gang fik et glimt af Mount Shasta – den kæmpe, jeg i klart vejr ville have kunnet se på de sidste 300 kilometer. Forholdvis øv, at det syn har været ikke-eksisterende, for det var nærmest magisk at se det bjerg rage overlegent op over alting andet.

Mens jeg skiftevis kiggede på Mt Shasta og holdt øje med stien for ikke at gentage min styrt-seance, tænkte jeg over det med Oregon. At jeg nu er her. For jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med Oregon.

Ørkenen var spændende, fordi jeg aldrig har gået i ørken før, og hele PCT-eventyret var nyt. Sierra Nevada var spændende, fordi jeg er vild med bjerge og vidste, at det ville være en hård, men vanvittig smuk strækning. Nordcalifornien var spændende, fordi jeg har været der før og oplevet, hvor smukt der er. Og så fordi den hårdeste strækning var overstået og jeg følte mig stærk.

Men Oregon.. I virkeligheden har jeg nok ingen forventninger til Oregon udover at man siger, det er fladt og kan gøres på to uger.

Det er nok lidt en stramning, i og med der trods alt er over 700 km fra Californien til Washington målt i PCT-distance.

Og selv om jeg nu mange gange har gået over 40 km uden at føle mig synderligt brugt om aftenen – så vildt hvad ens krop kan – er det alligevel noget andet end at knalde 50 km af hver dag. Så 14 dage kommer ikke til at ske for mig, og i øvrigt er det for trist kun at tælle overståede kilometer. Eller manglende ditto.

Efter at have taget billeder, uploadet (of course) og spist frokost – og chokolade; jeg har i kaloriernes hellige navn medbragt en pose med omkring 50 mini-Snickers og Twix og kværnet næsten alle sammen på tre dage – gik vi videre. I temmeligt rask trav, for antallet af campsites i dette område var ikke imponerende, og vi havde 6-8 andre vandrere lige bag os. Som vi gerne ville foran, så de ikke snuppede den lejrplads, vi havde udset os.

Lidt træls at skulle fare afsted for det, men det betalte sig – knapt var vi nået frem og havde smidt vores rygsække, før tre andre dukkede op og lignede nogen, der havde satset på rødt og landet på sort, da de så, at de eneste tilbageværende pladser ville blive lig med en nat på et ikke-fladt underlag. Sorry, people.

Min campingrutine er efter 99 dage nu så fast, at jeg nærmest kan den i søvne. Alt har sin plads, alt har sit nummer i rækkefølgen af ting, jeg gør. Herunder, efter at have slået teltet op og skiftet fra min vandre T-shirt, at give mine ben og fødder et vådserviet-bad. Hvis altså jeg har regnet rigtigt i antallet af vådservietter, jeg har med. Det havde jeg så ikke denne gang, så det blev en deler – en serviet til to ben, som er for lidt, kan jeg afsløre.

Oh Well, i morgen er jeg i et lejet hus i Ashland, hvor jeg har planer om at vaske min sovepose, så den klarer forhåbentlig en enkelt nat med støv på fødderne.