Dag 67 – tilbage til gryderne

Gået i dag – 32 km

Jeg fik kaffe til morgen i dag. For første gang i en måned, tror jeg.

Denne skelsættende begivenhed skete, fordi Bad Boy alligevel kogte vand til sig selv og spurgte, om jeg ville have en kop. Jeg var egentlig på vej, havde hevet rygsækken halvt op på ryggen, og jeg er jo som udgangspunkt ikke specielt vild med kaffe uden mælk – men altså. Og det var jo også meget hyggeligt at sidde der i morgenkøligheden på en klippe kl 07 og drikke noget varmt.

En kop mokka on the rocks var dog slet ikke benzin nok på min motor til at holde mig i gang hele vejen op ad den stigning, der var første punkt på vandreprogrammet.

Jeg var, ligesom i går, helt flad. Og mens jeg kæmpede og pustede og mærkede mine ben blive til gele, besluttede jeg at svinge indenom et apotek i næste by for at se på vitaminpiller. Eller anden form for tilskud til energikontoen.

Jeg spiser helt klart ikke nok kalorier om morgenen i forhold til, hvad jeg har brug for til det, jeg udsætter min krop for – men jeg kan fa* bare ikke få noget af det, der er at vælge imellem på denne type tur på morgenmadsfeltet, ned.

Og især nu hvor jeg ikke har brænder og gryde, er det endnu sværere. Men det dur jo heller ikke, at jeg går død – eller det er i hvert fald ikke ret festligt at kæmpe en voldsom kamp – hver gang det går opad om morgenen.

Emily, som gik (og jo sikkert stadig gør) vildt meget op i alt det med protein, mineraler, kulhydrater, fedt, salt und so weiter, havde læst et sted, at mens de fleste mænd, der opgiver at nå til Canada, gør det på grund af fysiske skader, er den mest almindelige grund til kvinders farvel nutrition. Altså at vi ikke spiser nok eller ordentligt, og så kan vores kroppe ikke klare det. Den statistik gider jeg ikke være en del af. Så noget må gøres.

Heldigvis var det efter den halvbarske opstigning og efterfølgende tilsvarende nedad ikke nødvendigt at gøre så meget, for resten af dagen gik det dejligt behageligt blødt og roligt ligeud.

Forbi først en smuk sø – pause – så langs en vild og voldsom flod – pause – så 15 km gennem en frodig eng med et blomsterhav, enhver botaniker ville dø for at nærstudere. Og ja, også her pause.

Jeg slog lejr på den anden side af en creek – med drivvåde sko, fordi måden at komme over den bæk på var via balancegang på en træstamme så smal, at jeg ikke turde tage chancen. Så selv om jeg stod længe og kiggede på stammen, og faldet ned i bækken ikke ville have været mere end en meter or so, og strømmen ikke var åndssvagt vild lige der, endte jeg med vade-over modellen. Just to be safe, omend med våde sko.

Bad Boy dukkede op lidt senere. Bird så jeg ikke set hele dagen, selv om hun formentlig kun er en time or so foran mig, og det er hyggeligt at være lejrbuddies med Bad Boy, som i virkeligheden hedder Damien. Vi har det sjovt og snakker meget om alle mulige ting. Mad, miles, mad igen, og grej, som er de store pct-relaterede emner, men også ting fra verden udenfor. Bøger, rejser, vores jobs eller mangel på samme, familier.

Hans mor er en form for coach indenfor primært bankverdenen og har en række forskellige uddannelser og specielle færdigheder – feks kan hun åbenbart bare ud fra et billede af en person aflæse en masse om vedkommendes personlighed. Aftalen er nu, at næste gang jeg er ren og med hår, der ikke er fyldt med støv og myggespray, tager han et billede af mig og sender det til mutti. Interessant at se hvilken personlighed jeg ifølge franske mor Bad Boy har.

Hans personlighed var til gengæld den hjælpsomme denne aften (og believe me – med franskmænd er det ikke en selvfølge.)!

En to vupti var der et bål til 1. At holde de hyperagressive myg (lidt) på afstand. 2. At tørre mine våde sko. Når sko bliver våde i vandovergange i løbet af dagen, tørrer de i løbet af et par timer. Det gør de ikke om aftenen, kan jeg afsløre. Men et bål hjælper, meget, selv om jeg holdt skarpt øje med, at de ikke kom FOR tæt på flammerne.

Oven i bålet (altså ikke i bogstaveligste forstand men som en venlig gestus) kom også kogende vand. Til min kartoffelmos, som er så trist i kold tilstand, og så utrolig meget bedre i varm, at jeg bare for dét har besluttet at få min gryde og brænder tilbage.

Nu har jeg forsøgt mig som weight-saver på den front og fundet ud af, at det ikke er mig. Jeg vil hellere bære på de ekstra gram end at spise alting koldt. Og glæder mig allerede til varm pasta, varme risretter og varm kartoffelmos med bacon, ja, egentlig bare varmt. Ikke fordi jeg fryser, men fordi det smager bedre. Og dét er vigtigt – især for at få de kalorier.

Hvorefter jeg guflede en – kold – tortilla med nutella til dessert. Og satte for sidste gang bjørnetønden om bag et træ i behørig afstand fra mit telt, inden jeg gik i seng.

Sidste gang fordi i morgen rammer jeg Sonora Pass, hvorefter det ikke længere er et krav for mig (og alle andre) at bære den.

Ikke fordi der ikke længere er bjørne på min vej, men vi er ude af det område, de primært huserer i. Hip kæmpe hurra!

About the author

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg