Dag 84 – regnskov og nyt i postsagaen
Gået i dag – 16 km
Jeg vågnede kl 1.26, da der pludselig blev lys. Og TV. Og en brummende aircondition. Og en clockradio af den gammeldags slags med store røde digitale tal, der arrigt blinkede 00:00.
Strømmen var tilbage.
Jeg vaklede søvndrukken op for at smide min powerbank i et stik – og slukke al det lys og fjernsyn – og så vaklede jeg tilbage igen. Clockradioen vendte jeg på hovedet.
Kl 7 vaklede Scoop lige så søvndrukken over til vaskeriet for at forsøge nu for anden gang at vaske vores tøj.
Og så gik vi ombord i hotellets morgenmadsbuffet – denne gang var udvalget lidt større end i Truckee (jeg synes stadig, vafler-only er en sær morgenmadsmenu), så stort, at jeg ubemærket sneg et par miniposer af ketchup og hot sauce ned i lommen. De kan komme meget in handy ovenpå en halvkedelig pastaret ude i vildmarken.
Så indkøb af mad til de næste fire dage, så pakning af mad – altså alt ud af emballagen og ned i lynlåsfryseposer – så et bad, så bestille diverse grej, jeg mangler (bl.a. et nyt vandfilter) til levering længere oppe ad stien, så en sandwich i supermarkedet og SÅ blaffe en køretur tilbage på stien.
Det hele tager tid, så klokken var næsten 14, da vi satte i gang. Hvorefter jeg kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at ringe til posthuset i Sierra City for at høre, om mine manglende pakker by some miracle skulle være dukket op.
Det var de. Sgu. Eller – den ene var. Ingen ved, om det var lakridserne eller pillerne, for postmand Rick havde ikke tid til at gå ud bagved og tjekke.
Okay, men ville det måske være muligt at sende pakken videre til et andet posthus længere oppe ad stien? Nej, for det var ikke en pakke, det var et brev og derfor uden trackingnummer.
“Der er heller ikke return adress,” sagde Rick. “Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal gøre med den.”
Well – enden på miseren blev, at han ville tale med sin postmaster om mulighederne. Eventuelt kunne de, hvis jeg gav dem mine kreditkortoplysninger og på den måde betalte for det, sætte nye frimærker på og sende pakken videre. Det måtte jeg lige ringe tilbage om om et par dage, sagde Rick.
Så postsagaen fortsætter. Stay tuned.
Efter den mere eller mindre oplivende samtale gik vi ned ad stien. Det var vanvittigt varmt på en fugtig måde. Regnskovsagtigt. Hvilket blandt andet skyldes, at der er hedebølge i den her del af Californien lige nu. Og skovbrande, som slører himlen på en spøgelsesagtig måde, selv om selve ilden stadig er langt væk.
Der var meget tavst i skoven – som om fuglene sad med lukkede næb og ventede på, at ilden skulle brede sig hertil, og ingen vind, som kun var med til at gøre det endnu varmere at bevæge sig op ad stien.
Hvilket betød, at vores plan om at gå 22 km den dag blev til 16, da vi nåede til en bred bæk med iskoldt vand og lejrpladser lige ved siden af. Over bækken var der en bro, så da vi havde slået teltene op, slæbte vi mad og diverse kogegrej op på broen og spiste der. Dels fordi vi derfra havde udsigt til solen, der orange sank ned bag grantræerne, dels fordi en træbro er luksus i forhold til at lave mad og spise i grus og sand.
Jeg havde også købt en vin i papkarton i Chester, som vi drak – og som jeg fortrød, da jeg lagde mig i soveposen.
Til trods for en samlet mængde på måske halvandet glas snurrede både telt og himmel over mig, som om jeg havde tømt en hel bar, og jeg fik det først en anelse bedre, da jeg havde ofret aftenens spaghettiret udenfor teltet. Måske var det spaghettiretten? Måske for lidt vand og for meget regnskov? Måske har Scoop kommet noget i min vin?!?
