SOS hjem til mor (og til 911)
22. marts sidste år tog en ung irsk gut det obligatoriske billede ved PCT’s sydligste monument og begyndte så at gå nordpå.
5. april nåede David, som han hed, til Idyllwild – en af de mange små byer langs stien. Her registrerede han sig i det såkaldte trail register på det lokale posthus, skrev en begejstret mail om sit vandreeventyr til sine forældre og venner fra computeren på biblioteket, og overnattede på et hotel, inden han 7. april var tilbage på stien.
Siden har ingen set ham.
Redningsmandskab fra alverdens departementer har søgt, først i nærheden af Idyllwild, så i en større radius, det samme har lokale frivillige – og sågar irske ditto, der kom over Atlanten for at finde David – men ingen har fundet noget som helst, som i intet, spor efter ham.
Det er ret uhyggeligt, og selv om det (heldigvis) er en meget sjælden tragisk hændelse, fik det mig til at tænke. Især da Davids mor i går lagde et opslag ud i en PCT Facebook-gruppe, hvor hun fortalte om sin søns forsvinden og inderligt bad dette års vandrere om please at medbringe en SPOT. Som er sådan en satellitbaseret tracking device, som via en SOS-knap sender direkte besked til redningscentraler, hvis man er i livsfare.
David havde ikke en SPOT – eller et af de øvrige devices på markedet med samme funktion. Han havde ikke engang en mobil med sig.
Det har jeg, altså en mobil, men nu har jeg så også købt en SPOT.
Det havde jeg oprindeligt faktisk ikke tænkt mig – bl.a. fordi den er ret dyr og måske også lidt på grund af sådan en “det sker jo ikke for mig”-overmodsoverbevisning, men jeg kan godt se, at det giver alt muligt mening (og ro) for både mig og dem derhjemme, der bekymrer sig om mig, at jeg kan sende et nødråb, hvis noget sker. Også når jeg er langt udenfor telefondækning.
Derudover har devicen den indbyggede feature, der gør, at jeg kan sende forudprogrammerede “alt er godt”-beskeder til en række numre og/eller mail-adresser. (læs: bl.a. min mor). I beskeden er der også et link til min præcise position, så interesserede kan se, hvor jeg er.
Jeg lavede en test af min SPOT, da jeg havde hentet pakken på posthuset, registreret mig på et dertil indrettet site, installeret dimsen og sat batterier i. Og fandt så ud af, at hov, den kan så ikke sende noget som signal fra bag de betonmure, min lejlighed er pakket ind i.
Så på aftengåturen med hunden stod jeg der på Bryggen og holdt en blinkende orange dims mod himlen.
Jeg skal ikke kunne sige, hvad en anden hundelufter, der kom tøffende forbi med sin vovse, tænkte, men uanset – det virkede, alt er godt-testbeskeden til mig selv gik igennem. Og da jeg klikkede på linket med min GPS-position, zoomede den ind på præcis den flise på fortovet på Bryggen, som jeg havde stået på, da beskeden blev sendt. Vildt.
Jeg håber ikke, jeg nogensinde får brug for SOS-knappen. Men jeg er glad for, at jeg har den, for jeg ønsker virkelig virkelig ikke for min mor (eller nogen andre), at de skal stå i samme fortvivlede situation som forsvundne Davids forældre.
Ps. Rygtet – igen i de der Facebook-grupper – siger, at David er forsvundet med vilje. Er gået mod øst eller vest eller kørt derfra og langt pokker væk. At han hverken er blevet kidnappet eller spist af en bjørn, men har valgt at skride fra sit liv. Tja, det er jo en teori – men et lillebitte memo til hans mor om den plan havde måske været god stil, synes jeg.