På testtur

Forrige weekend – og ved et stjerneheldigt sammentræf – den første forårsvarmeweekend i år – var jeg på testtur.

Ikke test som i at finde ud af, hvordan det er at trave gennem ørken eller at gå 30 km om dagen i 150 dage, men bare en lille hyggelig weekendtur i Danmark for at afprøve alt det nye udstyr, jeg har købt, men endnu ikke prøvet at bruge.

Det synes jeg på en måde ville være godt lige at have gjort inden jeg står derude i vildmarken og skal finde ud af, hvordan (og om) de forskellige ting fungerer, så sammen med revisor-Ole – herlig jyde, jeg mødte på en vandretur i Italien sidste sommer – tog jeg en fredag eftermiddag til Silkeborg for at gå den såkaldte Himmelbjegruten. Som – surprise – befinder sig ved Himmelbjerget, nærmere bestemt går rundt om de søer, der ligger mellem Silkeborg og Ry, og er godt og vel 50 km lang.

Det var en fantastisk tur, ruten er superfin, varieret, hyggelig, smuk, og det er helt klart et sted, jeg skal tilbage til en anden gang. Måske når der er lidt flere (eller bare nogen i det hele taget) blade på træerne og når der er tændt for vandet på shelterpladserne.

Omvendt gav det (altså manglende vand i hanen) mig jo så muligheden for at afprøve mit vandfilter med ægte søvand – og da jeg overlevede, konstaterer jeg, at mit filter virker (eller at vandet i Silkeborg søerne er så rent, at det kan drikkes. Kan selvfølgelig også være the case).

Nå, men udover filteret fik jeg testet en række andre ting. Og lærte, at:

1. Den rygsæk, jeg har købt til turen, er noget crap.

Det vidste jeg faktisk godt allerede tilbage i januar, da jeg gik de første ture med den. Den har nogle skulderstropper, der smadrer lige ind i mine skulderblade, hvis der er mere end seks-syv kilo i den, uanset hvordan jeg indstiller alt, det der kan indstilles på den, hvordan jeg pakker den, hvordan alt muligt.

Så jeg var gennem tre andre af de rygsække, som anbefales til en langdistancevandring som Pacific Crest Trail. De sad også alle sammen elendigt, så en efter en sendte jeg dem tilbage. (til info: Det er meget få fysiske butikker i DK, der sælger letvægtsrygsække, så jeg har netshoppet fra bl.a. Sverige og Spanien).

Jeg nåede frem til, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt, at alle andre elsker de her rygsække – at det måtte være mig, der bildte mig noget ind. Så derfor gav jeg den første (og brugte, så non-returnable) en sidste chance på Himmelbjergruten. Og må altså bare indse, at det bliver et no-go.

Så nu ender rygsæk-gate med, at jeg tager min gode gamle Osprey AG 65 med. Som kendere vil vide er et stort og tungt bæst, men den kan bære hvad-som-helst antal kilo og stadig være komfortabel.

2. Et telt, som er en meter bred på det bredeste sted, faktisk er helt okay.

At det ikke føles som en kiste (som jeg frygtede en lille smule), men som en hyggelig hule. Og så er det nemt at slå op.

Jeg købte det i vinter, men fordi den her vinter jo som bekendt har varet ved og ved og ved, har jeg ikke rigtigt kunne øve det der teltslagning pga. frost i jorden. Men det gik så fint og nemt, og jeg bliver glad for mit telthjem, tror jeg. (inklusiv det faktum, at det vejer sølle 700 gram. All inclusive).

3. At jeg ikke dur til såkaldte quilts.

En quilt er kort fortalt en dyne-udgave af en sovepose – og har den fordel, at den vejer mindre, fordi man har sparet det stof væk, som man i en sovepose har under sig (og dermed trykker dunene, der så ikke varmer).

Jeg havde lånt en quilt af en god ven til testturen for at finde ud af, om jeg skulle have en selv (for at spare vægt), men blev allerede første aften klar over, at fordi jeg roterer som en anden grillkylling i løbet af natten, vælter der konstant (kold!) luft ind under dynen/quilten. Også selv om den er udstyret med noget snoreværk, der skulle holde den nogenlunde på plads under en.

Derudover har den ikke nogen hætte, og jeg kan faktisk RET godt lide hyggefaktoren ved at putte mit hoved i en fluffy dunhætte.

Sidste ulempe – synes jeg – er, at den ikke har den lille lomme inde i soveposen, som man kan putte sin telefon i (og dermed forlænge batteritiden, fordi den er inde i varmen).

Så tak for lån af quilt, men jeg er klart en sovepose-type. Så ved man det.

4. At en dunjakke pakket ind i en drybag fungerer fint som hovedpude. Voila – ingen grund til at slæbe en hovedpude med. Og overfladen bliver blød ved at hive en buff ud over drybagen. Har jeg sagt, jeg er vild med ting, der har flere formål?!?

Jeg havde på testturen stadig ikke fået min fjerlette brænder fra Primus – den er nu havnet i postkassen (eller rettere, i pakkeland i Føtex), så den kommer ud på Amager Fælled til en kop testkaffe en af dagene. Nu med varmere kaffevejr. Hurra.