Er du ikke bange?
Hvad vil du gøre for at beskytte dig selv?
Spurgte en kollega mig for nylig. Jeg kiggede, måske lidt mærkeligt, på ham, for inden jeg nåede at udtænke et kløgtigt svar, kom en svada om vilde dyr og vilde mennesker. Om jeg havde tænkt mig at medbringe en peberspray eller – gisp – våben.
Våben? Nej. And yes, det er jo USA, så ikke overraskende har det emne været på dagsordenen flere gange end jeg har orket at tælle i diverse PCT-Facebookgrupper. Men sådan helt personligt har jeg absolut ikke overhovedet nul og nada tænkt mig at slæbe på en gun.
Altså – for det første ved jeg ikke, hvordan man håndterer sådan en og ville sikkert komme til at skyde mig selv i låret, for det andet er bare tanken langt ude. (ja, undskyld, kollega).
Peberspray – heller ikke. Skulle jeg møde en bjørn, der var i humør til at overfalde mig, ville den have nået at tage en stor bid af mig, inden jeg havde fået moslet den spray frem af rygsækken, for jeg kommer helt sikkert ikke til at vandre afsted med sådan en dingenot lige ved hånden i ready-set-pust-mode.
Helt off er min kollga selvfølgelig ikke, for nej, man kan aldrig vide, hvem der samler en op, når man tomler, og det vil jeg komme til at gøre rigtig meget. Men jeg bliver lidt nødt til at stole på det gode i mennesket og i øvrigt bruge min sunde fornuft og instinkt. Alternativt kun hoppe ind i en bil med en fremmed, hvis jeg er i selskab med en anden vandrer.
Farerne i vildmarken – bjørne, klapperslanger, skorpioner, og hvad man ellers kan forestille sig, der lurer derude – er heller ikke ikke-eksisterende. Dyrene er der, men deres fremmeste formål er næppe at gøre det af med mig (kun min mad), tværtimod vil de sandsynligvis gerne undgå mig. (Undtagen de mus, der er så interesserede i min mad, at de er ligeglade med min nære presence, men det hører vist mere til i kategorien superirriterende end farligt.)
That said, selv om jeg ikke er bange for mørket eller for at være alene i mørket, har jeg en fantasi livlig nok til, at jeg heller ikke ubetinget glæder mig til første gang jeg kommer til at slå telt op et sted alene.
Altså helt alene uden andre vandrere på samme sted.
Det KAN man godt undgå, hvis man 24-7 slår følge med nogen, men et af formålene med min tur er jo at lære at klare mig selv, så det ville være lidt fallit-ish at indrette mine dage efter andres vandre- og slå lejr-mønster.
Jeg har (meget!) stor respekt for naturen, lyn, sol, floder, kulde, hede, sne, tåge – men jeg er ikke decideret bange for den, mest spændt på, om jeg er erfaren nok (eller læringskurven flad nok) til at klare mig i den, hvis den folder sig helt ud.
Det, jeg er allermest bange for, er noget mentalt.
At jeg kommer til at savne min hund og mine venner og familie så meget, at jeg tager hjem (læs: i stil med Alene i Vildmarken klynkerne), eller at jeg ikke er så stærk psykisk, som jeg bilder mig ind. At jeg viser mig at være typen, der giver op, hvis det bliver for tough.
Update følger helt sikkert på, om det er tilfældet…