Gitte pilgrimsvandrer i Ballerup

Vidste I, at der findes 900 kilometer pilgrimsrute i Danmark? Med muslingeskaller på skiltene og det hele? Og med et herberg i noget så eksotisk som Ballerup?

Hvordan er det at melde ud til verden, at alting ikke er lyserødt og honky-dory, men at du har en kronisk sygdom og at det landliv, du drømte om, ikke er dig?

Det spørgsmål har jeg fået rigtig mange gange af folk tæt på mig, efter at jeg i sidste uge postede mit blogindlæg om mit tunge efterår og et par dage lagde den samme udmelding, omend i meget forkortet version, på diverse sociale medier. 

Svaret på det er, at jeg meget få gange i mit liv har oplevet så meget varme fra folk omkring mig.
At det er gået op for mig, hvor vanvittig mange søde mennesker, jeg kender. Nogle tættere på mig end andre, ja, men ikke desto mindre – jeg har modtaget SÅ mange mails, beskeder, opkald og sågar besøg på landet, at jeg er helt overvældet og simpelthen så glad og taknemlig for at have så fantastisk en omgangskreds og opbakning.
Altså ikke fordi jeg har gået og martyragtigt bildt mig selv ind, at jeg var helt alene i verden, og ingen interesserede sig for mig og bla-bla, men alligevel – at opleve sådan en strøm af tilkendegivelser kan man KUN blive taknemlig for. 

Jeg ved godt, at mange sikkert ville forbinde det med mærkeligt eller ligefrem mistænksomt, hvis man midt i den daglige trummerum eller travle hamsterhjultilværelse lige udbasunerede sine følelser eller varme tanker for dem, man kender (“Nabo, det siger jeg dig, jeg synes simpelthen, du er så rar. Også selv om du aldrig smider et af dine nybagte brød over hækken. Det var bare det. Hej-hej”). 

MEN de reaktioner jeg har fået på min udmelding (og hvordan det fik mig til at føle) har fået mig til at tænke, at det burde man måske.
At måske behøver der ikke være noget alvorlig sygdom eller livskriser eller noget tredje dramatisk going on, for at man lige stopper op et sekund og fortæller nogen, at man er glad for, at de findes. Bare fordi det betyder noget for den nogen, der modtager den udmelding. 

Bare en tanke.

Anyway, JA, jeg har sclerose og nej, jeg er ikke glad for mit liv på landet.
Det sidste kan (og vil) jeg ændre, det første kan jeg ikke gøre noget ved. Udover at lære at leve med især med uvisheden om fremtiden, og det gør jeg so far, synes jeg selv, ganske fint ved “bare” at leve, som jeg altid har gjort, omend noget mere bevidst om, at de ting jeg gerne vil, skal jeg ikke udsætte til “engang”. 

Og det, jeg gerne vil lige nu – på vandrefronten – er at gå rundt i Danmark.
Altså ikke fordi der er coronavirus og røde lamper over resten af kloden, men bare fordi Danmark også kan noget vandrewise.
Jeg var sidste år to gange på Bornholm for at gå ad Kyststien – i to forskellige retninger – og var vild med det, Bornholm er fantastisk og jeg tager gerne den tur en (eller flere) gange til. Men lige nu er det altså ikke Bornholm, jeg vader afsted på, det er den rute, der hedder Den Danske Pilgrimsrute. 

Som mange vil vide, var jeg ikke specielt begejstret for Caminoen, så hvad sker der med at begynde at lege pilgrimsvandrer i Danmark? 

Hvor man ikke engang kan få det, der var min absolutte favorit-beskæftigelse på den Camino: At gå en times tid i morgensolen for så at holde pause i en ældgammel lillebitte landsby, som kun lige var i gang med at vågne, og sidde der i mine egne tanker over en kop vildt god (og billig!) kaffe, mens jeg kiggede på storkene på kirkens tag eller det mosekonebryg, der stadig lå over markerne omkring den lillebitte samling huse. 

Tja, det er en pilgrimsvandring i Danmark ikke. Men den er noget andet, for Danmark er også fint.
Vi har vildt meget smuk skov, og så synes jeg, der er noget særligt over at bevæge sig langsomt gennem landskaber, jeg kender, men kun har drønet igennem i bil eller tog. Det er, synes jeg, fascinerende at GÅ gennem dem og se dem på en anden måde, selv om det tager hundrede år længere tid. Og så kan jeg og det nærmest lidt ODC-agtige gen, jeg åbenbart har, godt lide ikke at skulle tænke så meget over navigation, men bare slå hjernen lidt fra og følge en så etableret rute, som Den Danske Pilgrimsrute er, og som fortsætter så længe, at det bliver simpelt – her er en sti, følg den.

Jeg vidste indtil i sommers ikke, at Danmark har sådan en – jeg opdagede helt tilfældigt pilgrimsruten, da My big Love og jeg var ude og vandretræne til 100 km på 24 timer-marchen i august, og der pludselig, ude bag motorvejen ved Avedøre, hvor vi kom travende, åbenbarede sig et blåt skilt med en gul specielt udformet muslingeskal på en pæl – det samme skilt, som jeg havde gået og set på hele vejen gennem Spanien. 

Helt skørt at se det dér. 
Men det betød, at jeg gik hjem og googlede lidt på det. Og fandt ud af, at pilgrimsruten er i alt 985 km og følger i Jylland Hærvejen, mens den på Sjælland starter i henholdsvis Helsingør og København, mødes i Roskilde og fortsætter til Korsør og hen over Fyn, hvor den så møder den jyske rute ned til grænsen. 

Både på Sjælland, Fyn og i Jylland er der desuden afstikkere fra henholdsvis Ringsted til Rødby, Odense til Bøjden og Gendarmstien på Als. 

Jeg studsede til at starte med lidt over alle de ruter – hvorfor var der så mange grene af den, hvorfor ikke bare én rute? 

Min nysgerrighed (og fordi jeg skal skrive en rejseartikel til Politiken om ruten) fik mig til at ringe til dem, der har lavet pilgrimsruten – foreningen Danske Santiagopilgrimme – som forklarede mig, hvorfor det er sådan.
Og det er det i al sin enkelhed, fordi ruten er lavet til pilgrimme fra Norge og Sverige, der skal gennem Danmark videre ned gennem Europa til Santiago i Spanien – så at der er flere udgangspunkter – altså både Hirtshals, Frederikshavn, Helsingør og København – skyldes, at de pilgrimsfolk kommer ind i Danmark forskellige steder fra, og alle de “små” afstikkere er anlagt for, at de (og vi) kan komme videre til Tyskland fra både Rødby og via Sydfyn og Als (hvis man ikke gider gå over Lillebælt åbenbart). Aha.

SÅ på Valentines Dag (sådan kan man også fejre den dag) tog My Big Love og jeg til Helsingør (fordi det er forholdsvis tæt på, hvor vi bor) og gik første etape til Esrum Kloster. Det var, mens Danmark ifølge landmændene var ved at blive oversvømmet, så det var nogle steder en RET våd omgang vandring – altså i den forstand, at vi måtte tage sko og sokker af og vade gennem et mega-iskoldt stykke oversvømmet skovsti – men ellers var det bare at trave afsted på skovstier og markveje og et enkelt stykke på landevej. Vildt fint – selv om jeg blev en lille smule utålmodig, da vi et sted missede en afmærkning og måtte tage en længere omvej ad landevej. 

Den fejl lærte jeg af, så da vi gik næste etape fra Esrum Kloster til Hillerød, havde jeg downloadet ruten til et GPS-kort – SÅ meget nemmere jo. 

Og det GPS-kort gik vi også efter, da vi i går, på en martsdag, hvor der var forår – halleluja – i luften, gik fra Allerød til Ballerup. (De skarpe vil observere, at vi sprang stykket fra Hillerød til Allerød over, og ja, det gjorde vi. Med den undskyldning til os selv, at der er (for) meget asfalt, og at vi i øvrigt har gået i det område før, men nok i virkeligheden mest, fordi vi ikke lige gad at gå 38 km – 24 var nok). 

Man kan jo få den nærliggende tanke, at en vandring, der ender i noget så usexet som Ballerup og snor sig gennem et landskab, der er arret af motorveje og S-togsbaner, er super-uinteressant.
Det var det ikke. 

Solen skinnede (så meget, at jeg måtte smide adskillige lag tøj og stadig gik og for første gang i måneder møgsvedte udendøre), rundt omkring var stædige små buske i gang med at springe ud med grønne skud og små blomster, vi så rådyr, svaner, folk, der sad på bænke med jakken åbnet, vi spiste frokost i solen i en skov udenfor Værløse, drak kaffe på en væltet træstamme ved Farum Sø, og opdagede, at der er shelters på steder, jeg ikke anede, man kunne tage på shelterovernatningstur. Og selv Ballerup var ganske fin, fordi ruten gik gennem et boligkvarter og ikke ad stor befærdet trafikåre og forbi Ballerup Kirke. I ægte pilgrimsånd selvfølgelig. 

Så da vi sad i 500S tilbage mod hjem, var jeg nærmest høj af begejstring. 

Planen er, når det bliver lidt varmere, at tage nogle dage af ruten i træk og overnatte undervejs. Lige nu er det bare dagsture, fordi det er så nemt (og noget mere komfortabelt) at tage bussen og toget hjem igen efter vandringen i stedet for at sove i telt i den vådeste vinter ever, og bortset fra på Hærvejen er der kun sølle to herberger på ruten, som betyder, at vi i så fald skal ud i hotelovernatninger, og det har jeg nedlagt veto mod. For jeg synes, det på en eller anden måde ødelægger lidt vandreoplevelsen at slutte en dag på et anonymt hotelværelse i Slagelse (for bare at nævne et sted). Til 1.000 kr. Nej, vel.

Men foreløbig og som næste etape går vi næste lørdag, hvor vi er på Fyn, fra Nyborg og så langt ad de 44 km mod Odense, vi kan – OG bruger det som opvarmning og træning til den mini-Mammutmarch på 55 kilometer, vi skal ud på den sidste weekend i marts. Wuhu. 

Så til alle, der måtte have ønsker om at komme ud og vandre en lille smule, tæt ved hjem og ikke for bøvlet og besværligt – bare afsted. Også selv om tæt ved hjem måtte være på Vestegnen – i den her uge har jeg også gået strækningen mellem Høje Taastrup og Hedehusene (fordi jeg alligevel lige var der til et foredrag), og selv der kan man gå sig til gode tanker. Just saying.