Ny bogbaby: Det blev noget med at gå langt og en møgtur til Tyskland
Om at udgive en guidebog til at vandre – og hvordan jeg lige skulle en bøvlet tur til Tyskland for at hente indhold til den bog.

En af mine trofaste bloglæsere skrev for nylig, at hun var imponeret over, at jeg havde nået at begå en bog oven i de kolbøtter, mit liv har taget for nylig.
Og til hende og alle jer andre kan jeg da også godt afsløre, at det har været en lidt hård bogfødsel.
Som jeg nævnte – mest i en bisætning – i mit indlæg for et par dage siden, har jeg udover at rende ind og ud af Glostrup Hospital og at være påvirket af vintermørke og -mudder i et møghus langt ude på landet, brugt efteråret på at skrive en ny bog.
Eller bogfødsler i flertal – for selv om jeg må indrømme, at jeg ikke har været helt så optaget af mit skriveri til Turen går til Camino de Santiago (undskyld, Politikens Forlag), har det selvfølgelig også været en skriveopgave, man – eller jeg – ikke bare lige fixer på et par dage.
Men det er min egen bog, jeg har kæmpet mest med.
Den handler om at gå langt, og er en guidebog til dem, der drømmer om eller planlægger at gøre det.
Og så skulle man jo tro, at jeg bare grifler alle mine egne erfaringer fra Pacific Crest Trail og Caminoen og andre vandringer ned, og så er den klaret.
Det syntes jeg – og min redaktør – dog ikke helt var nok til at hjælpe andre med at forberede sig til at gå langt, så jeg har talt med alle mulige fagfolk, diætist og sportfysioterapeut og en mentalcoach, som har lange uddannelser og viden om, hvad man skal spise for, at kroppen fungerer, og hvorfor hjernen skal mentaltrænes for ikke at give op, osv. osv. osv.
Jeg er blevet vildt klog af at tale med dem, og har mange gange undervejs tænkt, at fuck, hvor ville jeg gerne have haft den viden, inden jeg satte ud på PCT, især i forhold til mad, for så var jeg nok ikke blevet helt så mager (eller spist helt så mange Snickers).
Og jeg har flere gange undervejs i processen ivrigt fablet løs til min kæreste om åbenbaringer, jeg har fået – “VIDSTE du godt, at hvis ikke man har nok salt i kroppen, kan det næsten være ligemeget med at drikke vand?!?” og “ER det ikke vildt, at når man træner op, skal man faktisk helst ikke øge belastningen med mere end 15 procent per uge, det er jo ingenting?!?!”
(Hvorefter min søde Big Love, efter meget tålmodigt at have lyttet til mine klogerier, stilfærdigt har hevet nogle af sine lærebøger fra idrætsstudiet i 1990erne frem – hvor jeg kan læse præcis det, jeg beretter om, som var det helt nyopfundne guldkorn. Hm.)
Der, hvor det har været lidt en udfordring at skrive bogen, har – udover at holde fokus på den, når der var andre ufede ting i mit private liv, der fyldte – været at balancere, hvor meget jeg selv skulle være med i den.
For ja, hvis der er noget, man gerne vil vide noget om – for eksempel hvad man skal gøre for ikke at få vabler, når man går, for bare at nævne noget – vil man rigtig gerne høre om andres erfaringer.
Men hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for andre, erfaringer er individuelle og skal efter min mening ikke fylde mest i en guidebog, det skal fakta fra fagfolk.
Men jeg er også med på, at det ofte er meget mere interessant at læse noget, der handler om personlige erfaringer end knastørt fagligt stof – og det har helt klart været sværere at skrive de afsnit, der bygger på interviews med eksperter og indeholder en masse upersonlige fagord og -vendinger end afsnittene om mig selv, og hvad jeg oplevede og gjorde:
Min ankel, der på PCT gjorde ondt efter at have drønet afsted ud af starthullerne, mit hvæseri af Scoop, fordi jeg var så latterligt sulten, at jeg blev et hangry monster over for ham, og mit surmuleri på Caminoen, fordi jeg mentalt ikke gad at være der mere.
Og lige præcis den problemstilling – hvor spændende er det at læse – har fyldt i min bevidsthed, for jeg har selvfølgelig ikke været interesseret i at lave en kedelig bog.
Og slet ikke når det, som rigtig rigtig mange har skrevet til mig efter at have læst “Jeg Lever”, er, at de er blevet suget ind i og berørt af fortællingen. For det er de formentlig, fordi jeg har skrevet lige ud af posen om mig selv og brugt mit eget ikke-neutrale sprog, blottet for fagudtryk og diverse saglige forklaringer og sammenhænge.
Og en sådan personlig og dermed selvklart meget mere levende fortælling er den her bog ikke, så jeg har været – og ER – bange for, at nogle ikke-vandrere vil læse den i forventning om at få samme læseoplevelse og så blive skuffede.
Oven i det havde min redaktør så fået den idé, at der skulle et kapitel med om det filosofiske aspekt ved at vandre.
Altså hvad det kan gøre for ens sind. Og det skulle jeg tale med en filosof om.
Jeg kunne sagtens se argumentet – hvad det at vandre i stor natur gør for mig mentalt er jo en af de ting, jeg nærmest er blæst bagover af – men jeg havde svært ved at se, hvordan pokker det skulle falde naturligt ind i en bog, der ellers er en meget konkret guidebog med meget konkrete råd til, hvor mange procent kulhydrater, man skal have, og hvordan man skal træne og den slags.
En eller anden filosofs betragtninger ville jo falde helt udenfor det, mente jeg.
Og jeg blev absolut ikke mere begejstret for idéen, da den filosof, jeg skulle tale med, bor i Tyskland og godt nok er dansker, men ikke skulle til Danmark foreløbig, så jeg var nødt til at tage ned til ham, for vores snak skulle – sagde redaktøren – foregå, mens vi vandrede. Og fordi han bor et sted, der er megalatterligt at komme til, var jeg nødt til at bruge tre dage på det, som jeg ikke lige havde i et efterår spækket med foredrag og bogskrivning.
Så lad os bare sige, at jeg var i et ret ondt humør, da jeg satte mig i et fly til Berlin et par dage efter min lumbalpunkturundersøgelse i Glostrup.
Og ikke blev meget mere positiv, da jeg fik lejebilen i lufthavnen, som skulle fragte mig til ingentings-byen, filosoffen bor i, og startede ud med at køre ud på motorvejen i mørke og regn kun med positionslyset tændt.
Fordi at lyset i en sådan spritny øse åbenbart (af en eller anden bizar grund) ikke automatisk tænder, og som jeg på den fuldt oplyste p-plads ikke havde opdaget.
Det opdagede jeg så – især da alle andre bilister blinkede og dyttede i vildskab af den galning, der kørte på en travl motorvej udenfor Berlin i novemberaftenmørke uden lys på – og forsøgte, mens jeg slingrede derudaf, desperat at finde ud af, hvor i vognen lyset sad.
Uden held, så jeg kørte storsvedende af panikstress og angst for at blive ramt bagfra af en bil i fuld Autobahn-fart, der overså Sorte Slyngel alias mig, indtil jeg nåede en afkørsel, og fik på en eller anden måde i mørket fundet et sted at holde ind, så jeg kunne lede efter den skide lysknap.
Som en ekstra faktor på mit stress-barometer var vognen så ny, at mit USB-stik, der skulle give mig strøm til telefonen og connecte mig til bilens gps-anlæg, ikke kunne bruges. Der skulle sørme et moderne mini-usbstik til. OG da jeg havde sølle 5 procent strøm tilbage på min tlf, ville den helt sikkert gå død, inden jeg havde kørt ret mange af de godt 200 km, jeg skulle.
Det løste jeg ved, at en døgnåben motorvejstankstation gudskelov solgte usb-power af den “gammeldags” slags via en cigarettænder, men var alligevel så meget oppe at køre over hele miseren, at jeg ud i en taknemlig køre bællede det krus fadøl, der fulgte med mit ophold på den bierstube, jeg havde booket et værelse på, da jeg endelig nåede frem og havde checket ind. Holy fuck.
Selve vandringen med filosoffen var fin, han var interessant, havde mange kloge ting at sige, og Tyskland er ikke ueffen ud i fine vandreruter, og så løftede det hele menageriet betragteligt, at vi sluttede vandringen på et oldstyle konditori med VILDT gode kager 🙂
Men da man jo ikke sådan rigtigt kan diktafonoptage, mens man tramper afsted, foregik det meste af vores samtale til bogen i toget på vej tilbage fra vandreturen. Og så kunne jeg jo for pokker næsten lige så godt have ringet til ham, tænkte jeg, da jeg sad i flyet tilbage mod Danmark.
Men altså – nu sætter jeg mig aldrig mere ind i en lejebil uden at have et mini-usbstik med og uden at tjekke, om der er lys på bilen, og hvor lyset sidder! Så om ikke andet fik jeg den læring ud af den tur.
Da jeg først havde fået skrevet kapitlet om filosoffens betragtninger, kunne jeg også godt se, at det var godt tænkt af min redaktør at insistere så meget på at have ham med, for det giver rigtig god mening – vandring ER ikke kun rygsæk og styrketræning, det er da også virkelig meget, hvad man får ud af det oppe i hovedet.
Og bogen er trods alle bumpene og betænkeligheder og bekymringer og irritation over en uønsket tur til Tyskland blevet til en bog, som jeg er glad for og oprigtigt tror på, at folk, der drømmer om at vandre langt, kan bruge til noget.
Og by the way – langt er ikke kun + 4.000 km. Hvad langt er, definerer man selv!

STORT TILLYKKE med bogen ♀️
STORT tak, Havana. Håber, alt er godt med dig.
❤️ Tak for dig! Kan virkelig godt lide din nye bog! ALLE afsnit! Og grunden til at du er absolutte ynglings blokker, er at du er ÆRLIG. Livet er ingen – konstant dans på roser – for nogen. Vi lærer også af dine udfordringer ❤️
Tak for dine søde ord, Helle. Og ja, livet er også roser med stikkende torne – og jeg er bare glad for, at du og andre kan bruge mine stik fra de torne til at lære noget ❤️