Er du også bange for at tage på vandretur alene?

Er du en af dem, der er tvunget til at vandre alene, fordi du ikke kender nogen, der vil med, eller drømmer om at gå solo, men ikke gør det, fordi du er lidt utryg ved det? Det var jeg også.

Hvorfor vandre alene? Hvordan tør man (jeg) vandre alene?

Jeg har de sidste år fået rigtig mange henvendelser om det med at tage på vandretur alene.  Og da jeg for nogle uger siden var på digitalt Bogforum for at tale om min (overhovedet ikke spor) nye bog, Gå Langt, var det det, interviewet især handlede om. 

Med udgangspunkt i, at spørgsmålet om, hvorvidt man skal tage på vandring alene eller sammen med nogen, ikke kun er relevant for lange vandringer, det er relevant for alle vandringer.  

Det er det, fordi det kan betyde (helt) vildt meget for en tur. 

Man kan få den mest ufede tur i verden, hvis man tager afsted med sin kæreste eller veninde eller mor eller chef (hvis nogen skulle få dén idé), og opdager, når man står derude, at man er mega-forskellige – at den ene gerne vil holde tusind pauser eller den anden gerne vil hænge ud med alle, man møder undervejs, eller at man ikke lige har fået afstemt forventninger i forhold til evt. skader osv. osv. osv. 

Omvendt kan det også blive en virkelig træls tur, hvis man drager ud kun med sig selv, fordi man ikke kender nogen, der vil med, men man i virkeligheden slet ikke har lyst til det eller er utryg ved at være afsted alene. 

Især det sidste er jeg ret optaget af, for jeg kan se på opslag i diverse friluftsrelaterede grupper på FB, at det er noget, der fylder rigtig meget hos rigtig mange: utrygheden ved tanken om at tage på tur alene.

Som desværre tit gør, at man ikke kommer afsted, selv om man faktisk gerne vil. 

Jeg er stor fan af at vandre alene. Efter min mening får man rigtig meget ud af det, som man misser, hvis der er en anden (eller flere) med.

Dels friheden i helt selv at kunne bestemme, hvornår og hvordan og hvad man gør. Dels den helt fantastiske følelse af at kunne klare alting selv. Og dels og måske især det (ofte meget værdifulde), man lærer om sig selv og sin karakter og sine grænser, når man har timer, dage eller uger kun i selskab med sig selv og sine egne tanker og indre stemme. 

Dermed ikke sagt, at det er det rigtige for alle.
For nogen er en vandretur en social ting, som ikke giver nogen som helst mening at foretage alene, og det er selvfølgelig helt fair – og også et synspunkt, jeg sagtens kan tilslutte mig; jeg elsker (også) at være på tur med min kæreste og at have en at dele alle oplevelserne med.

Det bliver en anden form for tur, ja, men ikke mindre “rigtig” eller mindre værd. 

MEN hvis modstanden mod solo-vandringer handler om angsten for det, kan der gøres noget ved det, for det behøver ikke være utrygt. Og det er – synes jeg – smadderærgerligt, hvis man bliver hjemme eller – måske næsten endnu værre – tager afsted med en flok utålelige paphoveder, bare for ikke at være alene på tur. 

Jeg er i dag der, hvor jeg har det rigtig fint med både at vandre og være og sove alene i naturen, men sådan har det altså ikke altid været. Da jeg tog til USA, havde jeg aldrig sovet alene i skoven og var to put it mildly nervøs for den del. 

Jeg havde på ture før det altid været afsted med andre mennesker, oftest nogle jeg ikke kendte, fordi ingen af mine venner var af typen, der syntes, det var topsjovt at vandre eller blive beskidt og alt det andet, der tit følger med. Så jeg deltog i gruppeture med fremmede, og sov på tehuse, i hytter eller i telt med andre. Aldrig alene.  

Pacific Crest Trail findes imidlertid ikke som en gruppetur med en guide i spidsen – jeg skulle selv stå for det hele og jeg skulle sove alene i vildmarken. Og det var præcis sådan, jeg ville have det, for det betød en masse udfordringer på min såkaldte komfortzone.

Blandt andet den, der handlede om at sove alene. 

Der gik knapt fire uger af turen, før det skete.

For allerede på dag 1 mødte jeg en amerikansk kvinde, som jeg fulgtes med, fordi hun var sød og fordi det – erkendt i bagspejlet – gav mig en følelse af tryghed, at hun lå i teltet ved siden af mit om natten.

(Som i øvrigt var en pivfalsk tryghed, for modsat i Danmark er der faktisk reelle farer i vildmarks-USA, og at hun lå i et lillebitte nylonly få skridt fra mig, gjorde absolut ikke mig mindre udsat. Udover selvfølgelig muligheden for, at en aggressiv puma ville gå efter hende først 🙂 

Da jeg sagde farvel til Laura, fordi vi var meget forskellige i temperament, og jeg for første gang sov mellem nogle kaktusser et sted i den californiske ørken, hvor der ikke var andre end mig i mange kilometers omkreds, var jeg nervøs. Eller bange. 

Ved den mindste lille lyd udenfor teltet for jeg op af soveposen, lynede teltet op og rettede pandelampen i alle mulige retninger i mørket udenfor.

Jeg så ingenting ud over skygger, der kunne være alt muligt, så ind igen og ligge med ørerne på kæmpestilke efter de lyde, som min fantasi kunne få til at være alverdens farer, pumaer eller klapperslanger eller bjørne eller skorpioner eller voldtægtsmænd (men som formentlig bare var nogle jordegern på jagt efter de chipsrester, jeg havde spildt i støvet udenfor teltet). 

Jeg sov ikke ret meget den nat, men næste morgen følte jeg mig som verdens sejeste – jeg havde sovet helt alene et sted langt fra alting og uden nogen til at berolige eller distrahere mig eller gå ud og tjekke lydene for mig – det var MIG, der havde “klaret” det. 

Det betød ikke, at jeg derefter bare sådan vupti var kureret for at være nervøs for at lægge mig til at sove alene i naturen, især ikke i de skove og bjerge undervejs, hvor der var heftig bjørneaktivitet.

Men jeg vænnede mig til det, ligesom jeg somehow lærte at styre den irrationelle del af min hjerne, og efterhånden skulle der rigtig mange virkeligt mærkelige lyde til for, at jeg ikke bare drattede i en dyb og rolig søvn.

I Danmark er der meget lidt, der kan slå os ihjel.
Men det betyder ikke, at hjernen ikke kan gå irrationelt amok og forestille sig alt muligt. Især i nattemørket. Ligesom man selvfølgelig også i Danmark kan komme til skade, fare vild, føle sig ensom eller en masse andre ting, som tit betyder mere (på den dårlige måde), hvis man er alene. 

MEN man lærer det.

Man lærer at tage sig af sig selv i forhold til både mad, vand, førstehjælp, styr på kortet og alle de andre ting, man selv er ansvarlig for, man lærer ikke at føle sig ensom – eller at beskæftige sin hjerne med lydbøger, podcasts, en dagbog eller at finde nogen at slå følge med, OG man lærer at tackle angsten for indbildte bøhmænd i nattemørket. 

Jeg tror på, at jo mere man gør det, man er bange for, jo mere lærer man.

Og ja, det er dødnemt at sige, men jeg er (overhovedet) ikke noget supermenneske, og jeg har lært det. Og når jeg kan, kan alle andre altså også.  

Og ellers er du meget velkommen til at skrive til mig, så skal jeg lære dig det 🙂

About the author

Comments

  1. Det er meget mærkeligt, men jeg synes, at det er mere uhyggeligt at sove alene i Danmark end uden for landets grænser. Civilisationen er tættere på og dermed også alle Hannibal the Cannnibal-typerne, som det jo myldrer med her i landet…
    Og at sove i shelter – men nogen jeg ikke kender? NOT.
    Men din omtalte magiske nylon i blåt eller grønt kan beskytte.

    Den første nat alene i højlandet i Skotland skulle jeg overnatte i en bothy. Det er smukke gamle stenhuse, som alle kan overnatte i. Jeg var ganske alene, og jeg forsøgte med al min gode vilje, at tale mig selv til ro. Huset knirkede. Og hvad nu hvis…? Jeg kunne simpelthen ikke sove i det hus. Næh, så var det meget mere trygt at sove i det beskyttende ovenfornævnte nylon udenfor huset. Så jeg sov i mit trygge lille telt. Og som du skriver..man ..jeg..du…man er fyldt op af den vildeste følelse næste dag: JEG GJORDE DET.
    Og pludselig er sære barrierer hjemme meget små. Så Gittes følgere..gør som Gitte siger!!!!!! Jeg fulgte Gittes blog, mens hun var på PCT’en – og med hende i tankerne, sov jeg trygt og godt alene i det skotske højland. Og gik og gik alene. Det var og er vidunderligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg