12 timer til take-off. Argh

Om nærmest lige præcis 12 timer sidder jeg i et fly væk fra Danmark og på vej til vandreeventyr.

Jeg er i panik.

Ja, ja, jeg glæder mig helt vildt og er superspændt og utålmodig efter at komme afsted, men jeg er også lidt ved at dø af skræk. Det er nok noget med den famøse angst for at bevæge sig ud af komfortzonen (hvor røvsyg den komfortzone så i øvrigt ellers er), og det her projekt ligger en lille (eller stor) smule udenfor, hvad der er comfort for mig.

Og som på en måde var lettere at tackle, da jeg sad trygt i min bløde sofa og talte ned fra 5, 4, 3, 2 måneder til afgang end nu, hvor det er nu.

Men tænker (håber), at det nok er ret normalt at have en vildtflyvende farm af baskende sommerfugle i maven, når man gør noget vildt. Og at alle de bevingede væsener alle sammen falder helt til ro, når jeg først er ude på den sti og i gang. Og så bliver det hele lige præcis lige så fantastisk, som jeg tror.

Men jeg kommer til at savne alle de søde mennesker i mit liv, som jeg har krammet farvel den sidste uge!

Dog (sorry, alle sammen) ikke helt så meget som hende her. 🙁

Men hun får helt sikkert et skønt hundeliv, mens jeg er væk, med hus, have, en livlig hanhund og fire dejlige mennesker omkring sig, så det bliver det mantra, jeg gentager for mig selv i morgen tidlig, når jeg krammer hende farvel – og så er det off til San Diego.

Programmet derfra hedder, at når jeg lander, bliver jeg hentet i lufthavnen af et helt fantastisk par såkaldte Trail Angels. Den betegnelse fortjener de omkring 300 procent, fordi de gør det vilde, at de hvert år i vandresæsonen sætter deres øvrige liv på standby for at give vandrere den bedst mulige start på turen: de henter folk i lufthavnen (eller ved toget, Greyhound bussen eller sågar på Starbucks, hvis det er der, man er. Altså ikke den i Bilka i Fields dog), indlogerer os i deres hjem, fodrer os, og så triller de om morgenen på ens startdag – som for mit vedkommende er på fredag – folk ud til stien. Og sender os afsted med et kram og god karma.

Jeg er vild med det koncept. Og især vild med, at jeg ifølge den mail, jeg har fået fra dem skal gå gennem lufthavnen og ud på fortovet – og kigge efter en minivan med en gul pompon hængende ud af vinduet. Pompon – så kan det kun blive en fest.