Dag 123 – en nøgen mand til hest

Gået i dag – 45 km. 66.599 skridt

Jeg vågnede til samme knaldblå himmel, som jeg gik under i går. Og dagen før det. Og til en temperatur, der ja, var i efterårsenden, men hverken var lig med hue eller dunjakke. Og havde endda været så lun i løbet af natten, at jeg havde åbnet soveposen for at få luft.

I betragtning af at Washington i september er staten, hvor regn og sne statistisk er mere sandsynligt end høj sol, var jeg glad. Forleden kom jeg forbi et skilt på stien, hvor nogen med sprittusch havde skrevet Every day is a victory. Det gælder også vejret, synes jeg. Hver dag uden regn eller sne er en sejr. Og i hvert fald en glæde.

Så jeg gik afsted i klart solskin. Inde i den smukke skov, som Washington – so far i hvert fald – er. Den venlige skov, som den er mit hoved. Uden sammenligning i øvrigt føles det lidt som at gå i skoven i Danmark i foråret. På en nem hårdtstampet skovsti omringet af lysegrønt. Lidt – eller meget – mere op og ned end hjemme i Dannevang, og når stien snor sig ud af skoven med de vildeste udsigter til høje bjergtoppe. Men med den samme følelse som at gå i skoven i Danmark: det her er ikke nogen overlevelsestur eller vandring gennem uhyggelig eller udmattende terræn – det er bare en hyggelig (og lidt lang) slentretur i skoven.

Så ja, jeg er ret vild med Washington.

Også selv om jeg bare gik og gik uden de store spændende begivenheder undervejs. Holdt pauser, spiste frokost ved en smuk blå sø (som sjovt nok hed Blue Lake), fyldte vand i min ene flaske – fordelen ved efterårsvejr er mindre behov for meget vand i rygsækken – og gik. Jeg mødte ikke ret mange, og Estus var stukket afsted kl 4 i morges (var i hvert fald hans plan i går), så ham så jeg med min “sene” kl 6.45-afgang ikke.

Omkring kl 17 havde jeg gået knapt 40 km og nåede til en vej. Og dermed til den annoncerede Trail Magic brought to me – og de øvrige vandrere – by den kinesiske mand, der gik Pacific Crest Trail for et par år siden på tre måneder.

Lynkineseren himself var der som lovet, og råbte højlydt velkommen til mig. Det samme gjorde omkring ti andre søde Trail Angels, der havde stået herude og vendt burgere og lavet kyllingesandwich og uddelt isvafler og alverdens andre goodies siden tidligt i morges. Som de gør hvert år på Labor day. Men nu her sidst på eftermiddagen var der, som en af dem sagde, kun ti procent af bordets glæder tilbage.

Ti procent var bedre end nul, og da de ti procent blandt andet bestod af vindruer og en blomme og kanelsnegle og fransk landbrød (kun lidt tørt efter at have ligget hele dagen) med smør, var jeg mere end tilfreds. Især for brød med smør, så jeg tog to stykker og tænkte, at det kunne være min aftensmad.

Imens jeg sad der og guffede det i mig, kom to andre vandrere. Som var ingen ringere end prutte-Jørgen og hans kæreste.

Oh my fucking no, tænkte jeg. For kunne godt regne ud, at når de var her nu, ville vi helt sikkert havne på den samme lejrplads – den eneste i nærheden, man kunne nå , inden det blev alt for mørkt.

De satte sig ned, fik også brød og frugt, og så var de – hurtigere end mig, der også havde fået stukket en øl i hånden, som jeg lige skulle drikke ud – videre. Foran mig.

Det var jeg lidt træt af, for man kan aldrig vide, hvordan de forskellige lejrpladser ser ud, hvor store de er, hvor tæt teltene er nødt til at stå på hinanden, og jeg var altså ikke i humør til at sove i teltske med de tarme igen.

Heldigvis indhentede jeg dem ret hurtigt. Fordi pigen stod midt på stien og græd, og han kejtet forsøgte at trøste hende. Jeg fandt ikke ud af, hvad det handlede om – spurgte bare, om hun var okay, da jeg susede forbi dem, et spørgsmål som hun tydeligvis ikke ville dele svaret på med mig – men hey, nu var jeg foran.

Så da jeg nåede lejrpladsen, slog jeg strategisk mit telt op i det ene fjerneste hjørne bag et træ.

Lidt efter kom en gut, jeg aldrig har set før, i plisseret lærredsnederdel, med en gigarygsæk og en tophue med fletninger, ind i lejren.

May I join you? spurgte han, og begyndte så at hive brød og frugt op af tasken, som han havde bøffet fra Trail Angel festen.

Altså på deres opfordring, sagde han skyndsomt, og det var jeg helt med på – de prøvede også at prakke mig et halvt kilo brød på. Men modsat min nye meget snakkesalige og åbenbart sultne ven her gad jeg ikke bære på det.

Bagefter viste han mig en video, han havde optaget undervejs i de par timer, han havde siddet i en havestol og ladet sig beverde af Kinaløberen og de øvrige Trail Angels.

“Se, det er en nøgen mand til hest,” sagde han. Og det var det. Smuk lysebrun hest kommer skridtende ind over parkeringspladsen, hvor borde og stole er sat op. På hesten sidder en ældre herre med halvlangt gråt hår og bredskygget hat, men ellers iført sit Adamskostume. Han rider roligt tværs over pladsen og ud i buskadset på den anden side.

“Det var det mærkeligste nogensinde”, sagde Nightcrawler, som mit campsitebekendtskab hed.

“Og jeg er ellers vant til mærkelige ting. Og er også selv ret mærkelig. I nat vil jeg for eksempel lave en Ninja og være ude herfra, uden du opdager det. Det er sådan en del af min morgenrutine – jeg sniger mig ud og ingen skal høre mig.”

Okay. Nat eller morgen, lydløs or not, du gør bare, som du synes deroppe i din hængekøje, som var hans form for telt. Tænkte jeg og grinede lidt, for han var sådan set ret underholdende. Talte om lava i Oregon, om aldrig at have vandret før, men hvor svært kan det være, og at slæbe på sin frygt.

“Min rygsæk vejer 35 kg – jeg slæber på min frygt for at dø af sult. Og det er altså lige nu et kæmpestort brød,” konstaterede han.

Jeg hjalp ham af med et par blommer – og så dukkede pruttejørgen og kæreste op. Og slog heldigvis deres telte op langt fra mig. I stedet blev det ninjaen, der blev deres nærmeste nabo.

Alle de festligheder, der hører med lejrpladser med andre mennesker. Som i øvrigt overrasker mig – jeg havde en eller anden idé om, at stierne ville være ret tomme i Washington. Men jeg er formentlig bare ramt ind i en boble af vandrere.

Estus så jeg ikke i dag. Til gengæld har jeg stadig ondt i tænderne. Mindre end forleden, men ikke helt lidt nok til, at jeg ikke stadig overvejer for og imod at blaffe tilbage til Hood River og en tandlæge i morgen, når jeg rammer en landevej dertil.

Jeg ville virkelig helst være fri for at bøvle med det. Men jeg vil også virkelig gerne være fri for at have ondt eller for at fylde mig med piller.

Update på dét følger.

Og desværre ingen billeder i dag. Lidt svagt signal :/