Dag 49 – Og så vandrede jeg nøgen
Gået i dag – 28 km
I går var jeg meget optaget af myg, i dag skete der så meget (andet), at jeg lidt glemte, at jeg har opdaget, hvor meget jeg hader myg.
Det vigtigste: 21. juni er officiel Hike Naked Day.
Det er der i hvert fald nogen, der engang har fundet på – og Emily har fablet om det i uger. Jeg var ikke helt så begejstret – rygsæk over bar røv og vandresko, nej, vel.
Nevertheless, hun fik mig overtalt til at vandre i det mindste en Naked Mile – når nu jeg ikke var frisk på fra-morgen-til-aften. Billedebevis i bunden. Og nej, vi mødte (heldigvis) ikke nogen, og ja, det var en skør skør fornemmelse at have frisk bjergvind alle mulige steder, jeg normalt ikke har det. Og i øvrigt dårligt timet, at vores nøgne mil lige skulle være steder, hvor vi gik gennem sne 🙂
Men bortset fra alt det var det faktisk meget sjovt. Bare at gøre noget skørt langt oppe på et bjerg på en helt almindelig torsdag. Især fordi første halvdel af dagen ikke var særlig festlig.
Det vidste jeg ikke, da dagen startede. Jeg var bare begejstret for at i dag var dagen, hvor jeg skulle over Forrester Pass.
Der er nogle forskellige steder på PCT, der får mere opmærksomhed end andre, herunder Kennedy Meadows, fordi det markerer slutningen på ørkenen, og Forrester Pass i bjergene, fordi det er det højeste af de mange mange bjergpas, PCT snor sig op over i løbet af de næste godt 200 km.
Passet er lige i omegnen af 4.000 meter højt, og det blev for mit vedkommende en drøj kamp at komme derop.
I går følte jeg mig flyvende, i dag havde jeg bly i benene. Allerede fra morgenstunden var hvert skridt tungt og min vejrtrækning hivende – på den måde, hvor man føler, at man overhovedet ikke har mere at give af, og jeg stirrede i samtlige 8 km, der var fra bunden af dalen til toppen af passet, kun på stien foran mig. At kigge op og se hvor åndssvagt højt og langt der var derop, var selvmord for motivationen.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde det sådan. Måske havde jeg ikke spist nok, drukket nok, eller måske var jeg bare træt fra i går. Men vildt og virkelig frusterende var det. Jeg nåede så langt som til at spekulere over, hvorfor jeg egentlig udsætter mig selv for det her. Fysisk anstrengelse og en hel masse ukomfort. Hvorfor ikke bare sidde derhjemme, ren og mæt og blødt i sofaen og læse en bog om Sierra Nevada? Eller nogen der går gennem Sierra Nevada og over Forrester Pass.
Man siger, at alle, der går PCT, på et eller andet tidspunkt vil få tanken at hoppe fra, give op, sige slut, tage hjem.
At det er for hårdt, for kedeligt, for ukomfortabelt, for dyrt, for alt muligt som bliver for meget for den enkelte. Jeg er ikke nået til det tidspunkt endnu, for alvor, men der ér, og det ville nok også være mærkeligt andet, øjeblikke, hvor jeg er nødt til at minde mig selv om, hvorfor jeg er her.
Og det her var et af dem.
Forrester Pass er ikke bare fortvivlende højt for kvinder med vat i benene og frustrationstårer på kinderne – det er også så højt, at der ligger sne. Ikke på de smalle hylder, der snoede sig i hårnålesving op ad bjergvæggen (folk med højdeskræk – dont ever go there!), men i dalen nedenfor passet, så vi måtte gætte os til, hvor stien var, og især på den anden side af passet, på nedstigningen.
Den side ligger nordvendt, så ikke så sært, sneen ikke er smeltet, men det betød, at vi skulle ned gennem – dyb – sne. Og fordi klokken var lige omkring 12 og dermed en sol højt på himlen, var sneen blød. Så blød, at når man går i den, kan man godt glemme at spadsere lige så fint hen over den – man synker ned i den.
Ind imellem til livet, andre gange “bare” til knæene. Og så kan man bare håbe, at der ikke er vand eller klipper, man smadrer foden ind i, nedenunder.
Det kaldes postholing, og det er, kan jeg afsløre, sjovt i cirka fem minutter, derefter er det vildt belastende.
Så i stedet for den slags nedstigning trak jeg regnbukser på og satte mig ned i det lange – og stejle – kælkespor, andre havde efterladt. Og så rutsjede jeg ned. Bremsede med fødderne og lidt med min vandrestav og også (og ret dumt, for sne er koldt!) med min ene hånd, når jeg fik for meget fart på.
Men bum, lynhurtigt var jeg nede, og sjovt, det var det. Rutsjebane for voksne.
Resten af dagen gik jeg, sammen med Emily og en virkelig sød kvinde fra Schweiz, som agerede fotograf i Hike-Naked seancen ned gennem først sne og rå klipper, så enge og forbi søer og til sidst, langt nede i dalen, i skov langs floder.
Mit humør var blevet bedre – måske på grund af nøgeneventyret, som var så langt ude, at det var sjovt, måske fordi jeg – i hvert fald prøvede – at komme igennem den trælse morgen ud fra devisen om at pain er temporary. This too will pass. Eller hvilket lommefilosofisk Gajolæske citat man end kan finde på. Ikke desto mindre er det sandt. Det virkede som en uendelighed, at min krop og også min indstilling til det hele var i smerte, men det gik over.
Og var helt ovre, da vi nåede ned fra de rå klipper til bække og floder. Flere af dem som vi skulle over.
For i disse bjerge har man ikke besværet sig med broer, så al vand, også det i ofte høj fart i brusende floder, må man passere på bedste beskub. Dvs på sten eller træstammer, der ligger i vandet. Eller – som jeg helt sikkert kommer til senere – ved simpelthen at vade over i forhåbentligt ikke dybere end lårhøjt vand og få våde sko.
I dag slap jeg dog med en enkelt våd sok ved den første krydsning, hvor min fod gled på en glat sten. Ved den anden lykkedes det mig at komme tørsokket over ved at balancere på en træstamme højt over det meget larmende vand, der væltede nedad. Tror ikke, jeg har koncentreret mig så voldsomt om noget, som jeg lige der gjorde for at holde mig på den stamme.
Og nå ja, så sluttede dagen – selvfølgelig, det er tilsyneladende en fast ingrediens i disse bjerge, som jeg må lære at leve med – med at jeg blev bestormet af myg, da vi slog lejr. Men i dag var jeg forberedt med myggehat og dunjakke, ha!
Og så, omkring klokken 20, da jeg havde slået telt op, skiftet til mit ikke-vandretøj og sad på en træstamme og spiste aftensmad, kom der to rådyr. Græssende i de sidste af dagens solstråler i buskadset omkring den lille å, der løb nedenfor teltpladsen.
The Trail Provides. Dagen startede dårligt, men jeg følte mig meget lykkelig lige der midt i naturen og alt det, den giver, hvis man lukker ned for sin selvmedlidenhed. Jeg håber at lære at kunne det er en af de ting, jeg får med herfra.
Hike Naked Day – et helt iorden koncept.
Hvor er du bare top sej – og en fornøjelse at læse med Det føles lidt som st være med på turen. Og hvor er der dog smukt