Dag 68 – yndlingsdagen

Gået i dag – 29 km

Forleden lyttede jeg en lydbog, mens jeg gik, som handlede om at være til stede. Opleve nuet. Ikke hænge fast i fortiden, ikke gruble over fremtiden, opleve det der er lige nu.

Det lyder smukt og rigtigt og alt det der – ikke desto mindre var jeg meget lidt i nuet og meget ti timer inde i fremtiden, da jeg stod op i dag. For om cirka ti timer ville jeg være i en by. Med et bad, en seng, en butik fuld af kolde drikke – og mad, ååhh al den rigtige mad, salat, youghurt, en stor bøf, smør, is, frugt, alt hvad der ikke er frysetørret eller dehydreret eller befandt sig uappetitligt og støvet i min slatne pose med mad.

Jeg drømte om det hele, det paradis, der lå derude i fremtiden, mens jeg pakkede mit telt sammen, tvang en proteinbar i mig (under min myggenethat – en smule bøvlet), skrev en besked til Damien i støvet foran hans telt om, at jeg var gået og ville vente i passet, hvor vejen ind til byen er, og mens jeg traskede de første kilometer gennem skoven.

Jeg har opdaget, at på de dage, der indeholder ankomst til en by, er kilometerne ja, kilometerlange. De skal oftest bare overstås. Og det var ikke nogen undtagelse i dag, tværtimod var jeg på forhånd ekstra træt, fordi jeg havde luret på navigationsappen, at der udover distancen på knapt 30 km var en lang stigning op over et pas, inden jeg ville nå det forjættede byland.

Med de sidste dages udmattelse ved enhver form for stigning så jeg på ingen måde frem til det.

Samtidig var det allerede klokken 7 drønvarmt – faktisk havde det om natten været så varmt, at jeg smed både sovepose og tøj og havde ligget vågen og svedt og kløet i mine +50 myggestik på ben og balder.

Og – mere og – de fleste pas er åbne, altså uden træer, hvilket ville sige absolut ingen skygge for en bagende sol, hvilket ikke gør det lettere at gå opad.

Med andre ord: jeg forventede, at det ville blive en af de dage, der også er, men som man ikke nyder ret meget.

Sådan blev det ikke.

Det blev i stedet min by far yndlingsdag indtil nu.

For det, der åbenbarede sig, da jeg kom fri af træerne – og i øvrigt lige havde stået ansigt til ansigt med et gumlende rådyr midt på stien, en af den slags oplevelser, jeg stadig bliver utrolig glad af – var et landskab så storslået, at det ikke giver mening at forsøge at beskrive det med ord.

Det var vildt, råt og så kæmpe, at jeg havde lyst til at græde, fordi jeg fik lov at være her. Et lillebitte menneske på en lille smal sti midt i denne voldsomme natur. Det var modsat mange af de andre pas, jeg har bevæget mig op over, helt åbent, det skaldede bjerg, kunne man med en Tour de France vending kalde det – jeg kunne se kilometer efter kilometer af bjerge i horisonten i alle retninger, jeg kunne se stien sno sig langt under mig på min vej op, jeg kunne se den som en tynd snor strække sig langt ned på den anden side af passet. Hele vejen klyngede den sig til bjergvæggen som på trods af tyngdeloven. På afstand så det uladsiggørligt ud, at nogen skulle kunne gå på den uden at dratte ned i intetheden.

Jeg gik ikke desto mindre på den, på en hylde midt på den vældige bjergvæg, over små pletter af sne her og der, men ellers bare i sten, med sten på den stejle skråning over mig og under mig, mens jeg stirrede på de dybblå søer langt nede, himlen langt oppe.

Efter den første stigning opad, som var så blød, at mine ben uden problemer fulgte med, gik det mere eller mindre ligeud, indtil stien gik en smule opad til et lidt mindre pas – og dér endte Sierra Nevada.

Lige der gik jeg fra et landskab af forvredne tinder, sne, rå klipper og vilde floder – til bløde grønne bakker, der mest mindede mig om det landskab, man ser i Barnaby, eller på reklamer fra rejsebureauer, der har Irland på menuen.

Kontrasten var vild. Kig til højre, sne på grå bjergspidser, kig til venstre, græs på blide bakker.

For nogle pct-vandrere helt sikkert en trist udsigt – rigtig mange har the Sierras, de høje bjerge, som deres klare favoritstrækning. Jeg var glad for at se de fladere bakker og det mildere landskab, jeg nu rammer. Sierras har været sindssygt flot, men det har også været hårdt, fysisk hårdt at bevæge sig igennem og mentalt hårdt for mit vedkommende fordi jeg har haft den der – ubegrundede, viste det sig – frygt for floderne.

Bad Boy havde indhentet mig og var lige så meget oppe at ringe som jeg over landskabet og hvor cool det var at gå gennem. Så selv om jeg af ren glæde nærmest løb ned gennem alt det grønne, tog det alligevel en evighed, fordi vi stoppede konstant for at tage billeder af skiftevis panoramaet og de vilde blomster midt i alt det grønne i fuldt flor.

Klokken var derfor næsten 17, da vi nåede vejen, hvor en bil, der ville tage os med til Bridgeport godt 50 km derfra, gerne skulle materialisere sig.

Det var en forholdsvis øde vej, konstaterede vi ret hurtigt. Og bilisterne i de få biler, der passerede forbi, var ikke interesserede i at have to svedige og beskidte vandrere med, selv om jeg ellers gjorde mit yderste for at se sød og charmerende ud. Uden altså ligefrem at smide toppen. Gad vide, om det egentlig hjælper?!

Så det var først, da en mand pludselig brasede ud fra buskene og vinkede os hen til den gigantiske pick-up truck, der holdt parkeret i vejkanten, at vi kunne begynde at håbe på et bad og en seng denne aften.

Vores frelsende køreengel havde været på en lille vandretur i bjergene og skulle nu tilbage til Mammoth Lakes et par timer derfra. Desværre med et pitstop undervejs, så han satte os af på hovedvejen cirka halvvejs mod Bridgeport, hvorefter det var ud med tomlen igen. Og lidt hurtigere held denne gang – måske fem minutter gik der, så sad vi i kabinen med en IT-nørd, der at dømme efter surfbræt, ski og mountainbikes i bagagerummet også var vild med outdoorlivet, som var på vej til Arizona. En noget længere tur end os, der bare skulle 20 km ned ad vejen.

Bridgeport er endnu et stykke small town America af den slags, hvor facaderne på byens General Store, Town Hall og “førende hotel”, Bridgeport Inn, er af træ og ligner noget fra en film eller i hvert fald fra guldgravertiden. Det er de ifølge et skilt udenfor Bridgeport Inn også – altså fra dengang man kom her for at finde guldlykken.

Det betyder også, at man ikke skal forvente aircon eller andre moderne fornødenheder, til gengæld var vores værelse på det historiske hotel, som det sælger sig selv på, charmerende på krummeluremåden, og så levede vi med, at der kun var ét stik til al opladning af elektronik, og at det med det samme, vi satte telefonerne i stikket, blev så varmt, at jeg var bange for, at det ville eksplodere og brænde hele byen ned. Den er trods alt mest lavet af træ.

Men living on the edge, vi tog chancen, smed vores ting og satte direkte kurs mod Sportsmen Bar & Grill og kød, salat, brød og vin. Som – hence navnet – ikke ligefrem var en vinbar og nok gjorde sig bedre i burgere end steaks, ikke desto mindre svælgede jeg i en kæmpebøf og bagt kartoffel med ekstra smør. Og så lidt mere smør. Og vulgært meget dressing på min salat.

Mens vi sad der i dette paradis, fik vi selskab af to franske vandrere, som Damien havde mødt før og som han netop havde underholdt mig med historier om, fordi de ifølge ham er “typisk franske”, altså arrogante og temmelig ubehøvlede. Jeg svarede, at det var han sgu da også – USA har meget svært ved at leve op til hans krav på især cuisinefronten, og det ynder han at gøre højlydt, men heldigvis på en selvironisk måde, opmærksom på – men jeg tog det i mig igen, da jeg oplevede niveauet hos disse to franske brokhoveder.

Men på en måde var det faktisk bare endnu et element, der gjorde dagen perfekt. For jeg opdagede, at jeg, umærkeligt for mig selv i processen, men gennem de sidste to måneder åbenbart har udviklet en evne til at være overskudsagtig. Ikke at tage negative menneskers dårlige energi ind eller lade mig irritere.

At observere ting der helt klart ville have fået mig til at vrisse eller blive i dårligt humør i mit normale liv var jeg nu, i hvert fald denne aften, i stand til at let go, trække på skuldrene og forblive i min boble af øjeblikkets lykke.

Og så i øvrigt vinke farvel til dem, fordi det er helt okay og fantastisk at det er okay, at man ikke er tvunget til at gøre andet, end man selv har lyst til, og gå hjem i min hotelseng til lidt alenetid og tid til at fordøje dagen. Day, sweet Day. Og nå ja, i øvrigt også dagen hvor jeg passerede 1.000 mile markøren.