Camino dag 11: Mødet med en PCT’er

Gået i dag: 31 km

Det er lidt mærkeligt med distanceangivelserne på den her rute.

Indimellem støder jeg på skilte, som oftest er af træ eller består af en malet sten, der angiver, hvor langt der er til Santiago. Det pudsige er, at det ikke passer med de apps, jeg følger. Det er godt og vel 30 kilometer off. Og ja, jeg er med på, at skiltene i hvert fald for nogle af dems vedkommende er ældgamle, og ruten kan være ændret – ifølge Ernst er den i hvert fald flere steder betydeligt bredere, end da han var her sidst i 90erne. MEN det er i så fald ikke sket endnu, så måske går man bare fra 30 kilometer tilbage til 0 resterende kilometer på den sidste dag.

Anyway, i dag var en god dag. Hele dagen (altså ingen dødsyg Roskildevej som afslutning på etapen :)).

Turen ud af Burgos var betydelig mere behagelig end ind i går. Måske også lidt i kraft af at jeg gik den fra klokken 7.30 – ja, var lidt senere i gang end vanligt – hvor det var dejligt morgenkøligt, og hvor jeg (hundeelskeren) fik lov at nusse med intet mindre end tre vovser, der var på morgenluftetur med deres ejere på en strækning af Caminoen.

På vej mod første by overhalede jeg en svensk kvinde. Hun gik med en meget stor rygsæk, men holdt et højt tempo og i det stykke tid jeg gik bag hende, troede jeg faktisk først, at hun var en mand, for hun havde de vildeste benmuskler, som kvinder sjældent har.

Jeg fik ikke hendes navn, men vi småsnakkede lidt, og fortsatte så snakken, da vi satte os ved det samme lille bord udenfor en kaffebar i den i øvrigt superhyggelige lille Rabé de las Calzadas (det er ikke så vildt mundrette navn, de landsbyer er udstyret med).

Hun fortalte, at hun i går havde gået 49 kilometer – fordi hun VILLE se katedralen i Burgos indefra, og den er kun åbent om aftenen og om formiddagen, og hun ville ikke ind i byen kl 9.30 om morgenen.

Men i dag ville hun så tage en lidt roligere dag og kun gå de samme 31 som mig. Og så kastede hun sin rygsæk på – altså satte den på en stol og bukkede sig ned for at trække den op på skuldrene – og futtede videre. Cool lady.

Vejret var alt andet end cool. Altså bogstaveligt. Der er en hedebølge på vej ind over den her del af Spanien, og i dag fik jeg en forsmag på den. Oven i købet på starten af den famøse højslette, mesetaen, som var et smukt smukt syn med sine store bølgende kornmarker på et gigantisk fladt plateau, der strækker sig i hundredvis af kilometer.

Selvsamme højslette er meget lidt skyggefuld. Og med middagssolen bragende ned fra direkte over mig føltes det lidt som at være i den sydcaliforniske ørken. Helt vildt hedt. Og med vand, der i bedste fald var lunkent. Og selv om jeg var i shorts og en løbetrøje uden ærmer med sveden haglende ned ad mig.

Men faktisk var det fedt. Jeg er klart mere til hede end tåge og regn og temparaturer, der får mig til at fryse, så snart jeg holder en vandrepause. Og så var det med en taknemlighed, jeg ikke ville have følt, hvis skyer havde dækket for solen, at jeg væltede ind i den eneste skygge under et mandeltræ godt og vel halvvejs. Og lå der og gispede sammen med en koreaner i lange bukser og jakke (?) og en australsk kvinde, der ikke havde noget med til at dække sit hoved for den ubarmhjertige sol, så hun bar et stort sort sjal om ansigtet. Lige der var jeg ekstra glad for min stråhat – selv om den har nogle skøre folder efter at have ligget ubrugt i bunden af min rygsæk indtil i dag.

Jeg nåede Hontanas, som var mit mål, lidt over klokken 14, og styrede direkte ind på herberget Juan de Yepes, som jeg havde udset mig som yndlings at dømme efter min Camino-apps billeder af en have.

De havde ledige senge, og jeg fik en fin underkøje i en solid trækøjeseng (som jeg har erfaret er klart bedre end jernmodellen, der ryster som en sovevogn i et tog, hver gang overmanden vender sig.)

Og så gik jeg og en flaske iskold vand ud i skyggen under en stor parasol i haven foran herberget, hvorfra jeg kunne betragte alle de øvrige pilgrimme, der kom væltende ind i byen. Og en time efter var alt optaget på herberget.

“Godt vi kom så tidligt,” sagde en kvinde, der sad i skyggen ved siden af mig og også lod sig underholde af at betragte alle dem, der gik forgæves.

Og lignede en, der var mere død end levende – formentlig ligesom mig – men hun havde så den undskyldning, at hun var landet i lufthavnen i Madrid i går og havde startet sin Camino-vandring fra Burgos. OG kom fra USA, så hun rodede også med noget jetlag.

Det var ikke tilfældet for to ældre tyske kvinder, der iført fornuftigt mavebælte og et lille pyntetørklæde om halsen og vådt hår fra et brusebad kom ud på terrassen med hver sin kæmpe øl i krus med hank. De havde, forstod jeg på deres samtale, fået kørt deres bagage og kun gået omkring 20 kilometer, så de var fulde af overskud og vildt søde i deres begejstring for alting. Herunder især øllene, som de mente var meget hjemligt. Jep – størrelsen lignede noget fra en oktoberfest.

Når man er fremme ved sit overnatningssted klokken 14, er der længe til pilgrimsmiddagen klokken 19, men på en eller anden måde var det helt okay bare at sidde og hænge i skyggen, tage et bad (under en monsunbruser, wuhu), vaske tøj og hente det efter en time på tørresnoren, knastørt, og så sidde lidt mere. Måske fordi det var så sindssygt hedt at bare at have en fod ude i solen, føltes som at få den svitset.

Og SÅ – en halv time inden middagen, mens jeg stadig sad udenfor i skyggen – satte to kvinder og en mand sig ved siden af mig og begyndte at tale om PCT.

Fordi den ene af dem kendte til den.

Den samtale var jeg nødt til at blande mig i, og så viste det sig gudhjælpemig, at manden havde gået den. Sidste år. Og var nået til Canada på den præcis samme dato som mig.

Hvor lille er verden ikke nogengange?!?

Jeg huskede ham ikke fra PCT, selv om vi helt sikkert har stødt på hinanden. For da vi begyndte at snakke og udveksle minder og tale om sko og telte og oplevelsen af Mojave-ørkenen og Forrester Pass og vores værste dage og hvilke byer vi havde været i hvornår og hvilken mad, vi havde spist (mest af) og hvor meget vi havde tabt os, og hvilke fire closures vi havde gået udenom, viste det sig, at vi kendte rigtig mange af de samme folk.

Weese? Ja, ham kender jeg.

Captain Crunch, oh yes.

Double Down. Dem var der to af, og hvad med Ice Ax, og mødte du Vivian, og kender du Orangutang og de tusind andre trailnavne på folk.

Han fortalte også, at han havde været nødt til at holde to ugelange pauser pga en skade og bagefter giardiasis på grund af ikke-filteret vand.

Det var helt vildt sjovt at genopleve alting med ham igen, og da vi havde ævlet og ævlet derudaf, kom vi til Caminoen. Og hvorfor vi nu var her og hvad det gav og ikke gav.

Jeg har, selv om jeg virkelig prøver, svært ved ikke at sammenligne de to ture, og desværre har Caminoen svært ved at følge med min begejstring for PCT. Her er pænt, og det er hyggeligt med de små landsbyer og det er nem vandring – men den kommer slet ikke ind under huden på mig på den måde, PCT gjorde. Det kan der være mange grunde til, men en af dem er jo nok, at jeg heller ikke rigtigt giver den en chance.

Derek, som min nye PCT-ven hedder, havde en anden tilgang. Eller i hvert fald havde han været langt bedre end mig til at embrace og tage Caminoen for det, dén er, og “glemme” alt det, PCT har og er, som man ikke finder på Caminoen.

“Det her er noget helt andet,” sagde han. “Men det betyder jo ikke, at det er dårligt. Bare at det er noget andet. Jeg får ikke Pacific Crest Trail-oplevelser her, men det er okay. Det er jeg afklaret med.”

Jeg nikkede. Det vidste jeg jo godt med den rationelle del af min hjerne, men da han sagde det, var det, som om der faldt noget på plads i mig. At en, der præcis ved, hvad PCT er og hvad det gør ved en at være der, sagde det, fik det til at synke ind.

That was that, this is this. Nu er jeg her, det er noget andet, ikke dårligere, bare noget andet.

Og med den åbenbaring gik jeg ned til middagen og havnede for enden af langbordet til pilgrimsmenuen mellem to tyskere og med en kvinde fra Sydafrika, lidt flere tyskere og et par fra Brasilien som de næste i rækken.

Meget internationalt, men superhyggeligt. Med den måske bedste Paella, jeg har fået i mit liv. Og en del af det, som Caminoen er.