Camino Dag 0: Claude og etapen med NADA

Hvor meget kan der være at sige om en rejsedag? Vente i lufthavn, flyve, mellemlanding, mere fly og så en times kørsel, før man er ved startstedet.

Alt sammen ret uinteressant – undtagen køreturen gennem sydfransk landskab, som var ganske pænt, og også lidt festlig, fordi der var en anden dansker med i vognen, Ernst fra Nordjylland, som betød en underholdende samtale om de ændringer, der utvivlsomt er sket på de 19 år, der er gået, siden han sidst vandrede på denne rute.

Og så, ved 19-tiden, nåede jeg til “startbyen”, St Jean Pied de Port, som meget tydeligt er en pilgrimshøjborg. Dels afsløret ved muslingeskaller her og der og alle vegne, både i 3D og påmalede på de fine gamle bygninger, dels i form af folk i vandretøj. Mange af dem. Og nå ja, mig selv inklusiv.

Jeg havde booket en seng på et af byens mange hostels, Makila, som var præcis lige så hyggeligt, som det så ud til på billederne (og det kan man jo som bekendt ikke altid regne med), og med en sød vært, der fnisende fortalte, at han ellers syntes, at Gitte var et mandenavn. Øh nå. Og med det på plads fik jeg så lov at vælge, om jeg ville have en under- eller overkøje i mit firemandsværelse. En køje af den fornemme slags med en stor fluffy hovedpude OG – som jeg var meget begejstret for – et gardin for sengen, så jeg kunne ligge derinde og lege, at jeg havde et privatliv.

Med i arrangementet var der også et fint fællesrum med free coffee og en have, hvorfra man kunne se på solnedgangen. Som jeg så ikke rigtigt havde tid til, fordi jeg skulle købe vandrestave, inden butikken med den slags lukkede, og på det såkaldte pilgrimskontor og få stemplet mit pas.

Det sidste var jeg meget langt fra den eneste, der skulle, så jeg stillede mig pænt op i køen sammen med franskmænd, amerikanere og hvad folk ellers var. Og ventede lige så pænt på min tur ved den lange skranke, hvor pilgrimshjælpere sad og stemplede pas og fortalte entusiatisk om første etape.

Der var fem pladser ved skranken, men kun to hjælpere i gang, indtil døren til baglokalet pludselig gik op og ud kom to stemplere mere.

“Oh la la,” sagde den ene og spærrede øjnene op, da han fik øje på den lange kø af mennesker – og smilede bredt til os alle og mig, som stod forrest i køen.

Han præsenterede sig som Claude, men fortalte hviskende, at han også hedder Michel efter sin ene gudfar og Dennis efter sin gudmor, som hedder Denise – og det kan en mand som mig jo ikke hedde, forklarede han, så det blev til Dennis.

Og så delte han ellers ud af gode råd, så jeg havde det, som om jeg var på en guidet tur. Et kort over morgendagens rute, inkl røde krydser der, hvor man ikke skal dreje, for så går du forkert, sagde Claude, og blå dråber der, hvor der er vand, en liste over samtlige overnatningssteder på alle 800 km med info om pris, antal senge, om der er mulighed for også at spise der, og et ark med etaper komplet med både højdemeter og antal kilometer. Og nå ja, så et bykort over St Jean Pied de Port, hvor Claude lige tilføjede et B for bager der, hvor en sådan lå.

“Køb en croissant der. Og drik kaffe i Orrison – HUSK det, for mellem der og Roncesvalles, er der NADA”, sagde han.

Meget alvorligt. Okay, Claude.

Han var sød, og det er da virkelig fint, at der bliver gjort så meget for at give folk en god start på det hele – inklusiv frit valg af overdimensioneret muslingeskal, som jeg blev instrueret i at binde på min rygsæk – men jeg er jo slet ikke vant til al den guideservice, så var helt overvældet.

Og så trissede jeg, belæsset med papirer med diverse info, tilbage til min seng bag gardinet, inden jeg lidt efter smuttede ud i den smalle gade igen for at finde en bænk i aftensolen og facetime med min nye store kærlighed.

Bare fordi jeg ikke ville indvie mine tre roomies i den teenagefjollede snak med ditto stemme, man har med nogen, som man er vild med.

Og så gik jeg tilbage og faldt i søvn iført ørepropper og min nye superlette sommersovepose. Ready for rigtig take-off i morgen.

About the author

Comments

  1. God start, lyder det til. Rigtig god tur, Gitte! Må du fyldes med nye oplevelser og undgå vabler.

  2. Dejligt at kunne følge med.
    Og rigtig rigtig god even-tur.
    Jeg er spændt på om du endte med at tage hele bjergturen eller om du fik bestilt overnatning i smukke og hyggelige
    Orisson?

    Nyd det!
    Bh.
    Tanya

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg