Camino dag 19: Bjergetapen

Gået i dag: 31 km

I dag var jeg freaking lykkelig. I dag var Caminoen den form for vandring i den form for natur, som jeg er vild med. I dag var sjov og smuk og den dag, jeg omgivelseswise kommer til at udnævne som min absolutte favorit (medmindre Galicien, som stadig ligger foran mig, kommer op med noget endnu bedre.)

Da jeg startede kl 7 fra Rabanal, var det koldt. Klart og med solen oppe ude mod øst, men koldt. Jeg bærer ikke rundt på et termometer, men de 2 grader, som vejrudsigten havde forudsagt, vurderede jeg efter min bedste meteorologiske vurdering til at være korrekt.

Jeg havde sovet ovenover en gut, der begyndte at rumstere i køjen under min kl 5.38 (jeg kiggede på uret, da jeg vågnede af at hele vores køjeseng rystede, halleluja for billige stålkøjearrangementer), og brugte de næste 45 minutter på at pakke sin rygsæk ind og ud og ind igen eller hvad pokker han nu lavede i al den tid.

Uanset – jeg var vågen fra kl 5.38, men tænkte, at kl 7 måtte være tidligt nok for afgang, så jeg lå tålmodigt i rysteriet i tre kvarter, inden jeg stod op, og modsat min underbo var ready for takeoff på ti minutter + kaffe i en af Rabanals fancy hostels, der åbnede for den slags før syv.

Der lå en lille by cirka seks kilometer fremme og et par hundrede højdemeter oppe. Turen dertil var ikke på nogen måde hård, men det var koldt, for mens jeg bevægede mig opad, kom skyer drivende ind over bjerget. Og da jeg nåede Foncebadón, som den lille by hed – der i øvrigt var ret hyggelig med en slags alpestemning over sig, måske på grund af beliggenheden midt i en sky – var det koldt på den fugtige måde, hvor kulden trænger ind i knoglerne, hvis man står stille for længe.

Det gjorde jeg ikke – efter en kaffe (indendøre), gik jeg meget rask videre opad mod Cruz de Ferro, det højeste punkt, og hvor det er traditionen, at man efterlader en sten, man har medbragt hjemmefra.

Sådan en havde jeg ikke slæbt med, så jeg nøjedes med at tage billeder af alle de andre sten, mange af dem med diverse udsagn skrevet på dem, der lå der, inden jeg pilede videre med hænder, der var så iskolde, at jeg dårligt kunne trykke på tag billede-knappen på min telefon.

De næste kilometer gik det lidt ned, lidt op, lidt hen, hele tiden med udsigt til bjerge ind imellem de skyer, der drev hen over himlen, indtil det begyndte at gå nedad.

Nedad og nedad og nedad. I godt og vel 12 kilometer gik det nedad, ind imellem forholdsvis stejlt, ind imellem i en blød kurve, men hele tiden nedad, og hele tiden – bortset fra de gange de gule pile førte mig ad hovedgaden i små landsbyer – ad en sti. Ad en rigtig sti, ikke en bred markvej (eller en landevej!), en rigtig smal stenet sti, som jeg forestiller mig, at den også så ud i Middelalderen, mellem træer og lyng og græs. I naturen med andre ord.

Med nedturen gik jeg ud af skyen, og det var derfor i sol, der blev varmere og varmere jo længere jeg kom ned. Og jeg kom hurtigt ned, for hældningen var de fleste steder præcis sådan, at det var nemmere at småløbe end at stemme imod med lægge, knæ og vandrestave. Ikke at jeg var lige populær hos alle for at gøre det – en fransk kvinde med læbestift og gymnastikpose på ryggen sendte mig et umanerligt vrantent blik, da jeg hoppede forbi med det sædvanlige hola.

Jeg har ikke ved Gud ikke altid været typen, der løber ned ad. Og jeg kan – stadig – ikke fordrage at gå nedad gennem løst grus. Men lige her på faste klipper og i de sko, jeg er så fortrolige med, at de er som en forlængelse af mig, var jeg flyvende og i gigagodt humør, fordi jeg var i al den natur, så sure franske damer og ditto amerikanske tøser var jeg ret ligeglad med.

For enden af nedstigningen lå den hyggelige by Molinaseca badet i solskin, og ligesom formentlig de fleste andre gav jeg mig selv en pause her foran floden og med udsigt til den smukke gamle bro, der krydsede den.

Byen var så hyggelig, at jeg egentlig gerne ville have overnattet der, men klokken var kun 13, og så tidligt gider jeg ikke at stoppe med at gå. For selv om jeg by now har forenet mig med, at halvdelen af Caminooplevelsen er alt det, det sker efter dagens vandring, ER det stadig gå-delen, der er mit hjerte nærmest.

Så jeg gik videre til den forholdsvis store by Ponferrada, både for at gå lidt mere OG – vigtig detalje – fordi jeg havde booket mit helt eget private værelse med helt eget privat badeværelse på et hostel. Bare fordi det sgu er fantastisk ikke at dele hverken værelse eller – især – badeværelse med nogen, og jeg har kun gjort det en gang før på den her tur, så havde besluttet at jeg gerne måtte ofre 30 euro på den slags luksus.

Og brugte så til gengæld kun 1 på at købe en kæmpe bøtte vaskepulver, så jeg kunne håndvaske alt mit beskidte tøj.

Inden jeg dog nåede så langt, blev jeg på de sidste par kilometer ind mod Ponferrada chattet op af en canadisk mand i 60erne.

Hans tempo var det samme som mit, og da jeg lige havde stoppet for at skifte til shorts i den nu meget varme eftermiddag, blev det naturligt at følges.

I meget kort tid, for han var helt utrolig negativ.

Negativ over vejret – han havde været nødt til at købe MEGET dyre vanter i en souvenirbutik i morges, fordi det jo var freezing! – negativ over, at han havde overset skiltet med et shortcut til Ponferrera (og åbenbart ligeglad med, at det shortcut gik langs hovedvejen), negativ på sine venner, der havde fået ham til at gå Caminoen og så havde de efterfølgende ændret deres afgangsdato til engang i september, negativ på folk, der talte fransk – især dem fra den franske del af Canada.

Jeg forsøgte at grine lidt af de ting, han sagde, og vende det til noget sjovt eller positivt, men det var han ikke modtagelig over for. Og så smuttede jeg. Altså samme vej som ham, men jo heldigvis mod mit eneværelse.

Og glædede mig lige der endnu mere over det værelse. Godt nok har jeg på mange herberg haft hyggelige smalltalks med forskellige mennesker, som der ikke følger med alene-værelser, men en type som Grumpy Canada gad jeg faktisk ikke.

Da jeg havde vasket tøj og hængt det på mit hjemmelavede tørrestativ aka min vandrestav, gik jeg en tur i Ponferrera og så på byens imponerende slot fra middelalderen, inden jeg købte en kebab fra 2019 og tog den med “hjem”. Bare for at udnytte det værelse to the max. Wuhu for en yndlingsdag.

5 kommentarer til “Camino dag 19: Bjergetapen”

  1. Skøn beskrivelse Gitte.

    Jeg elsker også den strækning. Og havde fornøjelsen af at vise den for min mor på en vandring for 12år siden.
    Dejligt at være “med” dig.

    Rigtig god tur videre.

    Vh.
    Tanya

  2. Tak Gitte for deling af dine tanker på din Camino.
    Jeg elsker dine helt personlige vinkling af dages vandring……møder …..dagens gang ……glæder sorger……..dit univers personligt.
    Jeg genkender det hele fra mine egne 3 Caminoer.
    I sin tid læste jeg bogen Wild og så senere filmen……….kender lidt til “Over there”
    Men husk lige også at du vandrer gennem en masse historie…….og religiøs………..det kan også give lidt “vingesus”…….
    Jeg kalder det for i dansk tale ……..en Global Folkehøjskole på vandring…….
    Der er nok ikke så mange fx muslimer…….det er nok mere et kristen udgangspunkt …….

    1. Selv tak, Jens. Og ja, jeg ved godt, at Caminoen også er historisk og religiøs – dog er det, som du formentlig har læst – om ikke andet mellem linjerne – i højere grad natur, der giver mig det største vingesus. Sådan er vi jo (heldigvis) så forskellige. God aften. Mvh gitte

  3. Også jeg nyder at følge med på din rejse via de daglige historier, og jeg glæder mig altid til slutningen med de mange fine billeder, taget fra skæve og farverige vinkler. Fortsat god tur 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.