Camino dag 2: kampen om en seng

Gået i dag: 27 km

I går aftes præcis – som i præcis – klokken 22 blev lyset i klostret slukket. Og præcis klokken seks i morges blev det tændt igen – akkompagneret af kirkemusik.

Begge dele var faktisk ret fint – alle de, der chitchattede løs i går aftes, holdt mund, da lyset gik ud og dermed signalerede nattero, og der var ingen roderi og knitren med plasticposer og alt muligt andet i morges, før lyset blev tændt, og det officielt var morgen.

Til gengæld var de hollandske mænd i rødt meget ivrige efter, at folk skulle se at komme afsted, for “lige om lidt kommer der et nyt hold”.

Det ved jeg nu ikke, om var helt sandt – på en måde tror jeg ikke, at så vildt mange tager turen over bjergene i nattemørke for at være ved klostret før kl ni – men nevertheless havde jeg drukket min kaffe og en juice trukket i automaten på klostret og var på vej klokken lidt over syv.

Til en virkelig virkelig fin dag.

Solen skinnede fra en lyseblå himmel, og terrænet var skovsti, markvej og smalle veje ind gennem ældgamle søvnige spanske småbyer. Så så fint, grønt, frodigt, klukkende åer og elve (og broer hen over samtlige af dem!) og kun meget lidt asfaltvandring.

Efter godt halvanden time stoppede jeg i en af de små byer for at drikke rigtig kaffe og rigtig juice på en hyggelig lille café og så gik jeg i de næste fire-fem timer uden at møde ret mange. Altså næsten som i at jeg var alene i skoven og langs marken. Helt fantastisk.

Klokken et havde jeg cruiset godt 20 kilometer og var for enden af en bakke nået til et sted, hvor stien krydsede en vej og hvor en driftig forretningsmand havde slået en biks op med kaffe og kiks og sodavand.

Jeg stoppede for førstnævnte og havde knapt sat mig ned, før en hel hale af mennesker kom ned ad selvsamme bakke og fik selvsamme idé. Inklusive danske Ernst fra Nordjylland, som jeg mødte i bussen fra lufthavnen i Biarritz.

Han kom over og faldt ned ved siden af mig i skyggen, og da jeg gik videre, gik han med. Vores begges mål var en by fem kilometer efter Zubiri, som er den, de fleste ifølge diverse guider vælger som endestation for dagen, så vi mente selv, at risikoen for ikke at møde fully booked herberg ville være mindre, hvis vi var lidt snedige og lige gik lidt videre.

Så snedige var vi ikke.

For i Lorrasoana, som var målet, var det offentlige og store pilgrimsherberg lukket på grund af renovering. (Som i øvrigt havde stået på i det meste af et år – velkommen til Spanien). Hvilket betød, at byen havde 58 færre senge end normalt, og at det havde betydning, fandt vi ret hurtigt ud af.

Byen har tre andre herberg. De var alle optaget – det ene af dem med en stor We Are Full-seddel på hegnet ind til huset – og så var der kun et par private bed & breakfasts tilbage. Til priser noget over de 10-12 euro, som en seng på et herberg står i.

Ikke desto mindre satte Ernst og jeg os til at vente i skyggen for den nu bagende sol på trappen foran et af dem – en seddel på døren oplyste, at ejeren ville være tilbage en halv time senere. Men det var jo Spanien, så da klokken var et kvarter efter den halve time, var han ikke dukket op endnu.

Det var til gengæld omkring ti andre vandrere, der også mente sig snedige og var gået hertil for at få en ledig seng. Blandt andet to halvhysteriske midaldrende kvinder fra Canada, som bestemt ikke var tilfreds med spaniernes afslappede forhold til tiden, og Ernst’ udmelding om, at det er jo sådan, det er, tog de ikke ret godt imod. To say the least.

Ernst kan en lille smule spansk, så han ringede til ejeren, der sagde, at der nok lige gik en halv time mere. Canada sukkede. Korea begyndte at spille kort. Jeg var lidt frustreret – ikke så meget over at vente, mere det, at overnatning skal være svært at finde, og at man skal være hurtigt fremme for at score en seng. Klokken var kun halv tre, da jeg kom til Lorrasoana – så tidligt har jeg ikke lyst til at stoppe med at vandre, og gjorde det kun i dag, fordi det på dag 2 nok er bedst for min krop ikke at storme +40 km. Men i forhold til overnatning er klokken halv tre så åbenbart ikke tidligt. Hm.

Godt og vel to timer efter vi var ankommet til Lorrasoana, kom ejeren, og vi fik endelig en seng.

Bag huset var der en fin have, og i kælderen verdens måske ældste og vildt cool bordfodboldbord, til gengæld var der ikke nogen form for restaurant, og det eneste sted man kunne spise i hele byen var i supermarkedet. Og det skulle altså være inden klokken 19, for der lukkede det. Sharp.

Jeg forestillede mig ikke ligefrem et gourmetmåltid i et supermarked, men stedet viste sig ikke kun at have diverse varer som tandpasta i rejsestørrelse og alkoholfri øl i køleskabet – det var også en form for primitiv restaurant, hvor ejeren stod og svedte over en grill i indgangen, og hvor vi fik en giga omgang salat, en grillet kylling og en flaske rødvin til rørende 12 euro per person.

Og sad så der sammen med omkring 10 andre vandrere fra hele verden – inklusiv de to canadiske damer, som var kommet før os og havde suget det meste af deres rødvin og købt en ny flaske, som de stod og strittede med, mens de fnisende inviterede os, nok mest Ernst, for det var ham, de halvskeløjede i deres brandert stirrede på) hjem på deres altan og dele den med dem.

Jeg var lidt ligeglad med deres altan, jeg syntes bare, det var dødhyggeligt at sidde der foran supermarkedet og spise grillet kylling og salat, der smagte af himlen, og lige så hyggeligt – eller i hvert fald sjovt – bagefter at lave et såkaldt shakedown på Ernst’ rygsæk, hvis lidt for pompøse indhold blev skåret ned, så han slipper for at bære på mere, end hvad der er nødvendigt. Ud med jakke, ordbog, pilleglas (men beholdt dog pillerne) hårvoks og (en stor) børste. Som han også selv var med på var overflødigt på en tur, der meget lidt handler om udseende.

Og så kunne jeg snakke rygsækvægt med min kæreste, som er lige så vild med den slags snak som mig, da jeg facetimede med ham inden sengetid. Og som jeg er kisteglad for, at jeg kan – altså facetime – for godt nok er jeg rigtig glad for at være her og i gang med at gå og leve et eventyr, men lad mig bare sige: når man er hamrende (ny)forelsket, kan jeg godt mærke, at det også fylder at være væk fra genstanden for den forelskelse.

Det issue havde jeg ikke sidst, jeg vandrede langt, og sprang over kapitlet om det i den bog om mental forberedelse jeg nærlæste, men det har jeg nu, og det skal jeg finde ud af, hvordan jeg tackler. (Og ja, er med på, at det sikkert lyder fjollet, men altså…)

Ps. Dette indlæg ser måske lidt sært ud – beklager. Teknikken driller :/