Camino dag 5: vinfontænen

Gået i dag: 35 km

I dag er sådan en dag, der nemt kan glide ud af hukommelsen, for den har ikke gjort sig særligt bemærket. Jeg har gået en masse kilometer og været glad for det, gået og smilet og gået og reflekteret og gået og bare været, sådan som det at gå og ikke skulle andet kan få en til at føle, at det er det mest rigtige i verden.

Men sådan som man altid gør, også når man synes, det ikke er interessant nok til at berette om, har jeg selvfølgelig også oplevet noget. Omend ikke noget voldsomt og dramatisk.

De første ti kilometer fra Ciraqui, hvor jeg sov, oplevede jeg dagen vågne. Det var skyet, men regnede ikke, så jeg gik bare langs med marker, over landevej, forbi jorder, hvor nogen dyrkede asparges og artiskokker, og ind gennem småbitte søvnige byer, der ikke ligefrem var mere vågne (end de er midt på eftermiddagen) en lørdag morgen før ti.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, når jeg går gennem de landsbyer, hvor folk er henne. På arbejde? Sover de? Sidder de bomstille indenfor og kommer først ud om aftenen? Uanset er det næsten lidt uhyggeligt, at det eneste liv i mange af dem er en kat under en parkeret bil, der blinker med øjenene.

I den anden by Villatuerta var det min plan at stoppe og drikke kaffe, men helt vildt tåbelige mig gik forbi den første kaffebar lige i starten af byen i troen på, at der ville komme en mere.

Det gjorde der bare ikke – og at gå tilbage kunne der ikke blive tale om. Så jeg stormede en lille smule arrig og en stor smule kaffetrængende de næste knapt fire kilometer til Estella, tror faktisk aldrig, jeg har gået 4 kilometer så hurtigt. Jeg ville have kaffe NU!

Så i Estella, der i den gamle bydel var lige så stendød og med lukkede skodder som de fleste andre småbyer, drejede jeg fluks og skarpt til venstre, da jeg så et skilt med ordet coffee. Ja tak.

Det var en meget biodynamisk og bæredygtig cafe, der mest gjorde sig i te, ikke desto mindre lykkedes det mig at få en cappucino og en chokolademuffin (uden gluten… bare fordi de ikke havde andet), så da Ernst kom pustende, styrtede jeg fra min kaffekop ud i den smalle gade og viftede med armene. Kaffe!

Da vi havde siddet der lidt og være lykkelige over koffein, stak to velkendte ansigter ansigterne ind. Det var de to canadiske lidt kværulante og senere halvvisne kvinder fra forleden, som også boede på “mit” herberg i går og som jeg havde talt med til middagen i grotten.

De ih’ede og åh’ede over, at vi sad der og så drønede de ellers ind på cafeen.

Tyve sekunder senere var de ude igen.

“Tænk, ingen tortillas og heller ingen øl”, sagde den ene.

“Øl?” spurgte jeg og så på klokken. Lidt i ti.

Ja, for et sted i verden var det jo friday night partytime, så ingen grund til at hænge sig i tid, og i øvrigt havde de jetlag (efter en uge i Spanien altså), så det var nok bedst at dulme den med cervecas. Eller bare rødvin, kvidrede de.

Og så storkede de videre på jagt efter alkohol, mens vi pakkede sammen og gik ad stien mod det, de to kvinder måske skulle have satset på – en vingård, der opererer med det tiltrækkende marketingstunt at have en (vand)hane med rødvin i. Placeret udenfor bygningen, så alle kan slubre de røde dråber i sig, som var det vand.

Ernst kunne huske hanen fra sin sidste Camino-vandring for 19 år siden, men hvor han dengang havde fyldt sin vandflaske med vin, mente han nu, at den smagte for dårligt til at medbringe, så i stedet tog vi en 80 meter omvej (men diskuterede længe, om vi gad det) for at handle noget koldt at drikke på en campingplads. Inden vi stred os op og op ad bakke til den sidste “by” inden en 12 km strækning, der ifølge diverse apps var uden vand, skygge eller nogen form for service, altså byer.

Så planen var en sandwich til frokost inden de 12 km. Desværre var den unge kvinde i det, der mest lignede en kiosk med begrænset udvalg ikke med på at åbne toasthjernet bag sig og lave en sandwich med skinke og ost, men hun ville gerne skære baguetten over, hvis vi selv købte skinke og ost fra hendes diminutive køleskab.

Okay, det gjorde vi så, og Ernst købte en øl med 0,0 procent, som han forleden var meget træt af, at han var kommet til at købe. I dag var han glad for det – jeg får smagen, men uden at blive fuld, som er dårligt lige før de 12 km, erklærede han.

Og var vældig tilfreds med sig selv, indtil det gik op for ham, at det store 0,0, der stod udenpå dåsen, ikke handlede om alkoholprocenten, men om manglende diverse tilsætningsstoffer. For alkoholwise var han ude i 7,3 procent.

Så den 12 km lange strækning ad markveje, vildt smukke markveje med lilla tidsler, røde valmuer og svajende byg og rug på markerne, var en kamp for Ernst i den nu bagende sol og med ingen skygge. Og jeg hr sjældent set en mand så glad for den vogn med kolde drikke og diverse pølsesnacks, der var rullet ind på en plads langs markvejen godt halvvejs.

“Der var altså ikke en pølsevogn her for 19 år siden,” sagde han. Flere gange.

Dagens endemål var Los Arcos, en by med en imponerende katedral og så mange overnatningsmuligheder, at kun to af 11 senge var optaget i det herberg, vi endte på. At toiletterne så lå for sig selv og dermed betyder en tur ud under åben himmel, hvis jeg skal bruge dem i nattens løb, gør mindre. Ligesom ejerindens forkærlighed for havenisser, keramikfigurer og andet kitschet halløj, som “pyntede” på hver en flade i fællesrum og -have, bare er hyggeligt, fordi det om ikke andet er personligt.

Og vigtigst – kun fire mennesker i et stort køjerum kan kun betyde større chance for nattero end i går, hvor det var LIDT presset på den front. Yeah.