Camino dag 17: Tysken, New Zealand og favoritherberget

Gået i dag: 34 km

Efter fire fantastiske fridage i Madrid, hvor jeg kort opsummeret kyssede, spiste, drak vin og slentrede rundt i høj sol og hånd i hånd med min nye store kærlighed, trillede jeg i går aftes ind i León igen med bussen fra Madrid.

Og gik tilbage til det fine hostel med senge med gardiner, dyne og håndklæder, som jeg også boede på pre-hviledagene. Og selv om jeg denne gang blev indlogeret i et værelse med tre mænd – nåede jeg at se, inden gardinerne blev hevet for alle vegne – var der helt mirakuløst ingen snorken, så jeg sov som en baby.

Og vågnede frisk og klar på at gå igen kl 6.30.

Vejrudsigten havde sagt 5 grader i Leon på det tidspunkt, så jeg var iført stort set alt mit tøj, da jeg startede. Og glædede mig over, at mens det var så koldt, at min ånde stod som en sky foran mig, skinnede solen.

Og da jeg var nået gennem de godt syv kilometer forholdsvis kedelig vandring ud ad León og lidt videre til den lillebitte “by” Fresno del Camino, hvor jeg stoppede for at drikke morgenkaffe, var den sol så stærk, at det var shortsevejr.

Og så sad jeg der – i det, der er min absolutte favorit ved Caminoen: At gå en time eller to og så stoppe og drikke dagens første kaffe på lillebitte hyggeligt sted i fred og ro og en ny dag foran mig og solskin. Det er jeg kæmpefan af.

Fresno del Camino ligger nede ad det, der bliver kaldt en alternativ rute. “Hovedruten” følger landevejen, men da jeg er meget MEGET lidt fan af det høje antal kilometer på Caminoen, som foregår tæt på veje med meget trafik, var jeg kisteglad for en alternativ rute, der godt nok var 6-7 kilometer længere, men væk fra hovedvejen.

Desværre lige omkring Fresno del Camino dog ikke væk fra trafik. Man skal krydse en temmelig befærdet vej lige før den lille by, sådan som man har skullet et utal af andre gange på vejen fra St Jean Pied de Port.

Da jeg krydsede den, var der kun få biler, men i går blev to ældre hollandske kvinder ramt af en bil på lige præcis det sted, og den ene slået ihjel.

Det er ret uhyggeligt, så selv om jeg synes, jeg er opmærksom, når jeg går på steder, hvor biler suser forbi lige ved siden af mig, kommer jeg fra nu af til at være det endnu mere. Jeg skal sgu ikke ende mine dage under en spansk lastvogn.

Hvilket der heldigvis ikke var fare for i dag, for ruten gik først ad markvej, så ad en smal meget lidt befærdet hullet landevej og så markvej igen. Undervejs var der med jævne mellemrum de vanlige små klynger af huse, der kalder sig selv en by og indeholdt enten en bar eller en landkøbmand.

Ved sidstnævnte i en af dem gik jeg ind for at købe en kold sodavand, som jeg drak i solen på bænken udenfor. Ved siden af mig sad en mand og så lidt fortabt ud.

Jeg sagde hej. Som man jo gør. Han svarede ivrigt. Med en accent, der ved første ord afslørede, at han var tysker.

Jens, hed han, og dette var hans første dag på Caminoen. Han var startet fra León og udover at spørge om vejret og terrænet og distancerne før León var han meget optaget af, hvor han kunne få stempler i sit pilgrimspas.

Jeg sagde, at han kunne prøve inde i købmandsbutikken og ellers på den næste bar, vi passerede. Og der, hvor han skulle bo. Eller et andet herberg. Der var muligheder nok.

Det beroligede ham tilsyneladende så meget, at han gerne ville følges med mig videre.

“Altså hvis du vil?” sagde han forsigtigt.

Ja da, svarede jeg. Og tænkte, at det måske ville være meget fint for mig at bruge lidt tid på at chit-chatte med nogen og ikke bare være raketten, der drøner forbi alle andre. At selv om jeg ikke er her med det formål at være ultra-social, er det modsatte – som nævnt før – jo heller ikke tilfældet.

“Måske er jeg ikke en rigtig pilgrim,” sagde han, da vi havde gået lidt.

Jeg så spørgende på ham.

“Ja, fordi jeg ikke bærer al min bagage, men får den kørt. Og bor på hoteller. Og har betalt alt for meget for det. Det er jo ikke the true Camino-way, men det var bare sådan, det passede bedst, fordi jeg først besluttede det i sidste uge.”

Han lød opgivende.

“Der er ikke noget, der hedder rigtig pilgrim, synes jeg ikke,” sagde jeg opmuntrende.

“Hvis det er rigtigt for dig, så er det rigtigt. Det er jo din tur, ikke andres,” fortsatte jeg og mente det.

Det blev Jens glad for at høre – som om det med, om man var true pilgrim eller ej, havde huntet ham. Og så sagde han ikke mere. Og da jeg havde forsøgt at fortælle om, hvad jeg havde oplevet de sidste uger, og han mest havde gryntet som svar, gik vi der i tavshed side om side på en smal landevej.

Nogle mennesker kan jeg godt gå i tavshed med, men Jens var ikke en af dem, så efter en halv times tid blev det lidt anstrengende. Og så var jeg faktisk så tarvelig, at jeg trak fra ham. Ikke fordi jeg egentlig følte, at jeg skyldte ham at sige, at nu gik jeg altså, men alligevel. Når nogen spørger, om man vil følges, er det måske lidt dårlig stil at sætte farten op – bare til mit normale tempo, men for ham på hans første dag tydeligvis en tand for hurtigt. Men altså – SÅ interesseret i at smalltalke med nogen, der ikke rigtigt var til at tale så meget med, gad jeg egentlig ikke.

Men det, der er med tempo, er, at det ikke nødvendigvis betyder, at man er hurtigere sådan over all. I hvert fald ikke i mit tilfælde, for jeg kan godt lide at holde pauser. Så da jeg en 6-7 kilometer længere fremme sad udenfor en bar og spiste en sandwich til frokost, kom Jens.

Og da jeg rejste mig for at gå videre, var det samtidig med ham og med to gutter, han havde delt bord med i deres pause ude foran baren.

De to var fra henholdsvis Canada og New Zealand og kendte hinanden, fordi de for 20 år siden havde boet og arbejdet i München, og nu var de her på en form for reunion-tur.

Canadieren bondede fint med Jens, for han var også startet på sin Camino-vandring i morges fra Leon, så mens de pludrede om det og pilgrimspas og om hvornår man er true pilgrim, fik jeg New zealænderens historie.

Han var her ikke kun på drengetur med sin gamle ven, han havde gået fra St Jean Pied de Port til Burgos sidste år, og var her nu for at gå resten.

“Hvorfor kun til Burgos sidste år?” spurgte jeg. Som et, synes jeg selv, meget naturligt spørgsmål. Jo især til en, der var kommet hele vejen fra New Zealand.

Hvorefter jeg fik en både fin og rørende historie om, at han og hans kone havde levet af at rejse rundt i Oceanien og tage billeder til coffee table books om Australiens og New Zealands vilde natur. Hun var tysker, og de havde haft en drøm om en dag at gå Caminoen sammen og lave en tilsvarende fotobog om den.

Men så fik hun brystkræft og på få måneder åd sygdommen hende.

“Jeg ved godt, det er en kæmpekliché,” sagde han. “Men jeg gik sidste år for hende. Og ikke med det formål at komme i “mål” i Santiago, for det var ikke det, det handlede om dengang. Men nu er jeg et andet sted, så nu giver det mening at gå resten.”

Jeg nikkede. Selv om jeg ikke havde været i hans situation, kunne jeg på rigtig mange måder følge, hvad han mente.

Lidt i tre gik vi ind i det, der var min destination for dagen, og også både Jens’ og de to venner fra hver sin side af kloden, byen Hospital de Orbigos, som rent faktisk var en by (og ikke et hospital), med butikker og toppede brosten og storke i reder på toppen af kirken.

“Mit” herberg var det kun mig, der skulle bo på, så jeg vinkede pænt farvel til de tre herrer og gik ind til det måske hyggeligste sted jeg har boet so far (ved godt, jeg har sagt det før, men er egentlig ret glad for, at der er konkurrence i mit hoved om det fineste sted og ikke det modsatte :).

Albergue San Miguel, hed herberget, og drives af et sødt par (som kan engelsk, hip hurra), som var nærmest overdrevent hjælpsomme og venlige (som ikke er tilfældet på alle herberg, kan jeg bare sige), og som efter at have vist mig rundt gav mig en underkøje på et fire-mands værelse. Sweet.

Bag den gamle stenbygning – sten som i at der er toppede brosten i indgangsområdet, supercharmerende – var der en fin have, og alle vegne var der farverige blomster, krukker, malerier og diverse brugskunst af den slags, der gav personlighed, ikke indikerede syndigt rod. Jeg følte mig hjemme lige med det samme.

Efter et hurtigt bad – da jeg ankom, var der kun tre andre checket ind og dermed ledigt under monsunbruseren – gik jeg i supermarkedet og købte salat og frugt, som blev min aftensmad, når nu stedet også havde et fint køkken, man selv kunne kokkerere i (altså skære sine salat-ting ud) i stedet for restaurant-varianten.

Bagefter blev jeg, på den venlige måde, forhørt af en af mine roomies – vi var kun tre, så jeg tænker, at han syntes, det var okay at spørge – om, hvornår jeg begynder at larme om morgenen.

Hvilket viste sig ikke at være noget problem – for ham, måske snarere for mig – for han er til at være ude af døren en time før mig.

Hurra for ørepropper. Og for San Miguel. Og for en dag med interessante møder OG for overraskende få øvrige pilgrimme. Endnu en grund til at være glad for alternative ruter.

Ps. Update på tænder og mistanke om væggelus: Det sidste var falsk alarm – nok bare varmeknopper – det første er gået over. By some miracle. Måske er der alligevel – også i 2019 – noget religiøst over den her Camino…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.