Camino dag 6: de ski** amerikanere

Gået i dag: 28 km

Jeg sov som den famøse sten i nat. Uden ørepropper endda. Nok en kombination af at have været virkelig træt og en sovesal med bare fire mennesker fordelt på et rum med plads til 11. Uanset – jeg vågnede ikke før 6.13, to minutter før mit ur ringede, og tussede så lidt morgensøvnigt rundt om mig selv, så kom først afsted kl syv.

Hvilket for så vidt var helt fint – jeg havde ikke travlt tids- eller distancemæssigt, MEN jeg fandt ret hurtigt ud af, at i forhold til morgenmyldretrafikken var det ikke så fint.

Fra Los Arcos gik det ad en bred markvej de første knapt seks kilometer, og bred vej betyder, at folk kan gå ved siden af hinanden. Og når “folk” er grupper på over seks mennesker, fylder de snildt hele stien. I hvert fald når de er amerikanere, under 18, og desuden tilsyneladende ret indifferente over for, at andre pilgrimsvandrere måske ville foretrække en morgen uden unge amerikaneres højlydte flerstemmige version af Oasis’ Wonderwall.

Jeg overhalede dem – med nød og næppe uden at få en svingende vandrestav i øjet – og dernæst en anden tilsvarende gruppe unge amerikanere, som dog nøjedes med at snakke i stedet for at synge, men stadig på koncertdecibel.

Efter godt syv kilometer lå der i et sving og lige inden en lille by en café, og belært af halvbitter erfaring fra i går om, at der ikke nødvendigvis ligger endnu en café lidt længere fremme gjorde jeg holdt og købte kaffe og friskpresset juice – efter at have overværet en midaldrende britisk kvindes forsøg på at lære spansk af ekspedienten, som bestemt ikke lignede en, der var i humør til at sige, hvad bord, stol, kniv og morgenmad hed på spansk.

Et kvarters tid efter jeg havde sat mig, kom den første amerikanske gruppe larmende ind på terrassen foran cafeen, og få minutter efter dem kom Ernst – skummende, mens han stirrede arrigt på dem.

“Det er fucking ikke Disneyland, det her”, sagde han.

Hans tempo havde været lige præcis så lavt, at han ikke kunne overhale den 11 dreng og pige store gruppe, men så højt, at han de sidste kilometer havde gået lige bag dem og været tvangsindlagt til deres forsøg på at synge højere end hinanden.

Jeg nikkede. Der skal være plads til alle, men den gruppe tog alt for meget plads og – det mest belastende og sørgelige – uden ret meget hensyn til, at de ikke var alene på Caminoen.

Jeg blev siddende efter at gruppen var travet videre og efter at Ernst også var humpet on. Med en begyndende vabel og ondt i en sene i foden, som – mente han – betød, at han ikke ville indhente amerikanerne.

Jeg var på toppen fysisk, undtagen ondt i en tand – som jeg også havde, da jeg gik rundt om Bornholm i påsken. Jeg begynder at tro, at hver gang jeg sætter seriøst gang i benene, sender hjernen med det samme signal til tænderne, der så slår ud. Det er virkelig mærkeligt – og nej, ikke videre behageligt, selv om smerterne (modsat på PCT!) so far stadig kan holdes nede med mit medbragte lager af diverse piller.

Da jeg endelig gik igen, var amerikanerne nået så langt foran, at jeg ikke så dem igen, til gengæld så jeg mange andre – og da det jo nu engang er sådan, det er her, altså crowded, gik jeg og studerede forskelligigheden i, hvordan folk gebærder sig rygsækwise. Stor, meget stor, lille og fiks, tusind ting dinglende udenpå, ingenting. En enkelt kom endda trækkende med en trolley.

Som man godt kan, især i dag, hvor stien gik meget mellem vinmarker og på brede markveje, og indtil nu har terrænet generelt nærmest været til sutsko, mudderdagen dog undtaget, så hvis ikke ryggen kan være med, er en trækvogn da godt tænkt.

Omkring kl 14 – og efter en Caminosk udgave af Trail Magic; kaffe midt på stien til den pris man selv synes, man vil give for det. Fantastisk – nåede jeg Logrono, som var målet for dagen.

Logrono er endnu en af de større byer på vejen mod Santiago, og selv om jeg kan høre, hver gang jeg holder kaffe- eller spisepause i nærheden af andre, at mange booker overnatninger på forhånd, havde jeg eller Ernst ikke gjort det her – netop fordi Logrono er så stor, at vi ræsonnerede, der ville være ledige pladser.

Om ikke på det største offentlige herberg – som jeg i øvrigt allerede er holdt op med at gå efter, fordi jeg er mere til steder med færre mennesker, også selv om det måtte være lidt dyrere, så på et af de mange andre.

Jeg havde researchet mig til, at der lå et hostel, som kaldte sig selv Winederful, og som på billederne så superfint og hyggeligt ud. Billeder kan lyve – dét har man jo set før – men det gjorde de ikke. Tværtimod var det præcis lige så fint, charmerende og personligt som lovet på hjemmesiden. Indrettet i bar og fællesrum med loppefund og skæve ideer og i sovesalen med pæne, rene, brede senge med den feature, jeg er kæmpefan af – et gardin for hver seng. Og desuden en låsbar skuffe til ens habengut. Smart detalje, selv om det var gardinet, jeg især var vild med, og så gjorde det mindre, at jeg fik en overkøje.

Efter en tur ud i Logrono for at checke den ud (selv om det blev forholdvis kort i og med det er søndag og alting undtagen bunker af gigantiske slikbutikker var lukket) lå jeg bag mit gardin og ordnede logistik med en kvinde, jeg har airbnb-lejet en lejlighed af i Madrid i pinsen.

For ja, fra 6.-9. juni forlader jeg Caminoen i fire (hvile)dage og tager en bus til Madrid for at være sammen med min store kærlighed, som flyver ned til mig fra Danmark.

Det glæder jeg mig helt ustyrligt til – og selv om jeg ellers ikke er den uselvstændige type, der ikke kan være eller fungere uden en mand, er det lige før, jeg tror, at jeg ville have forkortet den her tur, hvis ikke jeg havde den hviledags-lang weekend at se frem til cirka halvvejs. Kærlighed er sgu en vild størrelse. Og selv om jeg forsøger ikke at snakke nonstop om ham, jeg er så stormende forelsket i, til Ernst, må jeg indimellem tage mig selv i fable løs. Til gengæld lægger jeg øre til diverse genvordigheder og årsager til at være her på Ernst’ banehalvdel, så selv om mine fortællinger generelt er lykkeligere end hans, går taletiden – som i øvrigt er begrænset, fordi vi går meget hver for sig – om, hvad der fylder lige op, tænker jeg.

Og med airbnb-aftalen på plads sluttede vi dagen med en kebab fra en biks på “tapasgaden”, som hostel-receptionisten kaldte en af hovedgaderne i den gamle bydel – bare fordi vi havde mere lyst til det end pilgrimsmenu. Også selv om det først var, da vi havde bestilt, at jeg fik øje på amerikanerne i selvsamme biks. Great.

Men i det mindste var de holdt op med at lydspamme alle omkring sig – en dags åbenbart hård vandring, at dømme efter diverse vralten, da de forlod stedet, gjorde åbenbart tricket. Og SÅ stopper skadefryden herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.