Camino dag 16: Smagsprøvernes dag

Gået i dag: 19 km

Med bare 19 kilometer to go i dag – til León – havde jeg meget lidt travlt. Som i overhovedet ikke. Det hostel, jeg havde booket en seng på, åbnede ikke for check-in før kl 14, og da mit normale tempo er sådan, at 20 kilometer er done ved 11-tiden, havde jeg besluttet at sove lidt længe.

En ret optimistisk plan på en sovesal, hvor der godt nok ikke var nogen snorkere, men som netop fordi der ikke var det, betød, at jeg faldt i søvn uden ørepropper og vågnede ved den første skramlen med poser og rygsække lidt over seks.

Jeg blev liggende og smådøsede igennem skramleriet en lille time, og brugte så tid på at drikke kaffe i mit herbergs hyggelige have, inden jeg took off.

Og på at drikke kaffe igen i hver eneste lille by, jeg kom gennem. Det vil sige to. Men i begge kaffebarer fik jeg sammen med min kaffe serveret en spiselig freebie. Det første sted en minicroissant, det andet sted et stykke (helt fantastisk) kage. Og da jeg nåede León og havde vadet gennem nogle kilometer forstad og tog en cola-pause på en lille bar var den gratis sidevogn en tapas – et stykke brød med æggekage på.

Det var næppe, fordi det er Fars Dag eller Grundlovsdag eller valgdag i Danmark, at der på den måde fulgte smagsprøver med på alle drikke-ordrer, men hvorfor så ved jeg ikke – jeg tog bare glad imod.

Og gjorde det samme, da jeg nåede ind i den gamle og vildt hyggelige bymidte i León og gjorde holdt ved en tapasbar for at spise frokost – og fik endnu en hapser.

Efterfulgt af et kæmpefad med røget kød carpacciostyle. Som i kæmpe. Og bare to små stykker brød til. Som jeg slugte – altså både brød og de måske 20 stykker kød. Vegetar bliver jeg nok aldrig.

Dejlig mæt var jeg bagefter på vej hen over en af Leóns mange pladser med retning mod mit bookede hostel, da der pludselig var en, der råbte mit navn.

Altså Gitte, ikke Kita.

Det var Derek, PCT-vandreren, jeg mødte for fire-fem dage siden og ikke har set siden da. Men som jeg var glad for at løbe ind i igen, for han var ret herlig (og jo stadig alt for syret, at vi formentlig har gået kort fra hinanden i tusindvis af kilometer op gennem USA) så vi stod der i Leóns “våde kvarter” – som jeg har læst mig til, at det hedder, fordi der er omkring en million (tapas)barer på et meget lille område – og chit-chattede om, hvor og hvad vi hver især har boet og oplevet de sidste 150 kilometer. Inden vi skiltes, lavede vi en FB-connection, så vi måske kunne kunne stikke hovederne sammen senere på ruten.

Selv om, sagde jeg til ham, det næppe kommer til at ske – hans tempo er det samme som mit, og jeg står jo af Caminoen i fire dage fra i morgen for at tage til Madrid og holde hviledage/pinseferie med min kæreste. Hvorfor Derek er over alle galiciske bjerge, når jeg er tilbage på ruten.

“You never know,” sagde han. “Things happen.”

Ja, det gør de, og også dem man ikke regner med, men what I do know er, at jeg ikke følger nogen Camino-pile og muslingeskaller i fortovet ud af León før mandag morgen, og Derek trasker afsted efter dem i morgen. Så deeet…

Vi fistbumpede farvel, og til jer, der ikke ved, hvad det er, kan jeg fortælle, at det var den måde, man hilste på hinanden på PCT, fordi alle altid var så beskidte, at håndtryk var super-uhygiejnisk.

Jeg blev dog aldrig fan af den form for hilsen – tværtimod syntes jeg, at det virkede helt latterligt, at en kvinde på 45 skulle stå der og hamre sin knyttede næve ind i en andens ditto, som om jeg var en 22-årig gangstachick med street attitude.

At jeg så sådan på det, fortalte jeg Derek forleden, og han, som netop er en nogen og 20-årig om ikke gangstadude, så adventurebums, døde af grin af mig. Og syntes derfor, det var ekstra sjovt at insistere på det her i León midt blandt renskurede turister i pumps og perlekæde. Tsk.

Mit overnatningssted var en vinder.

Globetrotter Hostel, hedder det, og – igen – jeg havde valgt netop dét ud af +20 nævnt i mine apps (og så alle dem, der ikke er nævnt der), fordi alle senge er udstyret med et gardin.

Men på det her sted ikke bare et gardin. Her lå der på min seng også to håndklæder, shampoo, en bademåtte (formentlig til at stå – tørt – på efter sit bad), OG en dyne.

En dyne…!

Ikke fordi jeg ikke er glad for min superlette, superdejlige, super alt muligt sovepose, men alligevel – en dyne. Kæmpeluksus. Som slog selv det også meget luksuriøse faktum, at jeg havde fået en seng i et female-only værelse, som (forhåbentlig) betyder ingen snorken i nat.

Så jeg tog meget hurtigt en beslutning om at lave det meste af min sightseeing, herunder at besøge den formidable katedral, som ligger – seriøst – 50 meter fra mit hostel, i morgen, og i stedet at gå tidligt i seng bare for at have lang tid i min seng med den dyne.

Udover at se León noget mere i morgen skal jeg kun se “min” Leon, altså min kæreste, som hedder netop Leon.

Halv fire i morgen eftermiddag hopper jeg på en bus, der på tre en halv time triller mig direkte til Madrid og en airbnb lejlighed og tre døgn uden rygsæk men med masser af kram og kærlighed. Stort juhu – og hermed en serviceoplysning om, at der vil være tavshed på bloggen, indtil jeg er tilbage på Caminoen på mandag.

God resten af Grundlovsdag og pinse lige om lidt 🙂