Camino dag 10: Fra Pct-tilstande til Roskildevej

Gået i dag: 39 km

  • I dag har været en superskør dag. Sådan en, der er definitionen på, at man aldrig ved eller kan forudse, hvad der sker, inden man lægger hovedet på puden om aftenen.
  • Det startede helt fantastisk.
  • Klokken 6.30 forlod jeg herberget i Francavilla, kun en håndfuld andre var stået op, og da jeg åbnede døren og trådte ud i morgenluften, var himlen orange ude mod øst. Himlen var tindrende blå, og da jeg begyndte at gå, op ad bakke gennem krat og buske – for en gangs skyld ikke på grusvej – kunne jeg se himlen blive lysere og lysere, inden solen pludselig glødede ud over landskabet. Det var sindssygt flot, og jeg trallede nærmest bogstaveligt talt gennem de første 11 kilometer, der var skov.
  • Bortset fra enkelte korte strækninger har Caminoen so far ikke gået gennem skov, så at jeg nu var i en sådan i så lang tid, helt alene – hverken foran mig eller bagved så jeg nogen – og i den fine tidlige morgen, hvor også fuglene virkede til at være højlydt begejstret for naturens skønhed, var forrygende. Jeg var så glad.
  • Lidt i ni nåede jeg San Juan de Ortega, den første by på min etape – som primært bestod af et udefra set i hvert fald virkelig fint klosterherberg – og drønede ind på kaffebaren tilknyttet klostret.
  • Heller ikke her i San Juan var der andre mennesker. Dem, der overnattede her, var helt sikkert startet tidligere (end lidt i ni), og hvis nogen var startet fra Francavilla før mig, var de så langt foran, at de allerede videre. Så jeg sad alene og drak kaffe, mens jeg betragtede nogle lokale ældre mænd i gang med den åbenbart umulige opgave at få en flok æsler til at gå den vej, de (altså mændene) ønskede.
  • De næste timer gik jeg, stadig alene, først over en mark med køer og så ned til Ages, endnu en søvnig smalltown, men med så hyggelig en café, at jeg tog endnu en kaffepause. Inden jeg gik ad landevej og derefter op over en bakketop (nu med udsigt til to andre pilgrimme), i stenet terræn, på sti (altså ikke markvej), og med en storslået udsigt ud over vidderne. Jeg var i himlen og udnævnte på det tidspunkt dagen til min yndlings på Caminoen so far.
  • Efter en frokost på den første lillebitte bar, jeg kom til – og hvor jeg nu havde det så varmt, at jeg kæmpede længe med en slå en mølædt parasol op for at få skygge – checkede jeg min app. 14 kilometer igen, og klokken var kun 12.30.
  • Piece of cake lang dag, tænkte jeg.
  • Dét kom jeg så til at tage i mig igen.
  • For de 14 kilometer var på vej. Først snoet hyggelig landevej, og så stor travl hovedvej rundt om en lufthavn, og SÅ – de sidste ti kilometer ind til storbyen Burgos – på noget, der mest af alt mindede om Roskildevej fra Glostrup og ind til Rådhuspladsen.
  • Helt lige vej, masser af susende trafik, krydsninger af motorvejsop- og nedkørsler, industri blandet med tarvelige moteller, burgerkæder, lukkede butikker, og alskens andet. Og oven i hatten var det ifølge et termometer, der stod og blinkede dovent, 29 grader. Fuck, det var ufedt.
  • Da jeg endelig endelig endelig nåede ind til Burgos midte og fik lokaliseret mit bookede hostel, kunne jeg ikke komme ind.
  • For det viste sig at være sådan et sted, hvor ejeren kun er der for at lukke en ind – der var ingen reception.
  • Jeg ringede til ejeren – thank God for booking.com, der oplyser om den slags telefonnumre – og fik efter lang tids misforståelser, for han kunne ikke et ord engelsk og startede med at afvise, at jeg havde en reservation – skraldespansktalt mig frem til, at han skulle komme klokken fire, en halv time senere.
  • Spanien er jo manana-land, så jeg var forberedt på, at klokken fire nok ikke var klokken fire min tid, men mirakuløst var han der, gav mig en nøgle, og SÅ kunne jeg endelig smide min rygsæk og mit svedige tøj. Og hoppe i bad – for første gang på den her tur virkelig truly taknemlig for et bad.
  • Da jeg havde dampet lidt af, gik jeg ud i Burgos for at give den en chance mere. Det kunne jo ikke alt sammen være Roskildevej, tænkte jeg. Og det var det heller overhovedet ikke – den gamle bydel var vildt hyggelig, og hvor høj varme kan være vildt belastende, når man går ad en trafikeret vej, er varme faktisk ret dejligt, når man bare tuller rundt i den sene eftermiddag med sig selv og leger turist, ser på katedral og smukke pladser og flod og spiser is.
  • Og bliver interviewet af en spansk teenageknægt, der havde til opgave at tale med en turist. Det blev så mig, som han passede op, mens jeg var i gang med at tage billeder af katedralen (sikkert give-away at jeg var turist). Der svarede så godt jeg kunne på mit yndlingsmad, ditto seværdigheder og hvad jeg egentlig i det hele taget var her for.
  • Bagefter købte jeg brød, skinke og ost (selv om jeg nævnte croquettes i tapas-genren som yndlingsretten) og gik hjem til mit værelse og nød at have det helt for mig selv, så jeg kunne krumme alle vegne og smide mit tøj alle andre vegne. Og i den proces opdage, at jeg har fået diverse røde mærker på mine lår. Som meget vel KUNNE være de berygtede væggelus fra et af de nok ikke helt rene herberger, jeg har sovet på.
  • Så resten af aftenen hedder at google mig frem til, hvad jeg gør i forhold til det. Som vel på sin egen lidt klamme måde også er en slags eventyr (!)
  • Ps. Beklager igen i dag formateringen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker med teknikken :/

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.