Camino dag 3: Tæt-tæt-tæt i Pamplona

Gået i dag: 14 km

I dag var en ret doven dag. Pamplona lå mindre end 15 km fra, hvor jeg sov i nat, og vandre-Gitte ville egentlig helst blot have gået igennem og videre ud på den anden side. Den Gitte der også gerne vil opleve noget stemning (og i øvrigt skal opdatere Turen Går Til Caminoen og derfor også må foretage noget research) ville gerne blive i Pamplona, og sidstnævnte vandt.

Det betød, at jeg kunne slentre i løbet af formiddagen, hvilket jeg gjorde, og holde lange kaffepauser, hvilket jeg også gjorde.

Under en af dem på et vildt smukt sted ved en rivende flod (som jeg glædede mig ekstra meget over var forsynet med en bro) mødte jeg en dansk kvinde, som jeg aldrig fik navnet på, men som jeg indhentede længere fremme ad stien og slog følge med et lille stykke tid.

Hun var en af dem, der fik kørt sin bagage, så hun tussede bare afsted med en lillebitte rygsæk, og var heller ikke presset af risiko for optagede herberg, for hun havde booket hele dynen, altså samtlige overnatninger, hjemmefra som en del af en pakkerejse.

“Hvad koster det?”, spurgte jeg, for det havde jeg faktisk ingen som helst idé om.

Hun kastede sig ud i en længere forklaring om, at hun planlagde at være 35 dage om det, tage en ekstra udflugt, betalte ekstra for at rejse alene – altså ene kvinde i et dobbeltværelse – samt et ekstra gebyr for at få kørt sin kuffert.

“Så jeg tror, det blev lige godt 24.000 kr.,” sagde hun og tilføjede, at hendes ekskæreste havde betalt.

Det var jo en god historie i sig selv, men som jeg ikke gik mere ind i, for var mest optaget af at regne ud, om 24.000 var meget.

So far har jeg brugt cirka 40 euro om dagen – 300 kr – alt inkluderet, altså overnatning, al mad, snacks, kaffe, sodavand, osv. Og der er langt derfra op til 24.000 kr., som godt nok er med fly, men ikke mad udover morgenmad – men omvendt er det ikke til at sammenligne, for dels og vigtigst var denne kvinde formentlig ikke kommet afsted, hvis hun ikke havde haft pakkerejsemuligheden, så kæmpefedt, at den mulighed findes!, dels vil hun være længere tid om det end mig (ifølge min ambition i hvert fald), OG, ikke mindst, er hendes overnatningssteder helt sikkert af en anden mere luksuriøs kaliber end mine.

I dag var min i hvert fald af slagsen, man ikke skal være alt for sart for at klare.

Ikke i forhold til hygiejne altså, “kun” i forhold til antallet af mennesker, man skal sove tæt på.

Jeg gik sammen med Ernst – som jeg godt nok satte i løbet af dagen, men som indhentede mig, da jeg fulgtes med den danske kvinde – efter det største offentlige herberg, albergue, som det hedder på Caminosprog, i Pamplona. Bare for at være sikker på at få en seng.

Vi fik en seng. Det samme gjorde godt og vel 110 andre pilgrimme. Så da jeg havde fået udleveret mit sengenummer, et lagen og hovedpudebetræk, gik jeg ind i sovesalen – som i ordets bogstaveligste forstand var en sovesal med køjer så langt man kunne se og så stuvet sammen, at det frie areal var lige godt en meter luft mellem hver køje samt det samme mellem enden af køjerne og væggen. Og med samme arrangement på etagen oven over, som var adskilt fra nederste etage af et gulv, der ikke gik helt ud til væggen – læs: lyden fra dem ovenpå var lige så tydelig som fra mine “naboer”.

Efter en længere sightseeingtur i Pamplona vendte jeg tilbage til min køje – og besluttede at finde mine ørepropper frem som det absolut første, for blandt de, der havde prioriteret en eftermiddagslur over bytur, var der adskillige savværk. Fra begge etager og af de meget højlydte.

Og da jeg om aftenen krøb ned i min sovepose, var der ikke ligefrem blevet færre, hverken folk eller lyde.

Men på sin egen übersociale måde var det faktisk helt okay.

Selv om jeg ikke har lyst til at small- eller bigtalke med alle mulige, har jeg på denne tur heller ikke et udtalt behov for det modsatte. Vi ER mange, men det er jeg ved at finde ud er en del af Camino-oplevelsen, og tror faktisk, jeg ville føle mig lidt udenfor selvsamme Camino-fællesskab, hvis jeg boede helt alene hver nat. Og hvis jeg skulle bitche over folk alle vegne hele tiden i store mængder i ét væk, kunne jeg ikke lave andet (selv om jeg nok desværre har en tendens til at glemme det, når fire meget langsomme koreanere fylder hele stien foran mig 🤨). Og indtil nu har jeg ikke mødt nogen, der ikke var venlige. Også den storsnorkende amerikaner i køjen over for mig.

Og SÅ bliver det altså en længere distance i morgen. Jeg er her jo (især) for at GÅ.