Camino dag 4: fra mudder til hygge i grotten

Gået i dag: 32 km

“Hvis du vil følges med mig, skal du gå langt fra i morgen.”

Sagde jeg til Ernst i går aftes. Utålmodig som jeg var efter at få ordentlig gang i benene. Og selv om han er flink, er jeg her jo for min skyld, så hvad jeg vil, ligger højest på min Camino-ønskeliste.

Han så lidt betænkelig ud, men ville gerne forsøge sig med en +30 km dag. Så det var ambitionen, da vi klokken 6.30 traskede ud af den gigantiske sovesal i Jesus & Maria herberget i Pamplona efter en for mit vedkommende god nats søvn – tak til apotekets ørepropper, der lukkede alle savværk, inklusiv det fra en halvstor koreaner, der var rykket ned på gulvet tæt ved mig, fordi madrassen var for blød til ham, der var vant til at sove direkte på et hårdt gulv.

Udenfor regnede det.

Ikke meget, men nok til at de 3-4 kilometer gennem gaderne i morgenmørket foregik med øjnene rettet mod muslingeskallerne, der var monteret – meget elegant – i fortovet hele vejen gennem Pamplona, og med min hætte på regnjakken trukket godt ned i panden, og som først blev løftet, da jeg fik øje på en åben café.

Kaffe. Cremebolle. Ly for regn. Oh yes.

Regnen blev efterhånden til små dryp og så til overskyet – perfekt vandrevejr. Terrænet var til gengæld knapt så perfekt, medmindre man er stor fan af mudder. Og ikke bare mudder, men den type fedtet mudder, der sugede sig fast til mine sko og fik det til at føles, som om jeg pludselig havde vandrestøvler på – mine fødder vejede med ét betydelig mere.

Jeg stoppede og forsøgte at fjerne det – helt håbløst og i øvrigt spild af energi, for stien var et mudderælte i en hel del kilometer både på vejen op mod Alto Del Perdon – et højt punkt, som nogle har kaldt en slem stigning, men som det (efter min mening i hvert fald) ikke var, udover temmelig vindomsust – og på et langt stykke af vejen ned igen.

Jeg var dog fuld af overskud og halvløb først ned på klipper og sten og rutsjede så overskudsagtigt ned gennem mudderkilometerne.

Ernst var bagud et sted – uden at vi havde haft en explicit samtale om det, var det blevet til, at vi gik hver for sig, så bortset fra et kort kaffebreak ved 11-tiden, mødtes vi først lige før Puente la Reina og spiste frokost der. Altså ikke lige før, men I byen med den smukke bro, som den er navngivet efter, inden vi hver for sig igen gik videre til en by, der lå på toppen af en bakke og som jeg længe inden jeg nåede den gik på en sti mellem langt græs og valmuer og kiggede på. Det var helt utrolig pænt.

Og Cirauqui, som den hed, var også virkelig pæn tæt på. En af den slags små søvnige spanske byer med smalle snoede (og stejle) gader, farverige blomster i krukker og altankasser, en ældgammel kirke midt i det hele, og så et herberg på pladsen foran kirken. Som havde plads. Halleluja.

Og ikke bare plads, det var også vildt hyggeligt. En fin terrasse på førstesalen, bar og restaurant i kælderen, værelser med køjesenge med langt mere plads og personligt end i Pamplona (og i klostret i Roncesvalles i øvrigt også).

Og måske fordi værelserne var hyggeligere og mindre – 14 senge i mit – var der desuden en meget familiær stemning blandt folk – jeg havde kun lige smidt min rygsæk på den (under)køje, jeg skyndte mig at nappe, før jeg var dybt involveret i en samtale med pensionerede Harry og Donna fra New Zealand, der lå lige over for som roulader i deres soveposer og rigtig gerne ville tale om vejret og hvad de havde med i deres rygsæk og oplyse, at det var Donnas fødselsdag og hun fyldte 60.

De var supersøde, det samme var en mørkhudet britisk kvinde i jeans og guldsko – i hendes fragtede bagage – og to italienske halvunge gutter, som ikke kunne et ord engelsk og derfor var lidt svære at føre en samtale med, og et ægtepar i 50’erne-ish fra det sydlige Oregon, som jeg sad ved siden af til pilgrims(paella)-middagen i herbergets vildt hyggelige (vin)kælder – eller grotte, som det var.

Og som, da de havde spurgt, om jeg havde været i Oregon og hvorfor, og jeg havde svaret Pacific Crest Trail, ville høre en hel masse om dén vandretur – herunder om den er hårdere end Caminoen.

Det spørgsmål har jeg også fået på mail fra en derhjemme, så for at svare helt klart på det: Ja.

Ikke for at forklejne Caminoen, for den er med marker og skov og klipper og ældgamle byer smuk (altså baseret på de første 100 km, som er, hvad jeg har af erfaring med den so far), og den er hyggelig – jeg er ret vild med alle de små byer, man tusser igennem – og jeg kan godt lide at gå den og komme ned i gear og ind i mig selv, men graderingswise i forhold til PCT er den altså meget meget nem.

På alle måder – ikke bare længden, men også terrænet. Og vejret, overnatningsformen, hvad og hvor meget man har brug for i rygsækken, og hvor langt (eller kort) man er fra civilisationen og dermed hvilken betydning ens beslutninger har. Altså underforstået – en ting som at have medbragt for lidt vand er fatalt på PCT og lidt ligegyldigt på Caminoen, hvor en by aldrig er ret langt væk.

MEN man kan og skal ikke sammenligne de to, de er hver deres eventyr på hver deres måde, så det prøver jeg meget hårdt på at lade være med.

Ligesom jeg forsøger – selv om det indimellem er en lille smule svært, når nogen klager sig i lange lange baner over, hvor absurd ekstrem en tur, vedkommende er på her – at huske på, at folk har forskellige udgangspunkt, og bare fordi jeg har gjort noget, der er langt hårdere end det her, kan det godt være tough for andre.

Især begynderne, som der er mange af. Fuck, jeg har mange gange taget mig selv i have lyst til at rette på nogens (tunge overbelæssede) rygsæk, som sidder helt gakkelak og tydeligvis gør det til en meget hårdere omgang for dem, end nødvendigt er.

Men altså – alle er jo startet et sted. Så da Harry, ham med soveposen snøret godt rundt om sig de sidste timer af eftermiddagen, mens hans kone Donna ringede til NZ og fik lykønskninger på Whatsapp og ikke kunne finde ud af at lægge på bagefter – fortalte om, hvor hårdt det havde været at krydse over Pyrenæerne, nikkede jeg bare forstående.

Og huskede på, hvor latterlig hårdt og svært JEG syntes, det var at gå nedad i løst grus i Kaukasus-bjergene, da jeg var på Elbrus for fire år siden, og min nu kæreste og dengang min guide kunne gøre det med lukkede øjne uden at skænke det en ekstra tanke. Og i hvert fald ikke tanker om, at det skulle være noget særligt. Til gengæld er der så nogle andre ting, han synes er svært.

Sådan er udgangspunkt altid så forskellige. Og vigtige at huske på. Dagens lektie herfra 🙂