Dag 118 – der kom en pakke

Gået i dag – 34 km

I dag modtog jeg en pakke. En kasse pakket ind i papir med store røde prikker og som indeholdt fire poser lakridser, en pose vingummi, en kasse lakridspiber og en omgang frysetørret bøf stroganoff.

Pakken var fra en af mine kolleger – eller ekskolleger i og med jeg jo ikke længere er ansat – på Berlingske.

Og jeg blev simpelthen så glad for den.

Jeg er vildt glad for, at min mor (adskillige gange, mine søstre og mine veninder har sendt mig pakker, men når mine kolleger og især en jeg ikke er supertæt på privat, bruger tid – og penge; at shippe lakridser over Atlanten er ikke billigt, kan jeg se på beløbet på frimærkerne – på at sende mig noget, bliver jeg ekstra glad.

Og når afsenderen som her har noteret sig fra et tidligere blogindlæg, at jeg blev begejstret for bøf stroganoff fra min mor, og han så ulejliger sig med at gå ind i en friluftsbutik og beder om det, selv om de siger til ham, at lam ellers er det mest populære på markedet for tiden, bliver jeg direkte rørt.

Så en million tak til alle jer kolleger, I ved, hvem I er, og Skipper – jeg sender god karma til dig som tak for Skippermix og Skipperpiber (of course) og håber en lille vind af det suser forbi chefredaktionen, så der venter dig en lønforhøjelse. Eller noget.

Nå, men pakken blev sjovt nok ikke leveret med skovbud til mit telt i morges. Jeg måtte først slæbe mig de 16 km fra, hvor jeg havde slået lejr, til Timberline Lodge.

Slæbe, fordi jeg var træt. Dels efter min lange vandring i går – sært, hvordan 45 km kan være okay egentlig, men 50 åbenbart lige er et par stykker for meget – dels fordi mit telt havde boet så tæt på en voldsomt trafikeret vej, at jeg havde haft et lydtæppe af tung lastbiltrafik det meste af natten. Og dels – det tilbagevendende emne – fordi jeg var sulten, men ikke havde andet tilbage i madposen end nogle kiks, der var smulret til krummer, pulver til varm kakao og baconstykker til at drysse på min kartoffelmos.

Med vilje – jeg havde sendt en kasse med mad til mig selv til Timberline Lodge, og havde sikkert tænkt, da jeg købte mad ind forleden, at de sølle ti miles her til morgen ville jeg hurtigt overstå og SÅ var der morgenmadsbuffet.

Det var der også. Efter at have gået, først i mørke mellem de tyste træer, så op ad en lang gold og sandet strækning med udsigt til Mt Hood langt over mig og Timberline Lodge lokkende på den anden side af en dyb kløft.

Da jeg nåede lodgen 9.45 – tre kvarter før de lukkede for dagens første måltid – styrtede jeg op i restauranten. Og så ned igen til toiletterne for lige at vaske hænder først. Og så tilbage og om bord i goderne.

Tjeneren var sød, mere kaffe, ja tak, lidt vand, ja tak, og havde helt sikkert set typer som mig før, der forsøgte, men ikke klarede det med bordmanérer ret godt. Jeg har aldrig slugt en portion youghurt så hurtigt. Eller kværnet en stabel af vandmelon og bagefter pandekager så usofistikeret. Eller spist en frikadelle direkte og håbede ingen så det fra den der varme sølvbakke, den er i oppe i buffeten. Men manner, jeg var sulten.

Bagefter halvlå jeg i en blød stol i lobbyen på det fine hotel og var online, mens min powerbank opladede i et stik i væggen bag mig. Det samme gjorde en flok på måske 20 øvrige vandrere – de fleste nogen, jeg aldrig havde set før. Og hvor var de kommet fra? De sidste par dage har jeg set under en håndfuld. Men ja, de kan i princippet alle sammen have gået så lidt som et kvarter foran mig hele vejen fra Mexico. Det er stadig en skør tanke – at vi er mange, der kæmper os skridt for skridt mod Canada, men jeg kan gå alene i dagevis.

Da jeg havde hentet mine pakker – fra Skipper og den, jeg havde sendt mig selv fra Ashland med mad til de næste to dage (fordi Timberline Lodge kun sælger sodavand og chokolade og jeg gad ikke bære på de to dages ration hele vejen fra Bend), sad jeg lidt mere i den bløde stol.

Og så konkluderede jeg, at jeg nok hellere måtte lette mig og komme lidt videre op ad den sti.

Jeg havde fået en sms fra Estus om, at han var på Timberline Lodge i går eftermiddags og dermed kun en halv dag foran mig.

Vi har – ligesom jeg har med Bird og Emily – jævnligt opdateret hinanden på vores Whereabouts – og med Estus så lidt foran mig, lovede jeg at speede op, så vi eventuelt kunne mødes og dele et hotelværelse i Cascade Locks, den by ved Columbia River, der skiller Oregon fra Washington.

Estus var en god hikingbuddy, da vi fulgtes lidt ad on and off i ørkenen og i bjergene, fordi han, ligesom jeg, helst vil gå alene, men gerne slå lejr sammen med nogen, så man ikke skal konversere myrerne, hvis man gerne vil snakke over “middagen”. Og i forhold til dyre hotelværelser i Cascade Locks var det helt fint med min efterhånden lidt slunkne konto at splitte regningen.

Så efter at have hængt i Ondskabens Hotel – men altså uden Redrum og tvillinger, men dog med Jack Nicholsons ansigt gennem en splittet trædør som køleskabsmagnet – tre timer-ish gik jeg videre.

Gennem et af mine måske favoritområder på hele turen so far.

Timberline Lodge ligger i skyggen af det majestætiske Mount Hood, et mægtigt skaldet og selv i august delvist snedækket bjerg. Pacific Crest Trail snor sig vest for bjerget gennem skov, gennem marker med de smukkeste vilde blomster, og oppe på klippehylder, hvorfra man er i første høje parket til udsigten til Mount Hood.

Det hjalp selvfølgelig også på det, at himlen var tindrende blå, så alting stod knivskarpt og i nuancer, som om nogen havde skruet op for farverne. De øvrige bjerge, jeg har passeret op igennem Nordcalifornien og det sydlige Oregon, har måske været lige så storslåede, jeg har bare ikke set det, for de har været pakket ind i røg. Og det er der altså ikke meget farve over. Eller udsigt i det hele taget.

Jeg kunne se på min navigationsapp, at jeg forude ville ramme en stigning på godt og vel 500 højdemeter. “The last Big climb in Oregon. Congratulations”, som nogen havde skrevet i kommentarfeltet.

Jeg magtede ikke den sidste stigning i Oregon i dag. Klokken var lidt i seks, og selv om jeg normalt ville gå indtil 19-ish, var jeg træt efter al den motorstøj og deraf manglende vandresøvn i nat, så efter at have taget en detour omkring Ramona Falls – et imponerende vandfald, der fik mig til at tænke på Island – fandt jeg en lille flad plet mellem træerne. Flad nok til at kalde min lejrplads i nat, besluttede jeg.

Og lavede min bøf stroganoff, mens jeg kværnede fire lakridspiber. Fire. Nok i virkeligheden en dårlig idé at åbne slikposen, når man er sulten. Men rationalet er, som altid når det sker, at jeg så har mindre at bære på i morgen…

About the author

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg