Dag 142 – Gittes vandrehistorie udkommer som bog

Gået i dag – 0 km

First first, og til de af jer, der ikke magter at læse et langt blogindlæg for at finde ud af, om der er hold i overskriften: ja, min blog bliver til en bog, der udkommer til foråret. Køb den i en boghandel nær dig 🙂

Og så den lange historie.

Da jeg oprettede den her side og blog, var det primært for, at min mor og de af mine venner og kolleger, der havde vist interesse for min rejse, kunne følge med. Jeg vidste, at jeg nok ikke ville orke at skrive lange mails om alt, hvad der skete på fem måneder, til en bunke forskellige mennesker, så det virkede som en god idé med en blog.

Jeg ræsonnerede, at som journalist ville det også være med til at holde min pen i gang, og så tænkte jeg, at jeg nok ville blive glad for at have min historie om “dengang jeg gik fra Mexico til Canada” skrevet ned som noget, jeg kunne læse om 25 år og forundres over, at jeg dengang i 2018 havde så stærke ben.

Jeg havde ikke på nogen måde overhovedet drømt om, at så mange ville læse med.

Tidligere kolleger, folkeskolevenner, onkler og fætre, studiekammerater, gamle naboer, ekskærester og deres venner og forældre og papsøstre, folk, jeg har mødt på rejser eller på festival eller på højskole, og folk, jeg aldrig har mødt og ikke kender og som er kommet til af de forunderlige veje, som snor sig derude i cyberspace. Jeg kan se på sidens statistik, at mange mange tusinde har læst, hvad jeg skriver, og det er jeg både meget beæret og rørt over. Og har lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke når at svare på alle kommentarer og mails og beskeder – men jeg læser dem alle. Just so you know.

Nå, men blandt dem, der har læst med, er en forlagschef. Der er meget interesseret i min fortælling. Så for at gøre den lange historie lidt kortere og uden alle mails frem og tilbage-mellemregningerne modtog jeg i sidste uge en 12 sider lang bogkontrakt.

Det er endnu ikke besluttet, hvad bogen skal hedde eller hvordan den skal se ud, men sikkert er det, at den kommer til at handle om min tur på Pacific Crest Trail og det, der førte til den, og hvad den har gjort for mig. Og for jer, der interesserer jer mere for Pacific Crest Trail end for min personlige historie, kommer den også til at indeholde en guide til stien med alt det, eventuelt kommende vandrere gerne vil vide.

Bogen udkommer i slutningen af februar i forbindelse med feriemessen i Herning Messecenter. Og i øvrigt også som E- og lydbog.

Jeg er journalist og elsker ord. Det var derfor, jeg blev journalist. (Ikke så meget for at vælte en statsminister eller afsløre et eller andet i noget-Gate, som de fleste journalistspirer ellers udnævner som deres årsag til at vælge den vej.) Så selvfølgelig er jeg vildt begejstret for muligheden for at skrive en bog. Og især om den her tur, som jeg har så meget at sige om.

Og selv om det på ingen måde har været min agenda med grifleriet, er jeg glad for, at bloggen bliver til mere end “bare” en blog. For det har været et meget – meget! – større arbejde, end jeg havde forestillet mig, da jeg kækt proklamerede inden afgang, at jeg bloggede undervejs, og fik min superdygtige IT-tekniske veninde til at hjælpe mig med at opsætte et nogenlunde brugervenligt website.

Det har taget mig godt en time hver aften at skrive (på min telefon), jeg har købt og båret på en ekstra powerbank for at have strøm nok, og jeg har været meget mere end de fleste andre hysterisk optaget af på hvilke bjergtoppe og i hvilke småbitte byer herude i ingenting, der var net- og wifi-adgang, så jeg kunne uploade blogindlæggene.

Når det så er sagt, har det selv uden en forfattertitel været tid og ekstra vægt værd at bruge og bære.

For jeg opdagede ret hurtigt, at det gav mig enormt meget, at jeg hver aften, efter jeg havde spist, og mens tusmørke blev til mørke, og der blev ro i de eventuelle telte omkring mig, har ligget i mit telt (og spist lakridser) og opsummeret dagen. Hvad har jeg oplevet, følt, tænkt, mærket. Tvunget mig til at være til stede i dagene og oplevelserne og møderne med mennesker i stedet for bare at lade dem sejle bevidstløst forbi.

Og det at skrive whatever is on my mind ud af mit sind er lige så meget terapi, som hvis jeg havde talt med en eller klog kone eller mig selv.

Af samme årsag har jeg bare skrevet og ikke redigeret eller gennemlæst, før jeg har trykket Udgiv – så det er muligt, jeg, når jeg læser det senere, får den der Fuck, skrev jeg virkelig det-følelse, som man også kan få, når man læser sin dagbog fra, da man var 15 og sur på mor, fordi man ikke må tage til halbal, og vild med Auto-Torben nede fra døgneren, som er sej, fordi han er 19 og har sin egen Toyota Corolla med fartstriber.

Der vil være en del fra bloggen, som ikke får plads i bogen, og om min kommende redaktør vil synes, at denne dags begivenheder er interessante nok, vil jeg lade hende om at vurdere.

Jeg vågnede i Guds lejr, trissede ned til morgenmad, da nogen ringede med den overdimensionerede klokke udenfor spisesalen, og fyldte mig med brød og æg og juice og kaffe, mens jeg konverserede to af de frivillige, der arbejder i Holden Village hvert efterår og som havde sat sig ved samme langbord som mig.

De havde mødt hinanden her tilbage i 1979, han var kok, hun var på et sommerkursus i litteratur, og selv om de nu bor i Minnesota, meget langt herfra, kommer de år efter år tilbage for henholdsvis at arbejde i biblioteket og agere naturguide tre uger i september.

Jeg kan godt se hvorfor. Selv om Holden Village har en undertone af en masse kristent, er der også den der højskolestemning, som – for mig i hvert fald – er helt speciel. Og så ligger det helt eventyrligt smukt så langt ude i bjergene, at den eneste måde at komme dertil og -fra på er enten ved at vandre over bjergene eller tage den (tidligere gule skole)bus, som en gang om dagen futter mellem Holden Village og færgehavnen ved søen Chelan.

Fra færgehavnen tager man så – sjovt nok – en færge enten sydpå til den noget større by Chelan eller nordpå til det lillebitte samfund Stehekin.

Jeg gjorde det sidste. Sammen med godt og vel 50 andre PCT-vandrere myldrede jeg ind i bussen, videre ombord på færgen – som mest var en forvokset havnebus, men med en snackbar, som tjente godt på alle dem, der ikke havde kunnet få deres daglige øl i Holden Village – og blev sat af i Stehekin.

Ved samtlige byer eller resorts eller mindre samlinger af bebyggelse, jeg har passeret igennem på den her tur, har jeg på forhånd haft svært ved at forestille mig, hvad de var. Disse små stykker udkants-USA, der ligger så langt fra de amerikanske metropoler og har åbenbaret liv og skæbner så fascinerende og skæve og ind imellem præcis så klichéagtige, som man tænker, at small town America er, at selv hvis jeg ikke havde vandret min vej til dem, ville jeg have fået oplevelser til et helt liv gennem de korte øjebliksbilleder, jeg har fået af dem.

Nogle af dem har været deciderede byer med butikker og restauranter og hele molevitten, andre har været næsten ingenting, men alligevel haft det, vandrere har brug for: en butik at købe mad og andre fornødenheder i, et sted at oplade elektronik, vaske tøj og tage bad, et posthus og en eller anden form for restaurant. Plus et sted at sove – hotel og/eller campingplads.

Stehekin havde også alt dette. Med den lille detalje, at hotellet som nævnt i går var fuldt optaget af – viste det sig – et bryllupselskab, der havde lejet samtlige værelser.

Jeg vidste godt, at eneste overnatningsmulighed var på campingpladsen, men i den meget lange kø til posthuset (fordi stort set samtlige 50 på færgen havde sendt en kasse mad til sig selv), var der flere andre vandrere, der blev lige så lange i ansigtet som køen, da det gik op for dem, at nej, de skulle ikke sove under tag.

At sove på campingpladsen krævede et permit fra det lokale visitor center, så da jeg havde fået min kasse fra verdens måske mest langsomme postmester, marcherede jeg op til visitor centret og fik det gratis, men nødvendige permit. Og fandt en plads, som der kunne mases to telte ind på – Estus havde ikke taget bus og båd, men insisteret på at gå de 28 km over endnu et højt pas, som også var en detour-mulighed, og ville efter planen komme til Stehekin om aftenen.

Derefter ned til den lillebitte butik og købe et wifi-password, og så sad jeg der hele eftermiddagen med cola og chips under halvtaget foran butikken sammen med en masse andre vandrere og var online for første gang i en lille uge. Utroligt at man bliver så afhængig af det – min undskyldning var, at jeg skulle uploade en helt masse blogindlæg.

Sidst på eftermiddagen begyndte det at regne.

Det havde vejrudsigten forudsagt, så det var ikke den store overraskelse, men ikke desto mindre træls. Især fordi det var den slags regn, der blev ved i en evig silen og som man hurtigt bliver kold og klam af selv uden at være direkte i den.

Alt imens vi kunne betragte bryllupsgæsterne, der først blev kørt i bus fra hotellet next door til I do-ceremonien på en ranch lidt derfra, og så kom tilbage og defilerede forbi os igen for at spise middag på hotellet. Hvilket betød, at ja, vi kunne godt bestille mad i hotellets restaurant, men vi kunne ikke spise den indendøre, for der var optaget af nogen, der lige havde sagt I do til hinanden og deres følge.

Så mens dem i kjoler og slips og med opsat hår og en kraftig duft af parfume mæskede sig i sikkert dejlig mad på en ditto restaurant, sad vi beskidte og halvfrysende vandretyper under et halvtag, som ikke var helt tæt, og spiste af papbakker med plasticbestik få meter derfra, mens regnen væltede ned.

Og bagefter kunne vi så fortrække til vores våde og kolde telte, mens bryllupsgæsterne væltede feststemte op til deres varme bløde senge.

Det var så den lille vandrer med svovlstikkerne-sølle, at det næsten var sjovt.

Hvad der til gengæld ikke var så sjovt eller i hvert fald mærkeligt, var, at Estus aldrig dukkede op.

Få andre havde også valgt gå-måden at komme til Stehekin på, og de traskede gennemblødte og med bøjede hoveder under regnhætter ind mellem vandpytterne på området mellem havnen og butikken/hotellet i tusmørket først på aftenen. Men ikke Estus.

Well, han har gået langdistancevandringer før, så klarer sig nok, selv om det er lidt sært, at han ikke er kommet, tænkte jeg, da jeg ved 20-tiden ikke magtede at sidde krøbet sammen på en bænk i drypperi længere og med min telefon lyste mig vej op til mit telt på den bælgmørke campingplads.

Campingpladsen er ofte besøgt af bjørne, så den var udstyret med de såkaldte bjørneskabe, man skal parkere alt sin mad i. Jeg havde lyst til varm kakao, men fordi det allerede var mørkt, ville jeg ikke lave det i mit telt – en lækkersulten bjørn ved jo næppe, at klokken kun var 20 og ikke helt godnattid endnu – så jeg halvløb gennem regnen med min brænder og gryde og kakao op til det eneste tørre sted i nærheden: toiletterne.

Og så sad jeg der under et godt solidt halvtag på betongulvet foran herretoilettet og lavede og drak varm kakao.

Nævnte jeg forleden, at jeg føler mig meget i live herude? Det gjorde jeg også der – selv om det ikke havde indgået i nogen af mine forestillinger om den her tur, at jeg ville sidde foran en toiletbygning på en campingplads og drikke varm kakao i skæret fra min pandelampe, mens regnen hamrede ned. A moment to remember.