Dag 135 – here runs a madwoman

Gået i dag – 47 km. 78.116 skridt

Da jeg lagde mig til at sove i går, var det min plan at stå tidligt op og forsøge at gå 47 kilometer til Stevens Pass – for derfra at score et lift til byen Leavenworth, som var mit og Estus’ næste bystop.

47 km er langt. Især i Washington, som ikke er forsynet med ret meget terræn, der ligesom i Oregon bare går jævnt og behageligt ligeud. Washington er konstant op eller konstant ned.

Og da jeg vågnede til vækkeuret kl 5, var det fristende at blive liggende og ændre min distance-ambition til nej-ikke-alligevel. Men da jeg lynede inderteltet op og opdagede, at yderteltet nærmest sejlede i kondensvand – måske jeg havde slået telt op lidt for tæt på den sø? – blev det til jo-alligevel.

For selv om vejret ikke lignede regnvejr, lignede det heller ikke en dag fuld af høj sol, så jeg kunne tørre teltet senere. Og stod valget mellem at slå et vådt telt op om aftenen og at gå 47 km og ende dagen i en seng, valgte jeg det sidste. Ja, så ved man det om mig, hvis det spørgsmål nogensinde skulle komme op i et eller andet brætspil om at kende sine venner.

Skulle jeg nå at gå så langt, inden det blev mørkt, skulle jeg imidlertid tidligt afsted, så præcis 6.07 (tjek på ur) gik jeg. Med pandelampe og alt mit tøj på, inklusiv dunjakke og vanter.

Som jeg dog ret hurtigt smed – altså ikke ALT mit tøj, men dunjakken og pandelampen – fordi det efter en lille hop-på-sten vandkrydsning gik stejlt opad og samtidig blev lyst.

Halvvejs oppe drejede jeg om et hjørne. Og der – på en sten i en stribe morgensol – sad Estus parkeret. Helt afslappet som om han havde siddet der hele tiden, mens jeg havde stavret op ad stien og småbekymret mig om hans forsvinden de sidste halvanden dag.

Og så kunne vi så gentage seancen med at kortlægge, hvor vi havde været hvornår og hvor vi havde misset hinanden.

Denne gang var det Estus, der var faldet bagud i feltet allerede den dag, vi forlod Snoqualmie Pass i regnen.

“Jeg magtede ikke at gå så langt, så jeg slog teltet op i en pause i regnen,” sagde han og sjussede sig frem til, at det var godt 5 km før der, hvor jeg slog lejr og ventede på ham.

Ventede så meget, at jeg overlod den bedste af de to teltpladser i det ryddede område i skoven til hans større end mit-telt. Lod jeg ham lige vide.

“Well, you hike like a madwoman in the rain,” sagde han i en tone, der både indeholdt beundring og irritation. Jeg kunne ikke helt greje, hvad der var mest af.

Men ja, det gør jeg, for det er koldt at stå stille og så kan man jo lige så godt gå. Hurtigt.

Jeg fortalte ham om min madwoman plan for i dag.

Så langt var han slet ikke med på at gå, sagde han, men ville bare møde mig in town i morgen, hvis det skulle lykkes mig i løbet af dagen at komme over de fire bjergtoppe med stigninger på i alt cirka 2.000 højdemeter, der var dagens vandreprogram.

Jeg satte i gang. Gik rask til. Tog min trøje og vanter og hue af, da solen kom frem, mens jeg var højt oppe på en bjergside midt i den. Det hele på igen, da jeg dykkede ned i en mørk – kold – skov. Af igen, da det gik, hjernedødt stejlt, opad. På igen nedad på den anden side af toppen. Beholdt det på, da jeg nåede til den – turens forhåbentlig sidste – flodkrydsning, som viste sig at være piece of cake.

Jeg holdt kun meget få pauser for at give mine fødder lidt hvile, men at holde frokostpause overvejede jeg end ikke – det tog for lang tid. Så jeg spiste on the go. Nødder, kiks, proteinbarer og tre Twix og en Snickers og to poser M&M. Og de sidste lakridser, som havde ligget i rygsæklommen og var løbet lidt ud af facon og var lidt fedtede, men smagte jo stadig af Skippermix.

Da klokken var 18, manglede jeg knapt 4 km. Det regnede, og når jeg nåede ned til vejen, var næste projekt at få et lift de godt og vel 50 km ind til Leavenworth. Godt nok er jeg kvinde og har derfor umiddelbart større chancer for at nogen stopper (ja, verden er uretfærdig, boys), men var det blevet mørkt, var chancen selv trods værende indehaver af bryster ikke voldsomt stor. Og når det regner, er mørke noget med ikke meget efter 19.

Så jeg løb. Bogstaveligt talt løb jeg ned ad stien, som heldigvis på dette stykke mestendels var fin skovsti. Spænede med rygsækken dansende op og ned, vandrestavene holdt frem som balancepinde, hvis jeg i farten væltede over en usynlig trærod, og med lunger, der var helt med på dette nye tempo. Overvejede faktisk mens jeg gungrede afsted, om jeg mon skulle udnytte min pt superform til at forsøge at blive glad for at løbe, når jeg kommer hjem.

Jeg var nede inden mørketid. Til gengæld pissede det ned. Og de første mange biler stoppede ikke for den gennemblødte mudrede vandrer pakket ind i regntøj, der stod der i ensom majestæt i et ensomt pas oppe i Washingtons bjerge.

Jeg slog hætten på regnjakken ned og hev elastikken ud af håret som en anden L’Oreal reklame. Det skulle i hvert fald ikke være, fordi nogen troede, jeg var en mand (i skriglilla regnjakke), at de drønede forbi.

Så stoppede to biler samtidig. Klart på grund af det udslåede hår. Eller også var bilisterne bare venlige mennesker. Det var i hvert fald ham, hvis Audi jeg hoppede ind i og omhyggeligt forsøgte ikke at mudre alt for meget til.

Bill hed han og var direktør for et eller andet, jeg ikke helt fangede, og han var vild med at fiske og var separeret, men aldrig blevet skilt, så nu boede han og (halv?)konen i hver sin by og var en slags par – den ene af byerne altså værende Leavenworth, hvor han nu var på vej til sådan en lørdag aften. Med et monstrum af et skraldestativ bagi bilen.

“Ja, den er altså tom, den skraldespand,” undskyldte han, da vi smed min rygsæk ind ved siden af. Jeg havde lyst til at sige, at der var tre dage gammelt skrald i den rygsæk.

I stedet sagde jeg til hans spørgsmål om hvor meget man skal træne, før man begiver sig ud på sådan en tur her, at ingenting er nok. Eller det var i hvert fald nogenlunde, hvad jeg gjorde. Trods en meget ambitiøs trænlngsplan flere måneder før afgang nåede jeg det for some reason ikke rigtigt – og det gik jo alligevel, smilede jeg til Bill.

Han lignede lidt typen, der helst ser, at man ikke sløser med sin træning, men købte mit argument om, at man går sig i form herude. At man går forholdsvis lidt de første uger, også for at undgå skader, og så kommer formen, musklerne og the Trail legs.

“Hvad så hvis man er tyk?” spurgte han.

Ja, så kan man også være med, svarede jeg og spekulerede over, hvorfor han spurgte om det.

Jeg fortsatte mit foredrag: En god grundform er selvfølgelig bedst, også for ens oplevelse af turen, men man taber sig uundgåeligt undervejs, og jeg har set mange mange billeder på facebook fra monumentet ved Mexico af kvinder og mænd i størrelse XL, som er halv størrelse ved halfway monumentet.

Bills status som halv-indbygger i Leavenworth betød, at han kendte byen, så da vi nåede frem, gav han en hurtig sightseeing, så jeg vidste, hvor hvad lå – sportsbutik, supermarked, McD, turiststrøget, tjek – og satte mig så af på det motel, jeg havde læst mig til opererede med vandrevenlige priser.

Det gjorde det så ikke rigtigt om lørdagen – omend det stadig var billigere end de fleste andre hoteller, jeg har boet på på min vej fra Mexico.

Jeg fik nøglen og så – 14 timer efter jeg begyndte at gå i morges – kunne jeg lade mig falde baglæns ned på en blød seng. Oh. So. Sweet.

Jeg lå der i et par minutter, så tog jeg mig sammen og gik i supermarkedet for at tanke op på drikkevarer og bagefter SaladInn – aka McDonalds – og købte alle de kalorier, jeg ikke havde fået i løbet af dagen. Og tog så et skoldhedt bad for at få den kropsvarme tilbage, som regnen havde skyllet ud af mig.

I badet opdagede jeg, at de horn, jeg for længe siden fandt på det nederste af min ryg, er vokset. Scoop påstod jo godt nok, at det bare var mine knogler, der stak ud på steder, der plejede at være dækket af fedt, men i så fald har jeg tabt mig endnu mere – og kun i højre side af lænden. Meget mystisk.

Jeg havde luret det lidt forleden, da min lænd i højre side helst ville være fri for at have rygsæk på. Det lader sig ligesom ikke gøre, men i dag opfandt jeg en beskyttelsesanordning i form af min Therm-a-rest siddepude, som jeg satte i spænd på lænden under rygsækken. Voila, problem solved. Eller symptombehandlet.

Til de ikke-indviede er “siddepude” sådan et letvægts-skumunderlag i ass-size. Som by the way er en af de ting, der ikke figurerer på min pakkeliste, men som jeg fandt i en hikerbox ret tidligt på turen og er mit måske mest værdsatte stykke udstyr. Ingen støv, skidt, myrer, torne, grannåle, harpiks, skarpe klippekanter eller vådt buskads på mine bukser eller shorts – jeg kan sætte mig hvor som helst. Og nu også bruge det som støtte til åbenbart handicappet ryg.

Til eventuelt kommende PCT-vandrere: Dont go without it.

About the author

Comments

  1. Sådan en siddepude hang og dinglede nederst på min lille rygsæk i en plasticpose , da jeg var på Færøerne.
    Den gjorde det samme for mig, jeg kunne sætte mig alle steder, uden at tage rygsækken af:-)
    Igen fantastiske billeder. Og hold nu op en fantastisk vilje, du er udstyret med! Respekt og tak fordi du deler…..alt!
    Glæder mig så meget til at se dig, men vil savne min godnatlæsning.

  2. Du har så hermed ændret min holdning til det der med at samle tomlere op… Jeg er stadig fuld af imponere – og glad for at jeg kom med her på det ALLER sidste trek. Masser af tænker herfra /M.

    1. Hej Marianna

      Det er jeg glad for – altså at jeg har ændret din holdning til at samle tomlere op. Min tur har gjort det samme for mig. Og tak for fuld af imponere 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg