Dag 117 – magi og 73.384 skridt

Gået i dag – 50 km

Oppe i det nordlige Oregon, tæt på grænsen til Washington, ligger der et bjerghotel, der hedder Timberline Lodge. Det er et af den slags steder, velstillede mennesker fra storbyer tager til, når de ønsker sig noget natur og luft og at bo (dyrt) i lækre suiter på alpehyttemåden.

Og nå ja, så er Timberline Lodge det hotel, hvor de udendørs scener i The Shining – Ondskabens Hotel – er blevet optaget. Hvilket stedet selvfølgelig lever turistmæssigt højt på.

For mig og alle andre PCT-vandrere er det dog hverken eksklusive hotelværelser eller en guidet tur rundt på Ondskabens Hotel, der gør, at Timberline Lodge – som Pacific Crest Trail går lige forbi – der er trækplastret ved det sted.

Det er den overdådige all you can eat morgenmadsbuffet, som folk allerede for 2.000 km siden fablede om. Længe inden man og de og jeg vidste, om vi overhovedet ville nå så langt.

Da jeg stod op i morges, var jeg præcis 66 km fra Timberline Lodge. Og havde to muligheder:

At gå samtlige 66 på en dag – jo kortere end 50 miles/80 km udfordringen, som jeg nævnte forleden – men stadig med nogle timer i mørke-vandring.

Eller at gå så langt jeg kunne i dag og slå lejr, inden det blev mørkt, og tage resten tidlig i morgen tidlig, så jeg ville være der til buffeten.

Jeg valgte det sidste. Og tænkte, at hvis min ankel satte ud eller der skete noget andet uforudset i løbet af dagen, kunne jeg altid gå efter frokostbuffeten, som også skulle være af høj klasse – omend ikke helt så hyped som de der vafler og frugt og youghurt og bacon i alle afskygninger.

Det første lidt uforudsete var, at jeg først kom afsted kl 7, fordi det var så tissekoldt, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at forlade min sovepose kl 5, som jeg ellers så optimistisk havde sat mit vækkeur til.

Og klokken 7 var alle de kvindelige bibliotekarer også oppe og sad i deres lejr med deres campingstole og kaffe på kanden og røræg på pander og alt muligt andet luksus, jeg ikke slæber på, og så skulle vi jo lige sludre lidt om det. Og om at være på vej til Canada.

Dernæst nåede jeg efter godt fem km en bjergtop med signal på telefonen, og så gik der en lille halv time med at stå det hele rigtige sted på stien, hvor signalet var stærkest og uploade to blogindlæg. Og læse en masse beskeder fra søde mennesker. Og tusind tak for dem til jer alle sammen – jeg svarer, når jeg har mere stabilt net og lidt mere tid, promise.

Og SÅ satte jeg speed på benene. Som heldigvis by now er så velsmurt en hikingmachine, at de kører af sig selv og bare bliver ved og ved. Jeg hørte en lydbog, spiste nødder og M&M og holdt kun pause, når jeg skulle tisse. Eller stoppe for at tanke op på vand fra en bæk eller sø.

Og således havde jeg klokken fire-ish tilbagelagt cirka 35 km. Og var stadig frisk, så besluttede at gå efter at nå 50 km, inden det blev mørkt.

Jeg havde udover bibliotekarerne ikke mødt nogen andre mennesker i løbet af dagen. At all. Det er ret usædvanligt og også lidt mærkeligt – var jeg overhovedet på den rigtige sti? – så da der pludselig kom en mand slentrende imod mig, smilede jeg venligt og slukkede for min lydbog – han lignede en, der gerne ville snik-snakke.

“Are you thruhiking?”, spurgte han.

Thruhiking betyder, at man går hele vejen mellem Mexico og Canada og altså ikke “bare” et mindre stykke på 5-800 km.

Jeg bekræftede, hvorefter han spurgte, om jeg ville have noget Trail Magic.

Det er jo et lidt dumt spørgsmål, for øh ja, altid. Men hvorfor sneg han sig rundt herude på stien med ingen magi i hænderne og spurgte om det – normalt er Trail Magic lig med en bil læsset med spiselige og drikkelige goodies, som man passerer på en af de veje, der krydser stien.

Det viste sig, at han havde begået den Trail Magic rookie mistake at parkere sin bil med goodies på en campingplads ved en sø, som lå nogle hundrede meter fra stien – dvs ikke PÅ stien, og når magien ikke er PÅ stien, og der ikke er et skilt, ved man jo af gode grunde ikke, at der er grund til en detour til sø og campingplads.

Men det vidste jeg så nu, så jeg fulgte i hælene på ham – til et slaraffenland af sandwich, mælk (åh, mælk), bananer, appelsiner, chips og mere mælk.

Og fandt så ud af, at jeg kendte den gode engel. For det var den samme mand, som for tre måneder og 2.600 km siden delte hotdogs og is og colaer ud nede i ørkenen, og lignede med sine for store cowboybukser og mave og sko, der ikke var snøret, en, der ikke selv havde gået mange skridt i sit liv, men faktisk viste sig at have gået PCT – og et par andre langdistancevandringer – adskillige gange.

Det var fristende at blive hængende på campingpladsen og spise mig mæt hele aftenen, men den morgenmadsbuffet kaldte, så efter en time takkede jeg pænt tak for mad og så styrtede jeg videre. Styrtede for at nå det campsite 50 km fra morgenens lejr inden det blev mørkt. Fordi min pandelampe lå begravet langt nede i min rygsæk og jeg gad ikke stoppe for at grave den frem.

Så de sidste ti minutter; efter solen var gået ned og skoven blev så mørk, at jeg ikke kunne se de forræderiske trærødder, halvsnublede jeg fremad, nåede en vej, som jeg krydsede, og voila, ved at lyse med min telefon, som jeg – selvfølgelig – havde ved hånden, spottede jeg en lejrplads.

Op med teltet, men for træt til at lave mad – og havde jo også spist sandwich hos den søde Trail Angel, så slugte bare en pose Oreos og en KitKat – og skifte sokker fra de svedige vandresokker til mine bløde rare fleece sovesokker. En luksus, som ultralight vandrerne garanteret ikke har, men som jeg gerne bærer 34 gram mere for at have. Især på en dag, hvor mine fødder har båret mig helt præcis – ifølge min skridttæller-app – 73.384 skridt. Crazy.

About the author

Comments

  1. Tak for din gode blog, som jeg læser med stor interesse – du skriver rigtig godt, og har heldigvis masser af humor og selvironi.
    Pøj pøj med at nå hele vejen!
    Vh
    René

  2. Hej Gitte
    Jeg følger også med stor spænding hver dag din blok.
    Du har en super måde at skrive på og dejlig humor.
    Jeg syntes du er helt vild sej i dine handlinger.
    Tak for at være ærlig vedr kæreste nu X
    Mange af dine tanker giver eftertanke hos mig – så mega lærerigt også for mig.
    Hilsen Simone

    1. Tusind tak, Simone – jeg er rigtig glad for, at mine tanker også sætter tanker i gang hos dig. Og lover både at være ærlig og – forsøge – at være sjov resten af turen også. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg