Dag 77 – PostNord mareridtet nu også på amerikansk

Gået i dag – 12 km

Når venner og kolleger og min nevø, kloge Oliver, inden jeg tog afsted på den her tur spurgte mig, hvad jeg var mest bange for, svarede jeg som regel klapperslanger, at skulle krydse vilde floder eller at savne min hund.

Jeg havde ikke et sekund tænkt, at en af de ting, der skulle figurere højt på udfordringslisten, ville have at gøre med postvæsenet. I mean – selv PostNord magtede at få alle de mange, mange ting i udstyrskategorien, jeg bestilte online før afgang, frem til mig uden (nævneværdige) problemer. Og det amerikanske postsystem kan sgu da dårligt være ringere end det danske.

Tænkte jeg. I det omfang, jeg overhovedet tænkte i postbaner.

Men man lærer og lærer. I dag var endnu en læring i at tackle det uforudsete.

Jeg kom til Sierra City. Som lyder som en storby, men er én vej (som hedder Main Street selvfølgelig) med et par hoteller, barer, et posthus, en såkaldt Country Store og ifølge byskiltet 225 lokale sjæle. Thats it. Men det var alt, hvad jeg skulle bruge. Morgenmad på Red Moose – kaffe, æg og bacon – og så posthuset.

Hvor der skulle ligge tre pakker/breve til mig. Den ene var godt nok sendt til Country Store, men de to bygninger gnubber sig op ad hinanden, og jeg havde læst mig til, at postwise var det same thing.

Postmanden fik mit efternavn, slog op under H i den store sorte bog, hvor han åbenbart meget manuelt skrev alle navne på modtagere til ankomne pakker ned. Og nope, der var ikke noget til mig. Han viste mig bogen. Ingen Holtze. Heller ingen Gitte – som jeg lige tjekkede, hvis nu de havde fucket op i for- og efternavn.

For crying out loud. Det skal der fanme være, sagde jeg. På en pæn måde.

Så startede diskussionen om, hvordan pakkerne og brevene så ud. Jeg havde billeder af to af dem, ikke den tredje.

“Skiller de sig ud på nogen måde?” spurgte han. “Tape i skrigende farver? Disneyklistermærker? Dit navn med stort på siden?”

Trackingnummer?

Nej til det hele.

Så sagde han: “Gå ind i the Country Store og led efter dem. Vi har ikke plads til alle de pakker og breve her, så det ender som regel derinde.”

Lad mig sige det sådan: Den country Store har heller ikke plads til alle de pakker og breve.

En gulv til loft reol plus gulvet foran plus et par kvadratmeter bagved var dedikeret pakker. I en skøn uorden. Ingen sortering efter navn, ankomstdato, størrelse, nothing.

Jeg stirrede på kaoset, og så gik jeg i gang. Hev samtlige kasser ud, mens et par andre vandrere, der også var gået forgæves på posthuset, gjorde det samme i jagten på deres post.

Jeg fandt langt inde bagerst på en hyler efter lang tid én af mine tre leverancer. En gudegod en med alt godt i Haribo og Pingvin. Kæmpetak til Karen ❤️

Men de to andre var nowhere to be found.

Tilbage på posthuset fik jeg den besked, at der kom ny post dertil kl 11.30. Kl 11.30 lød beskeden, at han først skulle sortere den ankomne post. Kl 12 lukkede han, mens han sorterede. Kl 13 havde han ikke nået at sortere det hele. Kl 14 lukkede han for dagen, men inden da havde jeg kl 13.55 tvunget ham til at kigge igennem, om mit navn stod på noget af det i dag ankomne.

No such luck.

SÅ indtil nu har jeg fået 3 af de 8 breve eller pakker, I søde mennesker har sendt til mig. En lidt sørgelig statistik. Men hvor de foregående no-shows åbenbart er blevet sendt retur, fordi de har ligget mere end 14 dage, var tilfældet her, at de slet ikke var ankommet. Eller – og det ved man jo aldrig i en country store med selfservice på pakkehylden – om nogen har snuppet dem.

Uanset – vildt træls. Især hvad angår den pakke, der indeholdt nogle lidt vigtige piller mod en stofskiftesygdom, jeg er så heldig at være udstyret med.

Så jeg brugte det meste af eftermiddagen på at forsøge at lægge en plan B i forhold til det. Den er ikke færdig endnu, den plan, til gengæld var det faktisk en hyggelig eftermiddag – selv om det ikke var meningen, at jeg skulle have siddet der på en bænk bag den country store og bællet store mængder kolde drikke, mens jeg tænkte. Jeg skulle have været videre – Sierra City var planlagt til bare at være morgenmad og posthus og så afsted nordpå.

Men altså, det var bagende hedt, cirka 35 grader, sagde termometeret, der hang i skyggen på verandaen foran landkøbmanden, og jeg tapsvedte, selv når jeg sad helt stille, så på den måde var det faktisk helt okay ikke at okse derudaf ude på stien.

Og så var her rigtig mange vandrere. 30-ish, vil jeg gætte på. Langt de fleste af dem havde jeg ikke set før, hvilket jo kan undre, når alle har gået ad den præcis samme sti, men de fleste var søde – vi er nået så langt nu, at alle dem, der, virkede det til, primært kom for at feste sig op ad stien i en evig tåge af pot, er væk, og de facader, man på bedste første-dag-i-gymnasiet vis mødte så mange af i starten, er skrællet af, nu er man det, man er. Og det er virkelig rart.

Så jeg sad og var den, jeg var – altså hende fra Danmark, der var muggen på posten – mens jeg snakkede med især Scoop, en mand i 50’erne, som fik mig til at grine af hveranden sætning, han sagde – gotta love folk med samme yderst raffinerede humor som en selv – og Coper (som åbenbart betyder noget med at vide noget om slanger), som var ret pæn og forærede mig lunser af den mad, han havde sendt til sig selv, fordi han ikke længere havde lyst til Slim Jims og alt det kaffe.

Ind imellem min udtænkning af stofskifteplan overvejede jeg, om jeg skulle gå videre eller blive til dagen efter og starte tidligt ud. Det var som sagt en million grader her midt på eftermiddagen. Og de første 8 km gik det – meget – op ad bakke.

Scoop ville gå videre, når det blev lidt køligere – altså sidst på eftermiddagen. Hvordan jeg syntes, det lød? Udover stadig som op ad bakke.

Coper ville blive til dagen efter, fordi han havde gået 30 miles dagen før og havde lidt efterveer i knæene. Og fik casually slynget ud, at han ville lave den pose gnocchi, han havde fået sendt fra en ven, til aften. Og at der var nok til to.

Den ene var cute, den anden sjov. Should I stay or should I go? Hvad gjorde jeg, tror I?

Ps. Mht pakker og breve fra jer, der stadig overvejer at sende noget over Atlanten – hold your horses, indtil jeg har researchet på de sende-tider. Det er for øv for både mig og jer, hvis jeg fortsætter den her no-mail-for-me statistik. :/

2 kommentarer til “Dag 77 – PostNord mareridtet nu også på amerikansk”

  1. Hvor er det dog bare irriterende for dig med den post!
    Håber du finder en løsning! Fremfor alt, tab ikke modet
    Knus fra Marchen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.