Dag 78 – Og så kom Alec Baldwin med øl
Gået i dag – 37 km
Nå, hvad gjorde jeg i går?
Blev jeg i Sierra City natten over og spiste italiensk med pæn mand, eller tog jeg min rygsæk på sidst på eftermiddagen, da det var blevet køligere, og gik tilbage på stien med sjov mand?
Jeg gjorde det sidste.
Fordi sjov er bedre end pæn, og fordi jeg havde mest lyst til at komme afsted. Mænd eller ej. Videre.
Så Scoop og jeg og to andre vandrere fik et lift de 2 km tilbage til stien med ham, der vendte burgere i burgerbaren ved siden af Country Store, da han var done med dagens burgerdont, og så gik jeg godt 6 af de 12 km op ad den stygge bakke, der ventede, inden jeg slog lejr.
Og satte uret til kl 5 i morges. Som om jeg var tilbage i ørkenen og var nødt til at ræse nogle kilometer ind på dagskontoen to beat the heat.
Som ikke var så slem i dag – men det hjælper selvfølgelig at være godt 1200 meter højere oppe end nede i Sierra City i en dal uden vind.
Jeg fulgtes med Scoop. Altså på den måde jeg bedst kan lide at følges med nogen: man går hver især i sit eget tempo og så mødes man til pauser – som i dag var, hvor der var bække med vand, og på et sted, hvor der ifølge navigationsappen var telefonsignal.
På sidstnævnte sad jeg i skyggen af et grantræ i lang tid og var online. Ikke bare for at tjekke på facebook, hvad folk egentlig går og laver for tiden, men fordi jeg stadig forsøgte, nu i samråd med min søde søster, der var gået aktivt ind i sagen med systemet i Danmark, at finde en løsning på de piller mod lavt stofskifte, jeg har brug for, men ikke modtaget af forskellige postrelaterede årsager.
Jeg kom ikke nærmere nogen god løsning, og det koster energi og tid og skaber frustrationer, som jeg meget lidt har interesse i at have, så pt hælder jeg til at tage konsekvensen af ikke at tage pillerne. Dør jeg af det – og nej, det gør jeg næppe – er det jo også en historie at berette :/.
En anden pause holdt Scoop og jeg på en campingplads ved en vej – altså en af dem med mange såkaldte carcampers.
På den slags campingpladser er der skraldespande, eller som i dette tilfælde containere. Som altid er et velkomment syn, for så kan man komme af med sit skrald fra slikposer, vådservietter, diverse emballage, avocadoskræl, osv.
Og glad gik jeg over til containeren, åbnede den og dumpede min pose med skrald.
“Du skal altid sparke til den først,” råbte en ophidset stemme ovre fra toiletterne.
Excuse me? Lignede jeg nok en, der sagde, selv om jeg ikke sagde noget.
“Ja, for at tjekke, om der er en bjørn i den. I går var der en bjørn i den der ovre,” sagde kvinden, der viste sig at være en ranger, myndigt og pegede over på en container, der stod og skammede sig for sig selv lidt væk.
Jeg gik tilbage til den sten i skyggen ved siden af vandhanen, hvor Scoop sad og filtrerede vand, og fortalte om bjørnen i containeren.
Det er sikkert the talk of the campground, sagde han med en ironisk hovedrysten, mens jeg var mest optaget af, hvordan en bjørn var kommet ned i den container – låget var jo freaking tungt og krævede, at man drejede et hængsel.
Sidst på dagen slog vi lejr et sted uden bjørne. Eller, det kan man faktisk ikke vide, for de lever i disse skove, men det hedder sig, at de især er, hvor de har lært, at der er mad – dvs på etablerede campingpladser. Vi var på noget, der dårligt kunne kaldes en uetableret lejrplads – et par ryddede og flade teltstore arealer lige ved siden af en grusvej, der krydsede PCT.Ikke superoptimalt, men der var 7 km stejlt opad til næste campsite, og selv om jeg efterhånden har lært, at der kan være mulige lejrpladser mange steder, er de sjældent på steder, der går stejlt opad i en skov. Stien er der oftest bare en flad strimmel i hårnålesving op ad en skråning, hvor nåletræer i massevis klynger sig til jorden på en måde, der virker som i trods mod tyngdeloven.
Så vi blev ved vejen, og ligesom jeg var i gang med at lave gourmet ud af min kartoffelmos med olivenolie, salt og peber, kom et rådyr spadserende forbi. Det havde ikke set os, stod bare upåvirket og gnaskede i de åbenbart uimodståelige lavthængende blade på et træ.
Bagefter gik det over mod Scoops telt. Målrettet, som om det vidste, at teltet indeholdt alt i frysetørret mad. Han rejste sig for at tage et billede af the crime in action, og det syntes hr rådyr alligevel så lidt om, at han forlod scenen og på vej ud spankulerede lige forbi mig. Hvilket jeg så overhovedet ikke opdagede på grund af den kartoffelmos, der var ved at brænde på.
Vi spiste videre, til dessert delte Scoop et stykke American Cherry Pie med mig, og så – igen – var der forstyrrelser i måltidet.
Denne gang i form af en jeep, trækkende en oversize trailer, der var læsset med et amerikanerkøleskab. Og ja, vi var stadig langt ude i skoven.
Den bremsede.
“Do you guys want a cold beer?!?”
Råbte Alec Baldwin – som det ikke var, men skulle den ægte Alec Baldwin nogensinde bruge en stand-in i sine filmroller, var denne gut the one. Fra håret til den brede kæbe til filmstjernesmilet.
Jim, som dobbeltgængeren hed, var leder af en wilderness camp for handicappede børn, der lå lige her i nærheden, og var i gang med at forberede sommerens ophold.
“Jeg giver altid øl til PCT-vandrere,” sagde han. “Min far gik den selv i 1940.”
Det var ret vildt i betragtning af, at PCT først officielt blev etableret i 1968, men det skulle i hvert fald ikke skille os fra de to kolde fra kølekassen, han rakte os. Uofficiel og meget uventet Trail Magic. Fantastisk.
Og så smalltalkede vi lidt om vores vandring. Hvor langt går I om dagen? I snit 30 km, helst mere. Hvordan er det at være så beskidt? Det vænner man sig til. Nogle vilde møder med wildlife? Nej, ikke rigtigt. Har I gået sammen siden starten? Øh nej, vi mødtes i går.
Det sidste syntes Baldwin var awesome. At man bare sådan mødes og så følges man. Og det er det da også. I går morges, da jeg efter at have vandret alene i en uge kom til Sierra City, havde jeg ingen idé om, at jeg ikke ville gå ud derfra alene. Ikke fordi jeg var ked af at være alene – overhovedet faktisk – men Scoop er godt selskab. Så for nu er det helt fint at have en vandrebuddy.
Som får mig til at grine – selv af pille&post-miseren.
Hæ hæ…. Er først lige startet med at følge dig (fantastisk læsning og skønne foto) så var sikker på du blev og afventede endnu en dag med post Sådan kan man jo tage fejl og ja dejligt med en sjov og opmuntrende fyr for en stund på din lange vandre tur.
Fortsat rigtig god tur krydser fingre for dine piller vil komme frem
(Måske finder du ud af på turen at de slet ikke er nødvendige mere) hilsen Simone
Sjov er KLART bedre end pæn. Til alle tider.
Du får lige en hilsen fra København – det føles rigtigst lige at præsentere mig selv til gengæld for, at du så generøst deler ud af historier om dit liv på PCT 🙂 Tak for super hyggelig læsning…jeg er kommet med efter Opdag Verden featuren. 🙂
Jeg har længe været hooked på tanken om at gøre en af Triple Crown ruterne. Men det er stadig på tankeplan…jeg venter på at der for alvor bliver kaldt derude fra. Indtil da, er det fantastisk at læse med på sidelinjen fra livet derude på trailen. Hep hep…go’e ben!!
Begyndte først at følge dig for en uge siden efter at have “opdaget dig” via Opdag Verden på Facebook. Så fantastisk det du gør wauw live the dream.