Dag 13 – op, op, op, op

Gået i dag – 17 km

En af mine yndlingskolleger kommenterede forleden på min lange svada om Will. Noget med at de fysiske anstrengelser måtte være overkommelige, når Will-sagen fyldte så meget. 😉

Folk fylder. Meget mere end jeg havde regnet med faktisk. Og også mere end jeg egentlig bryder mig om – jeg tror, at jeg so far har mødt i nærheden af 100 mennesker, de fleste andre vandrere, men også de såkaldte Trail angels, folk der har kørt mig til og fra byer og stien, turister der bare er på dagsvandretur, osv., og selv om man (læs: jeg) er her for min egen skyld, forholder jeg mig på en eller anden måde til dem alle – især de andre vandrere, som jeg ser on og off hele tiden, snakker med og hører om deres liv og genvordigheder og grunde til at være her. De fleste er søde, og det er spændende at møde dem, men også ja, lidt anstrengende hele tiden at være en del af en gruppe, selv om alle er her for sig selv – hvis det giver mening.

Anyway – jeg tænkte meget på yndlingskollega Lars denne morgen. Dagens program hed 17 km op over San Jacinto bjergene. Og hvor meget bjerg kan der være i en ørken, kan man så spørge sig selv. Ret meget – helt præcis en stigning på 1500 højdemeter fra Idyllwild til toppen af San Jacinto. Som godt nok ikke er en del af Pacific Crest Trail, men en detour på cirka 5 km, som man jo ikke kan lade gå fra sig, når nu man er her.

Så efter halvanden dag i slentretempo rundt i en bjergby og med enten kaffe eller vin i glasset var det lige på og hårdt denne morgen. Op, op, op. 10 km fra parkeringspladsen, hvor vi blev sat af, til toppen.

Oveni det bar vi på voldsomt tunge rygsække, fordi bjerget var første stop på en 5 dages tur inden næste by og dermed i nærheden af 4 kg plus gas og tre liter vand. Jeg vejede den ikke, men gætter på, min rygsæk havde en kampvægt på måske 14 kg.

Så selv om jeg stadig er vabelfri, og selv om min ankel åbenbart har haft rigtig godt af en fridag, var det en opstigning, der ikke kan kaldes andet end en fysisk anstrengelse. Med ualmindelig mange pauser undervejs.

“Hov, næææh, en udsigt, jeg tror lige, jeg skal have et billede – nok bedst jeg lige stiller rygsækken fra mig.”

I al fairness overfor mig selv VAR det en fantastisk udsigt. Først ned over Idyllwild og omegn, så da vi kom højere op, til ørkenen på den anden side af bjergene. En fuldstændig pandekageflad ørken. Som ikke desto mindre er befolket – bl.a. kunne vi langt dernede skimte den grønne oase midt i al det golde og barske, der er døbt Palm Springs.

Jeg har engang på et roadtrip i USA for en evighed siden taget en svævebane op til en af toppene i San Jacinto – endestationen for den kunne jeg også se. Og kom til at tænke på, hvor anderledes mit liv var dengang. I 2001 vidste jeg ikke, der var noget, der hed Pacific Crest Trail – let alone drømme om, at jeg 17 år senere ville stå her i de samme bjerge i vandresko og med vægten af en halv elefant (mindst!) på ryggen.

Da vi havde set toppen, stirret ud, taget billeder og kigget noget mere – ikke mindst på de næste bjergtoppe derude i horisonten vi skal over om et par dage – gik Laura og jeg nedad igen. Tim, som vi havde leget bjergbestigere med, ville blive og sove i en faktisk superhyggelig hytte (omend i virkeligheden beregnet til emergency), der lå lige under toppen – vi ville gerne lidt ned ad, fordi dagen efter ellers ville blive en +35 km dag, hvis vi skulle (og det skulle vi) nå ned til næste vandhul.

Så vi pakkede sammen og startede nedturen gennem nåleskoven til først vand – en fantastisk smuk rislende bæk midt inde i skoven her langt oppe på bjerget – og så til et campsite, hvor vi slog lejr, lavede mad, og så var det mørkt. Og koldt. Vi var stadig i omkring 3.000 meters højde, så hurra for den varme chokolade jeg smed ned i kurven i supermarkedet i Idyllwild.

Kl 21 lå jeg i min sovepose med hætten snøret helt til og havde det dejligt varmt. Og var så afslappet, at jeg glemte at spekulere over, om der mon ville komme en bjørn eller en mountainlion forbi. Begge dele lever i San Jacinto – og især sidstnævnte, som ellers er virkelig sky og man meget sjældent ser, havde så sent som to dage før åbenbaret sig på stien i disse bjerge foran en vandrer.

Det var en vild historie, som vi brugte meget tid i vinbaren aftenen før på at tale om – men denne aften var jeg så træt, og så glad for den virkelig fine dag i bjergene, jeg havde haft, at jeg glemte at tænke over det.

Og det er vel egentlig et meget godt tegn, når man planlægger at sove, hvor den slags væsener bor, de næste måneder.