Dag 122 – de store tanker

Gået i dag – 37 km

Det sidste jeg hørte fra prutte-Jørgens telt, inden jeg lukkede af for ham med ørepropper (men desværre ingen gasmaske), var, at han var typen, der stod tidligt op – han skulle bare i gang.

Godt – så ville han være væk, når jeg vågnede, tænkte jeg.

No such luck. Der var stadig kål i luften.

Indtil jeg i lynfart havde pakket mig sammen og drønede ned ad stien. Alene. Uden festivalstemning. Hurra.

Sådan fortsatte det hele formiddagen – jeg gik alene under en blå himmel og ad en sti omringet af bregner og lysegrønne træer. Estus var startet ud, fortalte han mig, da jeg indhentede ham, kl 5.30. Godt og vel halvanden time før mig, men han kan godt lide at have god tid til pauser, sagde han.

Så vi tog en pause. Frokostpause faktisk, fordi vi sad ved en fin flod med en form for strandbred, og klokken var 13-ish, og jeg var sulten (til trods for de chips, cookies, den snickers og de lakridser, jeg havde kværnet on the go de sidste seks timer.)

Det var også et godt sted til en længere pause, fordi vi havde en dræber-opstigning foran os. 16 km, der kun gik opad. Jeg tror ikke, jeg har oplevet den slags stigninger siden Sierra Nevada. Heldigvis er Washingtons bjergtoppe generelt meget lavere beliggende end tinderne i Californiens mægtige bjerge, så selv om jeg skulle omkring 1000 højdemeter op, ville der ikke være noget tynd luft og højdesyge issue.

Jeg satte i gang. Skridt for langsomt skridt. Først ad hårnålesving, så bare lange lige stræk der gik opad. Det er utrolig demotiverende at være fokuseret på, hvor meget man har tilbagelagt, når det går opad, fordi det går så langsomt, så det lod jeg være med. Lod GPS’en være i lommen og benene bevæge sig af sig selv, og lod tankerne flyve de nogle og 700 kilometer nordpå til Canada og derefter.

Og ja, det besluttede jeg i går ikke at gøre – at tænke fremad. Men det kom jeg til alligevel, og det vil jeg sikkert komme til de næste uger, selv om det ikke er fair over for det smukke Washington ikke at give det full attention.

For det føles på så mange måder, som om turen næsten er slut. Det er efterår. Jeg skal (håber jeg) ikke have flere par nye sko eller noget andet grej. Jeg har sendt kasser med mad til mig selv hele vejen op gennem Washington, så jeg skal ikke købe mere. Min rygsæk er ved at falde fra hinanden, men jeg tænker ikke i køb en ny-baner; den skal bare lige holde nogle uger endnu. Antallet af resterende kilometer er trecifret, ikke længere som det har været i fire måneder, firecifret.

Og så popper tankerne om bagefter op. Og tankerne om, hvad jeg har fået ud af det hele. Er jeg vokset, som jeg tog afsted for at gøre? Er jeg en anden? En bedre og mere ægte udgave af mig selv? Har jeg fået mere styrke, integritet, glæde, ro, selvværd og alle de andre ting, jeg ønskede mig?

Jeg synes ja. Stort ja til noget af det, også ja til noget andet, selv om det sikkert først vil vise sig rigtigt senere, derhjemme i mit virkelige liv, men jeg kan mærke, at jeg på mange måder er forandret. Blandt andet i forhold til mine prioriteringer.

Ikke sådan forstået, at fra nu af skal jeg kun eje ét sæt tøj og aldrig gå med make-up og i øvrigt sove i telt og lave frysetørret mad på en brænder ude på altanen året rundt for at være tæt på naturen.

Mere i forhold til den måske største forandring i mig og som handler om dybde vs overflade.

Jeg har altid været eminent til sarkasme og dårlig til sårbarhed. Fuld af facade og svær at komme tæt på. Også for mig selv – jeg har brugt mange år på at flygte fra svære situationer i stedet for at mærke og forholde mig til dem.

Det har ændret sig – ja, jeg er blevet en af de der irriterende typer der kommer hjem fra den store verden og har set lyset og er zen-agtige. Ikke desto mindre – jeg er på en eller anden måde i løbet af de sidste fire måneder blevet all about dybde. Hvad betyder noget? Hvem betyder noget? Hvad er rigtigt, hvad føles rigtigt, og så væk med den overflade. Det er en kæmpe lettelse at smide facaden. Selv om det også kan være lidt hårdt med det mærkeri hele tiden – jeg har tudet mere end en gang over gamle uforløste følelser, der er kommet op. Og skræmt mere end en anden vandrer væk, fordi jeg ikke gad smalltalk, jeg ville snakke om noget, der betød noget.

At mærke hvad der betyder noget, er også at mærke, hvem der betyder noget. For jeg har fundet ud af, at selv om jeg virkelig godt kan lide mit eget selskab, er det altså relationer til andre mennesker, der gør lykkelig.

Blandt andet min familie. Som jeg ikke har været vildt tæt på, nogensinde faktisk, bortset fra min ene søster og i enkelte situationer som da min far døde. Jeg elsker min familie, men det har jeg ikke været særlig god til at sige eller vise. Det tror jeg, ved jeg, ændrer sig.

Mine venner betyder rigtigt meget for mig, men jeg har fundet ud af, at nogle af dem måske har haft sin tid, mens andre fremover vil være endnu vigtigere for mig. Det har jeg aldrig rigtigt tænkt over før, men når man kommer herud – så langt fra alle og alene med sine tanker og følelser, står det lige pludselig ret klart på en måde, som nok drukner i hverdagstrummerummen, hvad og hvem der er vigtigt.

Jeg gik og tumlede med alle disse dybe tanker hele eftermiddagen på vej op ad bakke. Passerede undervejs en familie på tur med gigantiske rygsække og en ivrigt logrende syv måneder gammel collie, men mødte ellers ingen.

Perfekt, tænkte jeg. Vi slipper for en storlejr i aften.

Og det gjorde vi. Da jeg endelig nåede det sted, Estus havde foreslået at slå lejr – foreslået som i at vi nok more or less følges, men ikke er låst til at stoppe dagen på samme lejrplads, hvis jeg eller han gerne vil videre – var der kun ham.

Klokken var også kun 18, så i princippet kunne jeg nå et par timer og en 8 km-ish mere, men pladsen var en af de bedste, jeg har set siden Mexico.

Den lå på et plateau med udsigt til Mount Hood mod syd og den glødende sol mod vest over Washingtons store skove i bløde bakker.

Jeg smed min rygsæk, slog teltet op og et billede af udsigten. Som ikke retfærdiggør den, men man skal jo prøve.

Lidt efter dukkede de tre, vi lå i lejr med i går, op. Estus har fulgtes med dem lidt on and off de sidste uger, og de er søde mennesker, så det var helt fint. Og der var i dag masser af plads til telte. Alligevel sukkede jeg lettet, da prutte-Jørgen traskede forbi på stien uden at stoppe.

Og blev begejstret, da to kinesere – måske dem fra i går aftes, der ikke fik en plads i den proppede festivallejr? – stoppede op for at fortælle os, at en af deres landsmænd i morgen ville udføre Trail Magic – som forhåbentlig betyder mad & drikke – i et pas 25 km fremme ad stien.

“Ja, han gik Pacific Crest Trail på tre måneder. Tre måneder,” sagde den ene af dem stolt. På den der patriotiske måde.

Så har han næppe haft tid til at modtage meget Trail Magic selv, tænkte jeg. Men det skal nu ikke forhindre mig i at stoppe op ved hans gavebod i morgen og ønske tillykke med den imponerende tid.