Dag 39 – 20 kms løb efter bussen. Og et motel i Death Valley

Gået i dag – 45 km

I dag endte helt anderledes end planlagt. Et helt andet sted og på en helt anden måde end mit hoved havde fantasi til at tænke, da jeg vågnede under min kaktusbusk i morges. I øvrigt med halvdelen af mit telt over mig, fordi vinden havde taget en lille drejning og dermed sneg sig ned i vores gryde og hev to teltpløkker op.

Nå, men op 5.20, klar til afgang kl 6, jeg gik først og meddelte Emily, at jeg ville vente ved mile 625 (alt på den her sti er markeret efter hvilken mile, ting ligger på angivet fra det sydlige startpunkt), fordi lige præcis mile 625 var lig med 1.000 km. Som for mig var et meget mere rundt – og vildt tal – end 625 mile.

1.000 fuc*ing kilometer har jeg gået.

Ved godt, at jeg også var begejstret og stolt af mig selv ved 500 og 600 og hvad der ellers har været, men tænk, at mine små fødder (som nu efterhånden dog mere er store elefantfødder) har båret mig 1.000 km ad den her halv meter brede støvede sti. Der er over 3.000 igen, endnu mere vildt, men lige den her morgen var jeg den glade vandrer, der formede det runde tal i sten (til stor forundring for en amerikansk vandrer, der kom forbi og ikke var med på, hvilken milepæl jeg var i gang med at markere).

Næste punkt på programmet var efter nogle behagelige lige-ud kilometer en ond bakke – opad i 8 km og med en stigning på alt for meget til mine ben, der syrede til og især var arrig på det decideret sandede underlag, der gjorde, at hvert skridt dels var hårdt (at gå langt i sand, selv på en strand, er ikke videre festligt), dels betød en rutsjetur baglæns for de fleste af mine skridt.

Nogle kilometer videre og så en pause i skyggen, hvor jeg var så chokoladesulten, at jeg ikke bare tømte mit medbragte lager af små nutellapakker – jeg slikkede også omhyggeligt både låg og emballage ren for hver en lille snip nutella. Ja, ens bord- (eller i dette tilfælde jord-) manerer er ikke helt de samme som hjemme i civilisationen.

Vores plan herefter var så at tage en forholdvis rolig dag – dvs “kun” gå omkring 30-32 km og så i morgen tidlig at vandre de resterende godt 15 ned til den vej, der fører ind til en by, hvor vi bare lige skulle ind og købe lidt ekstra mad til næste strækning. Ingen overnatning, bare mad.

“Hvad siger du til, at vi går det hele i dag?,” spurgte jeg Emily, mens vi sad der.

Hun havde lige smidt skoene og sin skjorte, for det var hjernedødt varmt, selv i skyggen, og halvt lå splattet ud ovenpå sin rygsæk.

Som svar på mit spørgsmål satte hun sig ret op og slap den ske, hun var i gang med at slikke ren for et eller andet.

Why??? spurgte hun.

Well, så vi kan sove i en seng. Få et bad. Sove længe. Ret åbenlyst svar, syntes jeg selv. Og klokken var kun 14-ish – jeg mente sagtens, vi kunne klare 20 km mere i stedet for bare 5.

Vores gennemsnitsfart er et sted mellem 4 og 4,5 km i timen afhængig af terrænet og plus pauser – som især bliver halvlange, hvis vi skal stoppe og filtrere vand fra skumle vandhaner eller lavbundede bække med alger og andet snask i (og det skulle vi her) – og efter lidt hovedregning kom hendes modargument om, at vi ikke ville være der før tidligst kl 19 og det er svært at tomle ud på aftenen.

Jeg havde tidligere læst på navigationsappen, at der går en bus fra der, hvor vi ville ende, ind til en af byerne i nærheden. Den sidste afgang var kl 19.10. Det fortalte jeg hende.

Hun tænkte lidt. Okay, sagde hun. Vi prøver. Og det gjorde vi. I fem timer sprintede vi heldigvis mest ned ad bjerget for at nå den bus. Jeg var sulten, jeg var tørstig, jeg skulle tisse, men kun en gang stoppede vi – for at få vand fra en meget langsomt dryppende kilde, som meget få bruger, fordi vandet lugter og smager af svovl og derfor skal filtreres ekstra grundigt. Ellers gik vi, halvløb faktisk, for nu havde vi fået ind i hovedet, at vi skulle sove i en seng, drikke iskolde colaer og juice og kakaomælk og have et bad.

Almindelige dagligdags ting for almindelige mennesker i et almindeligt liv – for mig derude i en ekstrem varm, ekstrem støvet ørken var det himmerige. Jeg var så svedig og beskidt, at mine håndflader var mere brune end deres normalt blege nuance, og jeg kunne nulre små skidtkager af min hals og nakke. Det har jeg mere eller mindre vænnet mig til, men med muligheden for at skylle alt det af indenfor rækkevidde blev det lige pludselig nærmest uudholdeligt.

Klokken 18.40 havde vi en mile igen, 20 minutters løb. Ja, vi når det, tænkte jeg og kastede rygsækken af, for fuuuck, jeg skulle tisse.

På igen og videre. Og så nåede vi til det, der havde været vores mål på mile 651,3 – “Bus-sign”. Bare for at finde ud af, at ja, på mile 651,3 er der et busskilt – men selve busstoppestedet var 2 km oppe ad vejen.

Det kunne vi ikke nå. Og så stod vi der. Opkogte og forpustede og med fødder, der ikke var glade for os og det, vi havde udsat dem for. Og hvad nu?

Vi parkerede os på hver vores rygsæk i vejkanten. Magtede ikke at stå op. Stak tomlen ud, når der en sjælden gang kom en bil forbi, men ingen stoppede. Og vi havde ikke noget signal på telefonen, så at ringe efter en taxi eller en Trail Angel kunne vi ikke. Og i øvrigt var der 60 km i begge retninger til en af de byer, vi gerne ville til, så det var ikke så realistisk.

Men så kom der en pick-up truck forbi. Med to mænd i. Der stoppede.

Hey ladies og How are you og bla-bla-bla. De var på vej til Kennedy Meadows – som vi også er, men ad stien, ikke ad vejen – men de ville da gerne køre os ud til en større vej i den retning de skulle, så kunne vi forsøge at tomle derfra.

Det var ikke lige det, vi ønskede os, men vi havde ikke så mange andre muligheder lige der, så vi smed rygsækkene op på ladet og os selv ind i vognen.

Den ene af de to herrer var, viste det sig, på vej til Kennedy Meadows for at vandre pct derfra. Han havde gået ørkensektionen sidste år. Så med sådan en connection mellem os og ham mente han alligevel ikke, at de bare kunne sætte os af på en vej ude i ingenting, men 60 km til nærmeste by-by var dog lidt meget – mente chaufføren – så kompromiset blev en meget lille, meget gennemkørselsagtig soveby på halvvejen.

En af den slags byer, der eksisterer, fordi turister til Death Valley National Park, der ligger i nærheden, skal sove et sted. Den har en bar – Five Fingers Pub – en burgerjoint, en tankstation, som også fungerer som købmand, og et motel med et neonskilt, der er gået i stykker, sikkert i blæsten, og kun blinker hveranden gang. Og så en masse tomme butiksfacader, hvor man ikke kan se, hvad der måske engang har været i lokalerne, fordi støvet fra hovedvejen, der også er byens eneste vej, ligger tommetykt på ruderne.

Inoykern hedder byen, og her blev vi sat af. Checkede ind på Mayfair Hotel og fik et værelse bag en blå dør ud til den gårdsplads, som alle de øvrige værelser også støder ud til. Og en øl on the house af ejerens kone, som syntes, vi så tørstige ud. Det var omtrent verdens bedste øl lige der. Og verdens bedste lidt suspekte Mayfair Motel – der var en seng og et bad, og det var det, vi kom for. Sammen med ønsket om en is og noget (mere) koldt at drikke, så lige inden lukketid smuttede vi ind på tankstationen, hvor jeg købte en to-liters dunk med appelsinjuice og tømte den ud i en køre.

Bagefter tog jeg et bad og vaskede sammen med støvet af mig selv mine shorts, trøje, sokker og undertøj. Udenfor var det stadig godt 30 grader, så jeg hang det ud for at tørre – håndklædet, der trods mit omhyggelige forsøg på at få al støv af mig blev brunt, da jeg tørrede mig, røg over i et hjørne. Sorry, Mayfair Motel.

Og således endte dagen i en Queen size seng med tre puder. Så må i morgen vise, hvordan vi kommer tilbage til stien…