Dag 41 – kontrol? Forget it

Gået i dag – 39 km

Jeg har altid været sådan en, der gerne vil være i kontrol.

Vide nogenlunde, hvad der skal ske, hvad der ligger forude, hvad der venter mig, så jeg så vidt muligt kan forberede mig på det. Under den hat er alt fra at tjekke vejrudsigten, inden jeg tager på arbejde, så jeg ved, om jeg skal cykle hjem i regnvejr, til at læse op på alverdens info om steder, jeg rejser til, så jeg ikke pludselig står uden kontanter et sted, der kun tager kontanter.

Det kontrolgen bliver kraftigt udfordret her.

Jeg kan prøve, jeg kan planlægge, jeg kan forberede dit og dat, men det er i virkeligheden på mange områder omsonst, for uventede ting sker hele tiden og planer må ændres. Og i virkeligheden er det nok en af de vigtigste lektioner, jeg får med hjem: lær at go with the flow. Ting løser sig.

Det er svært, når man bedst kan lide at være på forkant. Men jeg øver mig, og i dag var endnu en dag, hvor jeg fik lov at øve meget.

Det startede ellers som planlagt. Stå op, gå helst 42 km, men i hvert fald 33 til enten efter eller før toppen af et bjerg, vi skulle over.

Vi ville helst nå til efter, for det vil betyde en kortere (og lettere) dag i morgen, hvor vi træder det sidste skridt ud af ørkenen, når vi når til Kennedy Meadows – som (vist nok) før nævnt the gateway to the Sierras, bjergene, næste etape på turen mod Canada. (Og – ikke mindst – burgere og for mit vedkommende en pakke med lakridser sendt fra dk).

Men det var en – igen – kvælende varm dag med tre større knolde, vi skulle først op og så ned ad, og da vi kl 12 sad i skyggen og vinden på toppen af den anden, 800 meter højere, end hvor vi var startet om morgenen, var jeg ikke i noget humør til at gå videre.

Sagde jeg til Emily, mens jeg tømte en pose vingummibamser og bagefter spiste en brownie og så det meste af en pose saltede mandler (meget varieret kost). Hun var helt enig. Og så sad vi der og kiggede på udsigten – og lidt på vores telefoner, for vi havde signal.

Men havde jo ikke så meget andet valg end at gå videre, så det gjorde vi til sidst, men det gik langsomt. Så sidst på eftermiddagen havde vi kun slæbt os 27 km op ad stien. Ja, “kun”, men manglede jo altså stadig lidt i forhold til den ambitiøse plan lagt i går aftes.

Der er imidlertid det ved sidst på eftermiddagen, at det er den absolut bedste tid at gå på. Det bliver køligere, lyset er vildt flot, og det er her, kaniner og hjorte kommer frem.

Så vi aftalte at gå i hvert fald 5 km mere og så finde et sted at slå lejr. I starten var jeg meget obs på at nå frem til de campsites der er nævnt i Guthook, den navigationsapp, jeg (og alle andre) bruger for at være sikker på, at det var et okay sted at slå telt op (altså primært: fladt). Kontrolgenet, you know.

Men de sidste dage har jeg været mere på bare at finde noget. Jeg har jo opdaget, at der er masser af fine (nogenlunde flade) steder, som ikke er nævnt i nogen app.

Så den taktik var også agendaen i dag. Afsted med mig i front, Emily skulle tisse og snakke af med en gut ved bækken, vi tankede vand fra, så jeg gik.

Og gik og gik og gik. Først gennem lidt skov og så en virkelig smuk blomstermark-ish – og så var pludselig ude på en klippehylde. Langt ned, højt op, og en meget (meget) stenet sti. Med andre ord ingen steder at slå lejr. Foran mig strakte den klippehylde sig i noget, der lignede et par kilometer, og klokken var omkring solnedgang.

Så var det, at mit kontrolgen freakede en lillebitte smule. Jeg havde ikke vildt meget lyst til at gå i mørke og slet ikke på en smal stenet klippehylde, men da der ikke var noget oplagt (eller bare noget) sted at slå telt op, havde jeg ikke andet valg end at blive ved med at gå. I øvrigt opad mod toppen af et vindomsust bjerg i omegnen af 2500 meter højt.

Well… the Trail Provides. Og det gjorde den. På toppen, omend et forholdsvist blæsende sted, var der lige præcis plads til to telte i gruset mellem nogle lave buske.

Til den ene side udsigt til solnedgangen, der var lige på sit sidste med en flammende orange farve på himlen over bjergtinderne derude. Til den anden side en enorm himmel, der nu var mørk, men i morgen tidlig vil lægge lærred til en garanteret lige så smuk solopgang.

Og en bonus – her, lige på grænsen til mørke, kom dyrene frem. Egern og de store kaniner, der på engelsk hedder Jack Rabbits.

Emily kom pustende op ad stien ti minutters tid senere, da jeg netop havde fået mit telt rejst trods lidt modstand fra vinden (tak til store sten, der holder så fint på flimsy teltpløkker).

Og frem hev hun to små flasker vin, hun havde medbragt for at fejre sidste nat i ørkenen. Helt uden at jeg vidste det. Men lige præcis den slags overraskelser kan kontrolfreaks sagtens leve med 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.