Dag 33 – den lange dag

Gået i dag – 44 km

Der er to ting, der gerne vil være the center of attention på denne dag.

1. Mine fødder.

Som vandrede mere end et maraton, fra jeg stod op, til jeg proppede dem ned i soveposen igen. Og selv om det egentlig ikke føltes hårdt, mens jeg var i gang, kunne jeg godt mærke, når jeg ikke var on my feet, at det værkede i benene, og se, at der, hvor der engang var ankler, er der nu mest en klumpet elefantfod, og at de der mellemrum, man normalt har mellem tæerne, er forsvundet – mine fødder er med andre ord nærmest fascinerende meget hævede.

Til gengæld: selv de spritnye sko, jeg valgte at foretage mit første pct-maraton i, gav mig ikke vabler. Lidt øm på hælen, men ikke vabler. Kæmpe hurra for det.

2. Strækningen.

Det var som nævnt i går en notorisk del af stien, der var på dagsprogrammet. Dels et hjørne af Mojave-ørkenen, dels vandring på Los Angeles akvædukten.

Jeg startede – sammen med Estus, som i letvægtgudernes hellige navn havde den sløjeste pandelampe ever – kl 4.30, mens det stadig var mørkt og derfor køligere (men altså ikke på nogen som helst måde koldt; jeg var i shorts.). Og fordi vi bare gik ligeud, skød vi en, synes jeg i hvert fald, imponerende fart.

Ud fra de billeder, jeg har set af tidligere års vandrere på akvædukten, havde jeg en idé om, at man går oppe på det her store runde rør, der er fyldt med vand. I virkeligheden gik vi på en grusvej ved siden af et stort rundt rør (afbrudt af to minutters rørvandring for billedernes skyld), og så blev akvædukten ellers underjordisk og vandre-underlaget til noget, der mest minder om en 12 km lang cykelsti mellem kaktusser og sand.

Som ret hurtigt blev ret kedeligt at gå på. Og ret anstrengende, da solen ved ni-tiden gav den en ekstra varmeskalle og skruede op for heden. Det var sindssygt, men der var ligesom ikke andet at gøre end at vælte mig ind i solcreme, dukke hovedet under kasketten og lade benene lege trommestikker, indtil strækningen var overstået.

Det var den ved en bro – hvorunder jeg fandt i nærheden af ti vandrere i mere eller mindre udsplattet sovende tilstand. Det var dem, der var startet ud fra Hikertown aftenen før for at gå strækningen i nattens kølighed – og nu indhentede det tabte på søvnkontoen.

Min krop kunne også godt bruge et powernap der i skyggen, men min hjerne er utrolig dårlig til bare at falde ind i drømmeland (og især når jeg ikke har et liggeunderlag af den slags, man bare kan hive frem og placere hvor som helst. Mit oppustelige vil helst kun være i teltet, hvor det ikke risikerer nærkontakt med kaktusser og skarpe småsten), så jeg sad en times tid or so og gav mine ben ro efter de 27 km, de havde ført mig denne morgen og formiddag.

Og så var jeg ellers klar til at gå videre. Danske Selina var en af dem, der lå i fosterstilling under broen – og syntes, jeg var komplet crazy at fortsætte midt i middagsheden. Som jeg måske også var, men rastløse sjæle som mig kan ikke sidde og bare sidde, og slet ikke når der hele tiden er en sti, der bare fortsætter og fortsætter.

Og i øvrigt havde jeg ud fra de hundreder af vindmøller, der stod i horisonten i den retning, stien gik, en forestilling om, at det nok ville blæse en del og dermed give tiltrængt afkøling.

Skarpt set, Gitte. Det blæste en kæmpe del. Godt for fraværet af følelsen af varmemur. Mindre godt for kasket og andre halvløse dele på mig og min rygsæk, der hvirvlede rundt, så jeg var nødt til at stoppe i halvlæ af en vindblæst busk for at surre alting fast.

Under selvsamme busk lå en mand, som – også – syntes, jeg var sindssyg at bevæge mig i den hede. Han skulle i hvert fald ingen steder – i virkeligheden ikke de næste dage faktisk, for han var ved at løbe tør for penge, og den kasse mad, han havde sendt til sig selv i næste by, var forsinket, så der var ingen grund til at haste.

Town costs money, sagde han snusfornuftigt. Jep, they do, men altså – SÅ spændende er det jo heller ikke at sidde under den eneste busk højere end en skammel i kilometers omkreds midt i en vindmøllepark. Heller ikke selv om han havde musik på sit transportable anlæg og slik i madposen. Tænkte jeg og sagde pænt hej-hej og vi ses (eller måske ikke).

Mit næste stop var ved en lille bæk med en lille rislen – som er alt, hvad man skal bruge for at få nyt vand i vandflaskerne. Jeg fyldte (møjsommeligt) op på vand og så lavede jeg aftensmad, selv om klokken kun var 17-ish. Det kommer sig ikke så nøje; man spiser, hvad man har lyst til, når man har lyst til det. Chips om morgenen, slik om natten, brændende kærlighed om eftermiddagen, altså nu.

Mens jeg sad der, dukkede Estus op og gik også i gang med projekt Andet mad end snacks. På hans menu var den amerikanske udgave af Jakabov, som findes i plasticpakker. Men er lige så klamme og lugter lige så dårligt som den gode gamle Jakabov.

Jeg var så optaget af alt det dårlige, der er at sige om affaldsskinke, at jeg ikke opdagede, jeg sad mere eller mindre midt i et myredomicil – indtil en af de små røde sataner gjorde mig opmærksom på det ved at kravle op i mine shorts og bide mig et meget upassende og meget generende sted. Fuck altså, møgmyre.

Og det afgjorde ligesom for mig ikke at slå lejr der, som ellers ville have været en godkendt dag kilometerwise – jeg var oppe på næsten 40. Så jeg gik lidt længere; også fordi tidspunktet mellem 17 og 19 er min yndlings-vandretid – flot lys og lidt køligere.

Og lod så endelig fødderne få ro nede i en dal i et telt ved siden af en herlig britisk midaldrende mand, jeg har set nogle gange efterhånden. Han var i gang med at brygge sin evening tea (man er vel britisk), og mens jeg slog telt op og han sippede te, snakkede vi om bjergbestigning og især store (britiske) bjergbestigere fra 70erne og 80erne, som jeg har læst massevis af bøger om – og han tilsyneladende også. Virkelig sjovt at møde nogen, der har samme (kald den halvskøre) interesse.

Ian, som han hedder, er i øvrigt lidt af et særsyn herude.

Som jeg vist nok før har nævnt – og i hvert fald til dem af jer, der har spurgt, om der er nogle lækre mænd on trail – er “udvalget” på hankønsssiden, hvis jeg skulle få den slags lyster, mere eller mindre begrænset til enten unge gutter straight out of college eller ældre herrer, som er gået på pension.

Midtvejskrise-typer som mig er der ikke ret mange af – og formentlig forståeligt nok, for at sige op og forlade evt familie, børn und so weiter kræver en del overvejelser.

Ian er trods sin omkring-50-alder nu ikke et “potentielt emne” (for bare lige at slå dét fast) – han har kone og børn, og konen kommer på besøg senere på turen. Men det ér bare rart at tale med nogen, der er født før internettet. Og som er her for vandringen og naturens skyld og ikke for at feste sig hele vejen til Canada. My kind of company.