Dag 70 – fra høje bjerge til bløde bakker
Gået i dag – 37 km
Dingeling, bimlede min telefon kl 06 hundrede. Jeg kunne (snildt!) have sovet længere, jeg lå trods alt i en rigtig seng, men min nu to måneders erfaring med blafferi til en sti har lært mig, at det kan tage tid at få nogen til at samle en op, så jeg ville gerne tidligt afsted tilbage mod stien og i gang med den disciplin.
En hurtig kaffe fra den fine kaffebiks på den anden side af vejen, de sidste beskeder sendt mod Danmark, mens jeg stadig havde signal, og så stod Bad Boy og jeg ellers med tomlen ude og rygsækken for fødderne kl 7.
Og ti minutter senere sad vi i en Ford sammen med en IT-mand på vej mod sit job på den militærbase, der ligger mellem Bridgeport og stien oppe i Sonora Pass. Han kunne kun køre os noget af vejen – skulle jo på arbejde og fikse de computere – men so far, so good.
Næste chauffør var endnu en ansat på selvsamme militærbase, en instruktør iført hele camouflage-outfittet, som heller ikke skulle hele vejen op til passet, men han transporterede os op til en parkeringsplads nogle kilometer efter militærbasen. Og herfra fik vi så dagens tredje og sidste lift med et ungt par på vej hjem fra en vandretur med baby og hund. Jeg fik pladsen i bagagerummet sammen med Sunday, hunden, der slikkede mig på hånden og begavede mig med tusind hundehår på tøjet, og var lykkelig.
En halv times hundenusseri er en yndlingsmåde at starte vandredagen på.
En vandredag, der på alle måder også var yndlings. Jeg er ude af de høje bjerge. Nede i et landskab, der er langt mindre dramatisk, men langt mere ligetil. Jeg gik på en sti, der bare er en sti, uden klippestykker, trin bygget til kæmper, og/eller med klumpede trærødder her og der og over det hele. Og som – omend med lidt mere stigning og fald i terrænet og lidt flere vilde blomster og planter, der ikke umiddelbart er kendte modeller i Dannevang – godt kunne minde om at gå i en dansk skov.
Jeg trallede mig gennem det meste af dagen, frydede mig over min lette rygsæk (nu uden bjørnetønde og et par andre ting beregnet til vintervejr og vandgang, jeg har skilt mig af med), og at det var halvskyet, som er langt bedre vandrevejr end bagende sol – og pludselig havde jeg gået 38 km. Nærmest uden at jeg havde bemærket det. Og uden at jeg på noget tidspunkt havde pustet og aset og været ved at omkomme af anstrengelse. Helt vildt fantastisk.
Det er længere lyst nu end for et par måneder siden – alligevel stoppede jeg, da klokken var 19-ish og jeg kom til et campsite, der så hyggeligt ud. I en lysning mellem træerne, med et ildsted og med en bæk lige ved siden af med det vand, man gerne vil have til sin aftensmad.
Mens jeg stod der og overvejede, om jeg skulle call it a day eller lige snuppe 5 km mere, kom Poul, en gut, jeg havde smalltalket lidt med tidligere, gående op ad stien.
Hans telefon var løbet tør for strøm og med eneste oplader værende en af solcellemodellen havde han på en gråvejrsdag ikke fået gang i den igen, så jeg havde ageret hans leksikon ud i, hvor vi var, hvor langt der var til næste bæk eller flod og hvor man kunne slå lejr.
“Vil du sove her?” spurgte han, og erklærede, at det ville han så også.
Fint med mig, der var plads til to telte. Så selv om jeg ikke havde talt med ham før i dag, blev det den her aften til, at jeg delte lejr og plads foran lejrbålet med Poul.
Og – viste det sig – pct-historie. For Poul havde også boet hos Scout og Frodo i San Diego inden afgang. Samme dag som mig.
Jeg kunne ikke huske ham, og han kunne ikke huske mig. No wonder, vi var i omegnen af 40, der startede den morgen, men alligevel syret, at vi havde boet på samme græsplæne samme aften i San Diego og efterfølgende gået næsten 1.700 km uden at støde på hinanden før nu.
Bad Boy havde jeg til gengæld ikke set hele dagen.
Han var småsur i går aftes – “at være kritisk er en fransk nationalsport”, som han havde belært mig, da jeg spurgte hvorfor han var så negativ overfor alting – og min respons på det havde været at lade ham være. Hvis man skal være muggen over, at en General Store midt i ingenting ikke har Nutella i sortimentet eller at internettet i selvsamme ingenting er langsomt, må man altså selv rode med at blive god igen. Så da vi blev sat af ved stien af familien Vandrer med hund & baby, gik jeg afsted inden ham.
Og så sker det, som hele tiden sker – at man kan være så lidt som et kvarter foran eller bagefter nogen og ikke se dem i timer, dage eller uger. Det fascinerer mig stadig, at det fungerer på den måde. Men regner med, at jeg nok løber – eller går – ind i ham igen på et tidspunkt i en by.
Og til de af jer, der måtte tænke fiffige tanker i den retning – nope, der er ingen trailomance mellem den sure franskmand og jeg. Ja,ja, man kan da altid, når nu man deler værelse og alt det der, men nej, ikke rigtigt, og i øvrigt har min søde veninde Karen set i stjernerne, at jeg møder en lækker ranger oppe i Washington, så det er ham, jeg hænger min PCT-kærlighedshat på.
Og med det udpenslet – det passede mig rigtig fint at gå alene. Jeg mødte udover Poul under fem mennesker hele dagen. Det er en ret stor ændring i forhold til både Sierra og især ørkenen, hvor der var et rend af folk hele tiden. Men ifølge statistikkerne er over halvdelen af dem, der startede ved den mexicanske grænse, rejst hjem. De fleste inden vi nåede bjergene, resten efter.
Om de statistikker har ret, ved jeg ikke – det er jo ikke sådan, at man skal bekendtgøre for alverden og på Facebook, at nu skrider man altså hjem og farvel; og det kan også være, at der er en kæmpeflok vandrere det famøse kvarter foran eller bagefter mig, men uanset er det et fact, at jeg i dag har mødt langt færre end tidligere.
Og heller ikke i dag nogen bjørne. Det nærmeste jeg er kommet dem, er en stor blød bjørnepølle, der lå midt på stien.
Som, da jeg trådte hen over den, fik mig til at forestille mig bamsefar siddende der i skidestilling. Jeg lover at snappe et foto, hvis jeg på et tidspunkt kommer forbi, as it happens (#åretspressefoto).
Watch out all rangers in Washington State…Gitte is coming and she is looking for YOU 🙂