Dag 32 – en dag i the wild west

Gået i dag – 15 km

Første gang jeg i en af de hundreder af blogs fra tidligere pct-vandrere jeg har læst, læste om Hikertown, var jeg fascineret.

Hikertown – hvad er det? En by kun for vandrere? I et varmt og støvet hjørne af Mojave-ørkenen? Med bygninger, der ligner noget fra en cowboyfilm.

More or less ja, det er det, det er.

Jeg nåede denne meget specielle “by” lige omkring kl 10 om formiddagen. Jeg kom væltende ned fra bjergene til den pandekageflade ørken, hvor vinden og de enorme lastbiler, der susede forbi på den ensomme hovedvej gennem det brune landskab, hvirvlede støvet op om mine bare ben.

Jeg kunne se en samling af lidt faldefærdige bygninger, og ud fra min app kunne jeg regne ud, at det var min destination.

Da jeg trådte ind gennem lågen, var der ingen mennesker. Bare en masse små bygninger rundt om et stort åbent grusareal – bygninger, der som var det vitterlig en film om det vilde vesten bar navne som Post Office, City Hall, Jail, Sheriffs Office og Saloon.

Det viste sig – som jeg også havde læst mig til – at stort set alle de (tæt på set) temmelig forfaldne små huse var hotelværelser. Eller i hvert fald en seng med et tag over.

Alt det fandt jeg først ud af et par timer senere, for mens jeg stod lidt fortabt midt i det hele kom en gut, jeg har mødt adskillige gange på stien rundt om et hjørne: Hey Lupin, vil du med ned til cafeen? Der er en shuttle nu.

Og dermed gjort – endnu ikke afkølet efter mit halvløb ned ad bakke (som om man nogensinde er afkølet i den her ørken) hoppede jeg ind bag i varevognen og kørte med ned til den lillebitte kombinerede butik og cafe og bællede tre halv liters iskolde limonader og spiste en banan.

Og så var jeg klar til at blive shuttlet tilbage og se på Hikertown. Som findes, fordi et tidligere hotshot i Disney-imperiet ægtepar for i omegnen af 12 år siden fik den ide at gøre noget for de efterhånden de mange pct-vandrere, der lagde vejen forbi her. Udover at tilbyde en seng i feks Doctors Office kan man slå sit telt op på grunden, vaske tøj, tage et bad (som foregår på sheriffens kontor), låne en udslidt gammel vogn at køre til cafeen i, hvis man ikke gider vente på shuttlebilen, og modtage pakker.

Det sidste foregår selvfølgelig i den bygning, der hedder Post Office, og den var jeg særligt interesseret i, fordi jeg ventede på nye sko, jeg havde bestilt med levering her.

I mailen fra REI, som jeg havde bestilt dem hos (giga outdoorbiks i USA), stod der levering sidst på dagen. Men ikke noget om, hvad sidst på dagen betyder.

Så fra kl 12 til 16 sad jeg i skyggen under et træ (og svedte trods et langt og koldt bad) og stirrede på indkørslen. Faktisk i forventning om at mine sko ikke ville dukke op, for hvordan skulle posten egentlig kunne vide, hvad Hikertown i et eller andet postdistrikt er?

Men hurra, de kom. Så nu har jeg – i cirka fem minutter, inden jeg går ud i støvet igen – fine skinnende pink sko. Som jeg forhåbentlig ikke får vabler af, nu hvor mine fødder har vænnet sig til et par RET nedslidte sutter.

Noget andet specielt ved Hikertown er dets placering på ruten mod Canada. For lige efter wild West byen møder man den famøse Los Angeles Aqueduct. Det er en cirka 12 km lang strækning, hvor man i bogstaveligste forstand går ovenpå den akvædukt, der er bygget for at føre vandet fra bjergene til Los Angeles.

Det er 20 km, det er beton, det er tværs over et hjørne af Mojaveørkenen og der er absolut ingen skygge whatsoever. Og nå ja, der er hedebølge for tiden.

Så mange går strækningen om natten, hvor det er køligere. Og det var også min plan. Så snart jeg havde fået mine sko, ville jeg sætte i gang.

Men så var det, at det var alt for behageligt at sidde der i skyggen af et træ, med wifi, noget koldt at drikke, og hyggelige mennesker – selv om jeg har forladt Emily og Laura for en stund, er der altid andre i nærheden – omkring mig. Blandt andet dukkede Selina, den danske kvinde jeg tidligere har berettet om, op, og så skulle jeg også lige snakke dansk, hurra.

Så efter at have debatteret frem og tilbage med mig selv og andre om deres akvæduktplaner endte jeg med at beslutte at gå tidligt i seng og begynde ørkenvandringen – so to speak – kl 4 om morgenen. Læs natten!

Så med disse ord er det godnat fra Hikertown.