Dag 137 – hvad er så dit næste eventyr?

Gået i dag – 17 km

Det sidste jeg gjorde, inden jeg gik i seng i går, var at komme til at børste tænder i en salve beregnet til at smøre sig i røven, hvis man har fået en hæmoride.

Tuben ligner min tandpasta, men alligevel – jeg var på et motel med elektrisk lys, how did that happen?!?

Jeg skyndte mig at børste med Colgate i vildskab og ekstra mængde, men vågnede alligevel i morges med en besk salvesmag på tungen.

Som dog blev ligegyldig, da jeg kiggede ud af vinduet og så blå himmel. Yeah!

Så selv om det var så koldt, at min ånde dampede tydeligt foran min mund, stod jeg alligevel udenfor i den skarpe september morgensol og drak kaffe, inden Estus og jeg besluttede at skippe den morgenmad, der hørte med til overnatningen og blev serveret i en lobby på størrelse med et kosteskab, og gik ud i Leavenworth for at spise de tiltrængte kalorier.

Vi fandt en så hyggelig café, at den ville være nok til at få mig til at immigrere til Washington, og mens jeg ventede på min omelet med laks, spillede vi Fire på Stribe. Connect Four på engelsk, hvis nogen skulle tænke, hvad det mon egentlig hedder. (Jeg vandt tre ud af fire :))

Der kørte en bus fra Leavenworth tilbage til Stevens Pass og stien kl 13 – vi besluttede at gå ned til, hvor den kørte fra, og kunne vi ikke få et lift, var den back-up planen.

På vejen, som gik lige forbi den allermest turistede bykerne, smuttede jeg indenom en (bayersk selvfølgelig) bager og købte en pretzel. De der store bløde med salt på. Keyword store. Så store, at jeg kun nåede at spise det ene hjørne af kringlen, før en kvinde stoppede – Estus blaffede, mens jeg spiste – og tog os med.

Hun arbejdede på det skiresort (som om sommeren er vandre- og mountainbikeresort), der ligger i Stevens Pass, men var lige blevet fyret, så hun havde ikke mange pendlerture ad denne bjergvej tilbage, fortalte hun.

Well, jeg var bare glad for, at hun havde en i dag. Og for at vi dermed var tilbage på stien allerede ved 12-tiden. Vores rygsække var tunge med 5-6 dages mad, så jeg vidste, at tempoet ville være lavt i dag, og så var det rart at komme i gang – især med det helt forrygende flotte klare efterårssolskin, der badede bjergene og de røde og orange blade på træerne i et gyldent skær.

Mens jeg gik, tænkte jeg på en kommentar, jeg havde fået på Facebook i går.

Jeg havde uploadet et opslag om smukke Washington og at der nu kun var 300 km til Canada. Og vedkommende, der kommenterede, havde ment, at nu når turen om lidt var slut, opstod det klassiske spørgsmål “hvad så” – men at næste eventyr vel ventede.

Jeg blev lidt træt. Men er godt klar over, at jeg uværgeligt vil få det spørgsmål – hvad er så næste eventyr? Især fra de som ikke ved eller forstår, at jeg ikke tog afsted på den her tur for at få et eventyr – i hvert fald ikke i den forstand, det normalt er defineret.

Der er lidt mere til det, og jeg gik lidt og funderede over, hvordan jeg i smalltalk form skal forklare det til eventuelt nysgerrige.

Spørgsmålet er, om jeg ville være taget afsted på den her tur, hvis ikke jeg var blevet skilt? Hvis ikke min far var død? Hvis ikke jeg havde mistet den identitet, jeg havde i kraft af mit job? Og især hvis ikke jeg det meste af sidste år havde haft et forhold til en, der besidder alle de egenskaber, der karakteriserer en sociopat?

Måske, men jeg er ikke sikker på det. For det er kombinationen af alt det og hvordan det påvirkede mig, der fik mig til at springe ud på det meget dybe vand, som Pacific Crest Trail var, som en måde at tage mit liv op til revision på og i håb om at finde ro og retning, glæde og mening og mig selv igen undervejs.

Så selv om jeg satte ud fra Mexico, fordi jeg er outdoorfreak og drømte om at opleve så meget natur og simple living og fysisk og mental udfordring, som fem måneders vandring op gennem USAs vildmark ville blive, var det langt mere en rejse ud af min komfortzone og ind i mig selv end “bare” en ekstrem gåtur, der var mit mål og formål og eventyr.

Og derfor har jeg ikke brug for nu at gøre noget, der er vildere og længere og højere og endnu mere ekstremt. Mit næste eventyr er at tage alt det, jeg har fået ud af den her rejse, alle de forandringer, jeg har gået og gået og gået og grædt og tænkt og mærket og kæmpet mig til, og bruge det til at skabe en lykkelig hverdag for mig selv – et liv, jeg er grundglad i.

Hvordan siger man det i kort form? 😉

At min verden hænger sådan sammen, betyder ikke, at der ikke garanteret vil melde sig en tid med såkaldt post Trail blues. At lande tilbage i hverdagen i et oktober-København og en tilværelse, hvor jeg skal tage stilling til alt muligt, jeg har ladet fare siden starten af maj, bliver en gigantisk omvæltning fra at have én eneste dagsorden – at gå mod Canada.

Men selv om jeg sandsynligvis vil savne det simple sorgløse liv på en halv meter støvet sti mellem Mexico og Canada, er jeg ikke i fuld gang med at planlægge næste langdistance vandring for at få mere af det. Det her har været det største og mest livsbekræftende og mest livsomvæltende, der er sket mig, jeg har fået oplevelser, jeg aldrig glemmer, mødt mennesker, der har rørt mig med deres godhed og generøsitet, har følt mig mere i live end nogensinde, og jeg er så så så glad for, at jeg tog afsted.

Men jeg har ikke behov for at gentage det.

I det her omfang, for nej, selvfølgelig kyler jeg ikke alt mit vandregrej ud over altanen og råber aldrig mere, mens rygsække og drybags og bestik af titanium flyver ned fra femte sal på Islands Brygge.

Tværtimod – jeg er blevet sådan en ekspert på det felt, at jeg sgu burde arbejde i Friluftsland. Og er stadig vild med alt outdoorsy. Men fremtiden indeholder (kortere) ture for turenes (og hyggens) skyld og ikke for at reboote en mental harddisk med alt for meget tung virus.

En harddisk, der nu ikke er så tung længere, var til gengæld træt efter ukarakteristisk få vandretimer. Så da jeg indhentede Estus, der sad i en lysning og drak noget vand, og han lod en henkastet bemærkning falde om, at vi kunne slå tidlig lejr, var jeg på.

Et par timer efter nåede vi en sø med lejrpladser helt ned til vandet, og jeg lod rygsækken dumpe ned på jorden for ikke at tage den på mere i dag. Klokken var halv fem – det tidligste jeg på noget tidspunkt på denne tur har givet mine ben fri.

Det føltes lidt som pjæk, velvidende at jeg sagtens kunne have gået 8 eller 10 km mere. Men også virkelig rart at slå teltet op i sol, spise den sandwich, jeg havde købt med fra Leavenworth, i sol, sidde og hænge og kigge på søen og bjergene i sol. Og kravle ind i teltet, mens solen stadig skinnede, selv om den var holdt op med at afgive varme. I stedet for at gøre alting på en halv time i tusmørke og så godnat.

Til gengæld lagde vi en plan om en lang dag i morgen, så inden jeg sov, kværnede jeg en halv pose lakridser, og håbede, at jeg – i hvert fald mentalt – vil kunne mærke fraværet af deres vægt i rygsækken i morgen. Og så dobbelttjekkede jeg tuben, inden jeg børstede tænder. Bare fordi.