Dag 74 – 10 by 10

Gået i dag – 38 km

Jeg vågnede ved, at en alarm bippede. Det var ikke min, men – fandt jeg efter et par sekunder ud af – i teltet 5-7 meter fra mit.

Jeg kiggede op i mit gule telttag. Udenfor var det grå morgenlys ved at tage over fra nattens sorte mørke. Et hurtigt blik på min tlf afslørede, at klokken var 5.

Jeg kunne lige så godt stå op. At håbe på mere søvn fra nu af til min alarm ville bimle 5.45 var utopi, taget den nu vågne teltnabos skramlen med ting og sager i betragtning.

Så jeg lynede teltet op og lavede en kop kaffe. Bare for at udnytte den ekstra tid. Og så pakkede jeg sammen og var klar til take-off kl 6.

Det var allerede shortsvejr, opdagede jeg ret hurtigt. Normalt starter jeg ud i mine regnbukser – som også beskytter mod vind og morgenkølighed – men efter cirka 17 sekunder måtte jeg stoppe og trække dem af. Og blev så stående lidt bagefter og betragtede den solopgang, der udspillede sig over Lake Tahoe ude i øst. Rødt, orange, gyldent, så gult. Mens klipperne omkring mig heroppe på bjerget og skoven under mig var helt stille. Ikke en vind, ikke en puslen, det var, som om alle de små dyr stadig sov, selv fuglene, og jeg var det eneste vågne væsen på jorden til at se den solopgang.

De næste timer fræsede jeg derudaf. Hen over bjerget ad en smal sti på siden af det, ned gennem skov, så lidt op gennem skov, ind mellem meterhøje blomster, der duftede af dansk sommer og urtehave.

Og pludselig havde jeg gået 10 miles, 16 kilometer, og klokken var kun kvart i ti.

Der er en talemåde på den her sti, der hedder 10 by 10. Som betyder, at har man tilbagelagt 10 miles kl 10 om formiddagen, bliver det en god dag. Fordi man så har hele resten af dagen og dermed masser af tid til pauser til at gå de resterende 10 op til de 20 miles, som er den daglige norm for de fleste.

Jeg gjorde det nogle få gange i ørkenen, hvor jeg – også – var i gang kl 6, men ellers har det ikke været nogen dagligdagsforteelse for mig. Jeg er klart hurtigere og har mere energi sidst på dagen.

Men hurra for det; jeg ville gerne nå til Truckee inden aften, så jeg kunne sove der og købe sko næste morgen. Oprindeligt havde jeg tænkt at slå lejr på et campsite før Truckee og bare tage ind til byen dagen efter og ud igen, når jeg – forhåbentligt – havde fået fat i nye sko, men nu gik jeg så langt i går, at det ville være muligt at nå byen inden sovetid. Og dét ville jeg gerne – jeg går, bogstaveligt talt, langt for en seng. Eller i virkeligheden mere for den stemning, jeg kommer i hver gang jeg kommer ind til en by. Jeg bliver helt ekstatisk – alt det, man kan købe, alt det man kan spise og drikke, alt det man kan slentre rundt i klip-klappere og lege, man er på helt almindelig ferie.

Det kan jeg godt lide. Jeg kan også godt lide, nej, jeg kan helt fantastisk godt lide, at bevæge mig udelukkende ved min krops kraft kilometer efter kilometer gennem smuk natur, men åh, de byer, og måske gør det, at jeg ikke er kommet nemt og behageligt kørende hertil det måske bare endnu mere dejligt at nå frem, smide rygsækken og nyde den altid korte tid jeg har i spise-og-drikke-paradis.

Anyway, der var 38 km til den vej, der fører ind til Truckee, og jeg var godt på vej. Efter 22 spiste jeg frokost under et træ og så kom jeg til en vældig stigning. Ikke i forhold til Sierra-stigningerne, men ikke desto mindre 500 højdemeter på ikke så lang en distance.

Jeg satte i gang, Whitney Houston dancede with somebody for fuld knald i mine høretelefoner, og jeg var i gang med at finde det momentum, der skulle bringe mig nemt og smertefrit til toppen.

Så kom der en hund rundt om hjørnet på stien mod mig. Bag den kom der fem damer i deres bedste alder, altså cirka den samme som mig, iført sandaler og med små rygsække.

De stoppede op. For at lade mig passere, gik jeg ud fra.

Jeg havde slukket for Whitney og smilede og sagde tak, da jeg gik forbi den første.

Så sagde en af dem: “You are remarkable. What you are doing is amazing. Amazing.”

Mens hun så på mig med noget, der lignede beundring i blikket. De andre stemte i. “Amazing.”

Jeg smilede overrasket og takkede. Og smilede stadig, da jeg gik videre. Gu’ er det da amazing og jeg er remarkable. Jeg glemmer bare nogengange at huske på det, fordi her er så mange, der gør det samme som mig. Men for andre er det vildt. Amazing. Det var rart at blive mindet om det – især lige der på vej op ad bakke.

Og så tænkte jeg i øvrigt på de fem damer og en krøllet hund af ubestemmelig race, der jo havde gået på stien i modsat retning – længere fremme var det stejlt og stenet og med en heftig vind og lange fald til begge sider. Egentlig synes jeg, at dé var ret remarkable at have taget en hund med på den strækning.

Halv fem var jeg nede ved vejen ind til Truckee. Kort før havde jeg mødt en ultrarunner, en kvinde der bare lige løbetrænede 30 km (!), og hun undskyldte og undskyldte, at hun skulle i modsat retning og ikke kunne køre mig til Truckee. Men jeg vil gerne give dig en limonade hernede på cafeen, sagde hun.

Jeg takkede pænt nej, det var i den forkerte retning og jeg ville gerne ind til byen.

Og no worries, sagde jeg. Det går sikkert hurtigt at få et lift.

Det gjorde det. Ud med tomlen, første bil stoppede. En ung mekaniker på vej hjem fra arbejde. I en smadret bil uden aircon eller radio, men med masser af historier om Donner Pass, som jeg stod i, og som har sit navn efter en flok pionerer, der tilbage i 1846 forsøgte at nå det forjættede land på den anden side af Sierra Nevada bjergene, men som blev stoppet af voldsom sne og var tvunget til at blive her hele den strenge vinter. Ud af de 81, der drog af sted, overlevede kun 45 – og ifølge historien på kannibalisme.

Det er en dramatisk historie, og helt skørt at forestille sig dette pas pakket i sne på en hed sommerdag som i dag, hvor badedyr fyldte moler og sand langs hele Donner Lake, da vi trillede forbi den på vej til Truckee.

Og så var vi der, tak til mekaniker-Luke, og ind i nærmeste supermarked og købe noget koldt at drikke. Og stirre sultent ned i vognene hos de almindelige mennesker på almindelig sommerferie, der købte majs og bøffer og øl og rosé og sennep og ketchup og pølser og brød og salat og kartoffelsalat. Lige det sidste ville jeg nok lave selv, men ellers lignede det en grillbuffet, jeg gerne ville joine.

I stedet gik jeg på McD (ja, shame on me, men jeg havde lyst til fritter med salt) og købte en mega-menu med en mega-milkshake. Ifølge tavlen gav det mig lige i omegnen af 2.000 kalorier. Vildt egentlig, at en medium milkshake indeholder 700 kalorier, men jeg har brug for det.

Selv om jeg, hurra, ikke har haft flere anfald af anstrengelse på grund af mangel på mad. Jeg gætter på, at jeg på grund af min brænder og gryde og varm mad, jeg gider spise, får mere indenbords nu.

Efter mit kalorierige nærende måltid checkede jeg ind på et hotel – og fik igen rabat og denne gang den gode nyhed, at morgenmad var inkluderet i opholdet.

“It starts at 6.15, miss,” sagde receptionisten og så sigende på mig. Jeg går ud fra, det skyldtes, at PCT-vandrere normalt smutter tidligt.

Jeg forklarede, at jeg ikke ville stå klar til kaffe kl 6.15, fordi Outdoorbutikken først åbner kl 10. Selv om jeg egentlig ikke ved, hvorfor jeg syntes, at receptionisten skulle betros det. Og som om det ikke var nok, informerede jeg ham gud hjælpemig også om, at nu gik jeg lige over på møntvaskeriet med mit beskidte tøj, inden jeg tog et bad.

Jeg har tydeligvis været for meget alene i de skove, siden jeg som en anden gammel dame i bussen fortæller alle mulige alt muligt. Hm.