Dag 19 – amerikansk kvinde søger dansk wonderboy
Gået i dag – 16 km
Nogle går pct alene. Sover alene, spiser alene, oplever op- og nedturene (fysisk såvel som mentalt såvel som bogstaveligt) alene. De fleste gør dog ikke – enten er de afsted med en ven, bror, søster eller kæreste eller også har de fundet sammen med en eller flere andre at følges med.
Det var, hvad der skete med mig og Laura, og for et par dage siden kom Emily så ind i vores Trail-family.
Emily ønsker sig en dansk mand. Hun boede i Danmark – et sted i Nordjylland er det nærmeste hun kan huske – da hun var helt lille, og har været der et par gange siden, og har den her vanvittige idé om, at danske mænd er Guds udvalgte gave til alle kvinder, og jo altså især amerikanske.
Jeg har prøvet at banke ind i hovedet på hende, at bare fordi et stk hankøn er i besiddelse af et dansk pas og har adresse et sted på den lille snip land, der ligger ovenpå Tyskland, betyder det ikke nødvendigvis, at han er et pragteksemplar af en mand. Men mit engelske ordforråd er tilsyneladende ikke stort nok til at forklare hende det – i hvert fald udbrød hun, midt mens vi vandrede afsted under grantræer og mellem klippeblokke, at hendes liv ville være fuldstændig fuldendt, hvis hun bare kunne blive gift med en høj blond Dane.
Well – efterlysning hermed udsendt. American doctor-to-be, sjov, skarp og kan både synge og tjekkisk. Og den klassiske – er vild med at gå ture og god mad 😉
Og nogen må meget gerne bide på den dating-krog, for in return er der 4th of July fest til mig hos hendes familie i hytte ved Lake Tahoe – amerikansk nationaldagsfejring med hotdogs, marshmallows over bål, fyrværkeri og hele balladen, inkl Stars and Stripes hatte. (Det sidste er mest noget, jeg mener hører sig til. Høj hat med stjerner og striber. Ja, ik?)
Anyway, i dag startede langsomt. Dejligt langsomt. Check-ud af vores værelse var kl 11 – inden da nåede jeg at sove længe, drikke kaffe, spise ost og avocado og resten af den nu kolde kylling fra i går i sengen, tage endnu et bad, skrive nogle mails og tjekke op på Facebook, pakke alt mit indkøbte mad ned i rygsækken (Fuck, det var tungt – måske jeg alligevel ikke skulle have investeret i et glas nutella), og købe et par nye shorts (bare fordi de andre ikke har lommer, og det savner jeg).
Derefter rundede vi posthuset – for mit vedkommende for at sende en pakke med tøj, jeg ikke bruger (ja, herunder mine gamle shorts) til en veninde, der bor i Las Vegas (billigere end at sende det til Danmark, og så kan hun altid sende det tilbage til mig, hvis jeg pludselig finder på, at jeg gerne vil have mine bukser igen. Smart, synes jeg selv.)
Det var i øvrigt den første dårlige oplevelse, jeg har haft med amerikanere – vildt surt ribs, der arbejdede på det posthus. Måske var hun bare muggen over, at USA endnu ikke har fundet på, at breve og frimærker hører til i Føtex.
Efter den oplevelse sundede jeg mig med cappucino og en smoothie, og SÅ var det vandretid. Op foran vores lodge rullede Rick – en af de lokale Trail Angels, som for free og med et kæmpesmil glad og gerne transporterer folk de cirka 15 km mellem Big Bear og stien, hvis man ringer til ham. Med på vejen får man lidt sightseeing og et par gode råd om vejret og bjergene. Helt fantastisk. Kæmpetak til Rick.
Eftersom vores take-off fra Big Bear var så relativt sent på dagen, gik vi ikke ret langt. 10 miles – 16 km – blev det til. Og ja, det er i dansk hverdag en del, her er det en parentes. Really. Men altså en parentes’ tid brugt på at diskutere danske mænds kvaliteter. Hm.