Dag 103 – go get them, sister

Gået i dag – 19 km

Man skulle tro, at når man har haft to hele og en halv fridag og tre nætter i en rigtig seng med en rigtig dyne, ville man være fully recharged og trippende af indestængt energi og bare gerne vil ud på den sti og fyre nogle kilometer af.

Wrong.

To dage væk fra trail life er én dag for meget, ved jeg nu. Jeg kunne slet ikke sætte mig op til at forlade komforten ved hyttelivet og brugte længere tid på at nusse rundt i formiddags, end jeg har gjort på nogen anden back-to-Trail dag. Drikke kaffe, kigge på min rygsæk, tage et bad, kigge lidt mere på den, spise nogle lakridser, så jeg ikke skulle bære på dem. Gå på posthuset med alle mine kasser, der skulle sendes. Ad to omgange, for Scoop og jeg havde syv hver. Og det blev så i øvrigt 100 dollar for forsendelse. Shoot, Ashland har været en dyr omgang.

Kl. 10.59 – check-ud var kl 11 – svingede jeg rygsækken på og vinkede farvel til hytten (mentalt, det gjorde jeg altså ikke rent fysisk), og så gik vi ned ad gaden til et sted, hvorfra man kunne sende en kasse via UPS, som er det eneste, et af stederne vi sendte kasser til, modtager.

Har jeg nævnt, at der er meget logistik involveret i det her projekt?

På den anden side af gaden derfra lå der en lille hyggelig cafe – som viste sig at være tilknyttet til det lokale byggecenter. Det kunne Silvan lære noget af – i stedet for franske hotdogs fik man her lækre sandwich og hjemmelavet limonade.

Mens vi sad der udenfor i røgen, som heldigvis var langt bedre end i går aftes, kom en kvinde med sin hund. Bestilte en kaffe og indledte så en samtale med os om vores rygsække og vandreprojekt og hvad vi syntes om Ashland.

Og så spurgte hun, hvordan vi kom tilbage til stien. Vi svarede, at vi havde tænkt os at blaffe.

“Do you want a ride? I will take you,” sagde hun så. “Altså når I har spist. If you want.”

Men ja. Ja! Selvfølgelig. Hvor heldig kan man være. Ingen vifteri med et skilt på hovedgaden. Og så en køretur med hundi.

Så vi slugte vores sandwich og så afsted. Undervejs på de godt 20 km ned ad motorvejen var vores chauffør, som jeg ikke fik navnet på, men hunden hed Ollie, meget optaget af, at jeg var 45 og gik PCT. Som om det var vildere, end hvis jeg havde været 22 eller 72.

“You rock, girl”, sagde hun og ville høre alt om mit liv i Danmark. Scoop var hun til gengæld lidt ligeglad med. For en gangs skyld – normalt, når vi nævner, hvor vi er fra, er det USA-delen, folk bedst kan relatere til og fortsætte samtalen ud fra.

Da vi nåede den lillebitte form for rasteplads, hvor PCT krydsede en landevej, satte hun os af. På den anden side af vejen stod tre vandrere, vi kendte. Scoop råbte dem an, jeg vinkede, og mens vi hev vores rygsække ud af bagagerummet, stak vores chauffør hovedet ud af vinduet og råbte til mig: “Go get them, sister.”

Præcis hvad hun mente med det, vides ikke. Godt nok ligner de tre mænd, der stod på anden side af vejen, B.S.-typer. Sådan nogen man ikke messer med, omend det er fake impression, de er søde unge knægte alle tre, men go get them ligefrem?

Måske havde hun bare altid gerne villet sige den sætning og følte, at det her var den perfekte anledning.

Jeg svarede bare ja, ja, og så farvel. Og tak – det var virkelig sødt af hende at køre os.

Og så begyndte jeg at gå. Tunge skridt. Ikke fordi jeg var træt, men nok mest fordi det føltes som evigheder siden, jeg sidst havde gået. Vildt at to en halv dag kan føles som så længe.

Vi gik 19 km, en lidt for kort distance, men magtede ikke mere, og der var vilde jordbær og en lejrplads ved en smuk eng efter præcis de 19 km, så det blev undskyldningen for at stoppe der.

Og så at jeg var sulten. Så jeg slog teltet op på rekordtid og slugte en pose cookies, mens min kartoffelmos gik fra pulver til en form for spiseligt mad. Utroligt egentlig, at jeg stadig er begejstret for pulvermos.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg