Dag 112 – spejder: hvorfor gider du blive ved med at gå?
Gået i dag – 40 km
Nogle dage hjemme i Danmark kan jeg blive nærmest lykkelig, når jeg går morgentur med hunden på Amager Fælled, og solen farver himlen mod øst i alle nuancer af orange.
I morges vågnede jeg til en solopgang endnu mere spektakulær end den, Amager Fælled kan diske op med på sine bedste dage. I et hul mellem de høje nåletræer og op over Bobby Lake, som søen vi var camperet ved, er døbt, viste der sig et skær af orange, der minut for minut blev skarpere og skarpere, mere og mere lysende.
Og måske ekstra smukt, fordi jeg her i Oregon med al dens skov ikke har haft mulighed for at opleve ret mange solopgange som andet end en glødende appelsin halvt gemt bag de mange stammer.
Mens jeg gik – mellem de stammer og træer – tænkte jeg over en kommentar til et opslag, jeg lavede på Facebook på forleden. Den hed, at jeg skulle huske at nyde at være her (og altså ikke bare tilbagelægge kilometer), for lige om lidt er jeg tilbage i det satans ragnarok, vi kalder liv.
Det er helt rigtigt. Og ramte, for nogle dage glemmer jeg at nyde. At jeg vågner en torsdag morgen i august til en smuk solopgang og har en hel dag foran mig, hvor jeg ikke skal andet end at være i stor natur. Ingen pligter, ingen regninger, ingen to-do og trafikkaos og kø i Netto og en tv-avis om alle verdens genvordigheder. Og så dagen efter det samme om og om igen og pludselig er der gået en uge og en måned og et år og et liv.
To be present. Tak, Dorte, for at minde mig om det, hvorfor jeg brugte det meste af min frokostpause på at studere en fugl, der var voldsomt interesseret i den del af min revnede tortilla, der lå og åbenbart lignede et fugle-festmåltid på jorden ved siden af mig.
Jeg huskede også at nyde det, da der pludselig midt på stien stod et skilt. Det er altid spændende, når der ude i ingenting dukker noget manmade op – fordi det betyder en afbrydelse på en sti, der ellers godt kan virke en anelse monoton ind imellem. SÅ meget variation er der heller ikke på en skovsti under nåletræer.
Dette skilt betød ikke bare en afbrydelse, det betød en meget velkommen afbrydelse i form af yndlingsbegrebet Trail Magic. Provided by Ducky og Duckys Dad.
Stod der på skiltet og præsenterede de to herrer sig som. Ducky har selv gået Pacific Crest Trail, Duckys Dad var med som englen, der serverede vafler med hjemmelavet jordbærmarmelade, colaer, vindruer og chips. Og is, men det var det ikke varmt nok til for mit vedkommende. For så vidt heller ikke til vaflen, som var frossen – og hvorfor var den egentlig det, spurgte jeg mig selv om, men spiste den gladeligt alligevel.
Scoops og min plan var at gå 40 km, og fordi vi var i et område med masser af små søer – nogle af dem mere andedamme end deciderede søer på grund af så lidt vand, at de var more or less udtørrede – behøvede vi ikke at bekymre os om at finde et sted med vand.
Så vi stoppede more or less bare, da vi nåede de 40 km. Og endte op på samme lejrplads som en flok spejderdrenge på tur.
Fandt vi ud af, da en af lederne kom over for at undskylde på forhånd, hvis knægtene larmede lidt.
“Teenagers, you know,” sagde han.
De larmede ikke overhovedet faktisk. Formentlig fordi de var trætte efter at rydde op – altså fælde buske og save træer over – på PCT, som var en af grundene til, at de var her.
Men ikke mere trætte end at de ivrigt kom moslende, da Scoop fik den idé at holde et foredrag om Pacific Crest Trail for dem. Som ikke gik helt, som han havde tænkt, for det der med, hvor lang stien er og hvor den går fra og til, var de ret ligeglade med.
Deres spørgsmål handlede om tre ting:
Spiser I virkelig fire Snickers hver dag? (Ja, men to af mine er Twix eller KitKat.)
Hvor meget sover I på hotel? (For mit vedkommende 26 nætter fordelt på 19 steder).
Hvorfor gider I blive ved med at gå? Sagt med det største spørgsmålstegn ever i stemmen (WHAT makes you keep going?!?!)
Scoop svarede, at han gjorde det for at vise sine knægte, at når man sætter sig et mål, gør man det færdigt.
Mit svar var det, jeg gav i indlægget om motivation. At jeg er her af en hel masse grunde, men mest og især at jeg vil vokse som menneske og finde den grundglæde ved livet, jeg havde engang. At jeg tror på, at man vokser ved at komme ud af sin comfortzone og ved at være tilstede i nuet i stor natur. Og en hel masse andet meget dybt.
Alt det sagde jeg ikke til otte drenge, der allerede sad lidt uroligt på den træstamme, de var bænket på, og ikke lignede nogen, der var klar til den form for dybde fra en, der taler Anders Fogh engelsk. Så sagde bare, at jeg stadig syntes, det var sjovt at gå. Også selv om jo, mine ben bliver trætte.
Og mit hoved, så da det var blevet for mørkt til, at knægtene kunne se ret meget af det af vores grej, vi hev frem, og de takkede og trak sig tilbage, gjorde jeg det samme. Godnat, Oregon.