Dag 38 – et ølløb og blåbær

Gået i dag – 33 km

Grumpy forsvandt i løbet af natten og det var i stedet Happy Hiker, der vågnede kl 4.16 og skulle tisse.

Og selv om jeg lå virkelig godt og varmt i mit telt, moslede jeg mig ud og ordnede sagen – mest fordi vi havde slået lejr samme sted som 12 andre vandrere, og med så mange betyder det, at for at finde et nogenlunde diskret buskads at tisse bag, skal man langt væk. Og så er det nemmere bare at gøre det, mens det er mørkt og alle stadig sover. Ræsonnerede jeg.

Og så sov jeg videre en times tid mere, inden det var wake-up time.

Det er lidt mærkeligt, at jeg i går syntes landskabet var vildt kedeligt og i dag, at det var vildt flot. Meget af det var det samme, omend der i dag var flere områder med de smukke lilla blomster, jeg har mit såkaldte Trail name efter – Lupin. Men måske har det lidt at sige, at vinden havde tabt lidt af pusten, så jeg ikke behøvede at have min telefon skruet op på max for at høre det musik, jeg havde i ørerne det meste af formiddagen. Eller det ene øre, for jeg vil også gerne kunne høre, hvis en klapperslange hvisler af mig.

Selv om det ifølge Emily så er en god idé slet ikke at have musik i ørerne. Hun var i løbet af formiddagen et kvarters-ish gang bag mig og var blevet overrasket af en fed arrig en af slagsen – mest overrasket fordi hun pga andre lyde i sit ene øre ikke havde hørt den, før hun nærmest stod ovenpå den.

På en måde er det lidt skuffende, at jeg kun har set én af de famøse slanger på de sidste næsten seks uger gennem ørkenen – på den anden side er det okay. De er ikke verdens mest tiltalende skabninger.

Dagens største udfordring og som vi allerede i går diskuterede var – igen – vand. Eller manglen på det. Vi er så langt henne på året, at de fleste af de små bække og vandløb, der for et par måneder siden løb lystigt, eller i hvert fald løb, er nu knastørre. Så vi stod i princippet over for 42 miles, 67 km, uden vand. Det er en RET lang strækning – det længste jeg har båret vand til so far er 44 km, og da havde jeg knapt 8 liter i rygsækken og drak det hele.

Af netop den grund – ekstrem lang strækning uden vand – har flere af de andre vandrere sprunget det her stræk over. De har simpelthen bare valgt at tomle eller på anden måde transportere sig til Kennedy Meadows, “porten” til bjergene og dermed undgå at udsætte sig selv for at slæbe eller dø af tørst.

Vi satte vores lid til de såkaldte water caches. Det er steder, hvor stien krydser en vej eller – oftest – øde grusvej og hvor nogle af de evigt fantastiske Trail Angels har parkeret op til hundreder af dunke med vand. Det tricky med den form for vandressource er, at man ikke kan være sikker på, at dunkene er fulde. Eller bare lidt fulde. Der kan, siden en Trail Angel sidst var forbi med nye forsyninger, været kommet så mange vandrere forbi, at lageret er tømt.

Det var thank God ikke tilfældet på det første water cache sted, vi kom til i dag. Der var masser og masser af vand. Og mens vi stod der og jublede over det, trillede en bil op på den form for rasteplads,,dunkene og nu vi stod på. Midt ude i ingenting.

Chaufføren hed Jeanne og hun var der ikke for at fylde dunke op, men fordi hun er botaniker og drøner rundt i ørkenen og ser til planterne. Og nu ville hun da lige se til os, nu vi var her og hun tilfældigvis var her.

“Er der noget, I mangler? Er der noget, jeg kan gøre for jer, give jer?” spurgte hun.

“Mangler I solcreme, har du taget solcreme på?” spurgte hun mig og pegede på mit helt sikkert meget solkogte ansigt.

Jeg havde faktisk for kun få minutter siden smattet solcreme i ansigtet, så jeg takkede pænt nej. Men nævnte – mest som en joke – at hvis hun havde en kasse iskolde colaer i bilen, ville vi da bestemt ikke sige nej.

Hun for hen til bilen, åbnede bagsmækken og stak hånden ned i en køletaske.

“Altså, det er ikke cola og de er ikke iskolde, men hvis I vil have dem her…?”

Og så rakte hun mig, Emily og to andre vandrere, der var nået frem til vandparadiset, hver sin – for mig – iskolde citronvand.

Og en kæmpebakke med blåbær.

Vi dansede nærmest af fryd. Fantastiske botaniker, der tilfældigvis kommer forbi og så er der iskold drikke i stedet for lunkent vand – OG friske søde lækre blåbær. Vi tømte bakken på næsten pinligt kort tid.

Efter en siesta under et af de få træer i det, der nu var knastør ørken igen – vi var kommet ned fra højderne og træerne – gik vi videre.

Og mens jeg gik der, hen ad stien, kom der pludselig en mand imod mig. Det sker ikke så tit – godt nok går nogle også pct fra nord mod syd, men sæsonen for det er først senere på sommeren, og det er ret få dagsvandrere, der tusser rundt i de mere øde dele af ørkenen.

“Vil du have en øl?”, spurgte han.

“Bare gå ned ad stien til der, hvor der er kridt på stenen. Der er nogle mænd med skøre navne. Jeg er sikker på, de gerne vil dele. Det er mig, der er haren”, forklarede han.

Jeg lignede helt sikkert et meget stort spørgsmålstegn. Øl, kridt, haren?!? Øh, what. Og by the way nej tak til øl midt i middagsheden – den erfaring HAR jeg gjort mig. Men altså, haren?

Emily forklarede mig senere, at haren og hans mænd med skøre navne havde gang i en mandeleg for tidligere soldater, der er døbt Harriors (altså legen, ikke soldaterne), der går ud på, at en er haren, der løber forrest og så skal de andre fange ham. Hans våben er at parkere øl her og der, som de skal drikke, inden de må gå på jagt efter ham. Jeg forstod ikke helt sammenhængen mellem en hare og soldater og slet ikke den med kridtet – men hey, sødt af ham at dele sit våben med os, selv om jeg ikke tog imod.

Vi gik indtil 19-ish, hvor vi igen var endt i en vindtunnel højt oppe på et bjerg, så da vi så en fin lille gryde med et par teltstore sandbanker ved siden af – eller nærmest under diverse kaktusser, udnævnte vi det til nattens lejrplads. Kun til os og dermed fri adgang til at udnævne alle buske til badeværelset. Man bliver glad for de små ting…