Dag 45 – hviledag i the Wild West

Gået i dag – 0 km (plus en hel masse sjosken frem og tilbage ad Main Street i klip-klapper)

I dag fik jeg min første kop kaffe i ti dage.

No kidding. I mit normale liv drikker jeg mindst to, ofte fem eller syv kopper kaffe om dagen, og da jeg i december konsulterede en form for diætist og hun bad mig skrue ned for koffeinen, var jeg meget skeptisk og tæt på at fyre hende – kaffe er what makes the World go round!

Men her – ja, her er det åbenbart noget andet. I starten lavede jeg kaffe om morgenen ude i vildmarken på min lille brænder og gryde, men dels kan jeg ikke ret godt lide kaffe uden mælk, dels gad jeg ikke ret længe mosle med det, dels var det for varmt i ørkenen til, at jeg havde rigtig lyst til det, og i byerne var det tit det der filterkaffe, der har stået og oset på en varmeplade i en evighed, de serverede. Så derfor – ingen kaffe i ti dage.

Indtil i morges, hvor jeg vågnede 7.30, hoppede i klip-klapper (mine lilla crocs er sendt til Rina i Las Vegas, de fyldte for meget), og pilede ned til Lone Star Bistro, som er byens diner-agtige morgenmadssted og bestilte en stor cafe latte. Og så sad jeg der i morgensolen på Main Street og kiggede på bjergene og var glad på den måde, virkelig god kaffe kan sætte fut i lykkebarometeret.

Bagefter spiste Emily og jeg morgenmad i sengen (altså hver vores – vi er ikke blevet et par), og så så vi VM i fodbold. Altså mest Emily, som var meget optaget af, at Tyskland tabte til Mexico og at USA slet ikke var kvalificeret, mens jeg så med med det ene øje og tjekkede Facebook og messenger-chattede med bl.a. min blog-IT hotline i Danmark med det andet øje.

Faktisk havde jeg lidt glemt, at der var fodboldfeber ude i verden for tiden – jeg har ikke set fjernsyn i over en måned snart, tror jeg, ligesom det var lidt mærkeligt at logge ind på Facebook og se, at ens venners verden (ja, surprise) ikke er gået i stå, mens jeg er her. Folk bliver gravide, er på ferie, på folkemøde, plukker jordbær, møder Thomas Helmig, søger lejlighed, gifter sig, og har skarpe meninger om VM i fodbold. Med andre ord: alt var, som det plejer at være på Facebook i juni. (Undtagen måske den selfie med Helmig).

Det fik mig på én måde til at være glad for at være her og opleve noget andet, på en anden måde savnede jeg Danmark og folk helt vildt. Svært at forklare, men det var en blandet følelse at scrolle ned gennem mit newsfeed.

Så da Mexico havde scoret og Tyskland ikke havde, og det var exit for tysken, slukkede vi for fjernsyn og internet og i meget langsomt og roligt tempo gik i stedet på shoppingtur i først den lokale outdoorbutik – Emily for at købe nye bukser, mig for at købe en inderpose til min sovepose inden de kolde bjerge – så i supermarkedet for at købe mad til næste strækning. Derefter på vaskeriet for at vaske al vores tøj (jeg har en kjole – et towndress, som jeg havde på imens, andre gør det i deres regntøj), og så kastede vi os sammen med en flok andre vandrere, vi har mødt tidligere, over en all-you-can-eat pizza buffet. Til 10 dollar, et røverkøb. For os, ikke for pizzarestauranten – selv jeg, der normalt ikke spiser ret meget, gik tre gange. Og det var for the record god pizza.

Resten af eftermiddagen sov jeg. Skrev et par mails og var nede ad gaden for at hæve penge – og købte undervejs en souvenir fra denne lille fine by (som er et flettet armbånd, ikke et lerkrus med en cowboy på) – men ellers var jeg mest på langs med lukkede øjne og fødderne oppe. Gætter på, at både krop og sind har trængt til en timeout.

Mens jeg lå der, og ikke sov, men hvilede, som det hedder, underholdt Emily med detaljer om, hvad der skal ske om to uger og et par dage.

Som er Fourth of July, amerikanernes store dag. Nationaldag og alt det der.

Som jeg vist har nævnt for en evighed siden, har Emily inviteret mig med til den dags festivitas hos hendes familie, som har en cabin / hytte / sommerhus ved Donner Lake nord for Lake Tahoe. Eller rettere hytter i flertal, for så vidt vides kommer både onkler og tanter og kusiner og brødre og bedstemor – og hotdogs, marshmallows, fyrværkeri over søen, nationalsang og stars-and-stripes hatte og balloner og God knows what.

Jeg er vild med konceptet – gennemført amerikansk og meget patriotisk, har Emily lovet, det kan kun blive en oplevelse. Garneret med at hendes mor allerede har linet op, hvad hun skal forkæle os med på den gastronomiske front (og selvfølgelig en seng og tykke håndklæder til vores timelange bade), og tilbudt at hente os wherever, vi er til den tid. Det sidste er et generøst tilbud, for selv om PCT stort set løber lige forbi, er vi ikke så langt om et par uger, så det kan blive noget af en køretur. For mig – moren synes vist ikke, tre timer or so i en bil er noget særligt. Og så skal hun da have lov til det.

Anyway, det talte vi en del om, og så spiste jeg en salat fra supermarkedet og en hel bøtte Häagen-Dazs (man skal jo have de kalorier), og fik møjsommeligt moslet al min mad til de næste fem dage ned i bjørnetønden.

Er meget spændt på, hvad jeg gør ved strækningen efter det, som formentlig er syv dage. Lever af Snickers måske – det fylder klart mindre end tortillaer og poser med tun…

Ps. Helt uden hjælp fra IT har jeg (måske) fundet ud af, hvordan jeg skriver billedtekster. (IT-løsning. Genstart. Eller bare opdater app). Håber, det virker.

Skraldespand a la Lone Pine

Vi vasker tøj

Vigtigt punkt på to-do listen

Askebægrene er – of course – en kaktus

Bjørnetønde pakket og klar. Og tung!

About the author

Comments

  1. Hi Gitte..Alice fra Tehachapi her. Så I er nået til Lone Pine, en af mine favorit byer. Du ved nok ikke at mange af de gamle Westerns Film er blevet filmet i og omkring Lone Pine. Hvert år i Oktober har de Western Film Festival over hele byen of folk er klædt up so de var i det vilde vest.
    Jeg var på dag vandretur på Kearsarge pass sidste Mandag. Det er sikkert jeres næste exit for forsyninger i Bishop. Jeg talte med mange PCT hikers. Jeg samlede endda en par stykker up in Independence som var på vej tilbage til PCT.
    Hav en rigtig god hike up Mt. Whitney. Jeg hørte at der ikke var nogen problemer med sne eller is når i kommer op fra Guitar Lake.
    Keep your spirit high.
    Du er nu på vej ind i det skønneste sted du kan forestille dig.
    Jeg vandrede hele strækningen fra Yosemite til Mt. Whitney, John Muir trail- PCT for 4 år siden, or jeg kan ikke forestille mig at der er et område på hele kloden der er så skønt som High Sierras.
    Keep trekking.

  2. ps. forrige Søndag kørte jeg en anden Dansker og has Amerikanske veninde til samme trailhead som jer. Han hedder Henrik.

  3. Yes, Haley from Iowa. it was Sunday June 9th that I dropped them off at Hwy. 58/ Cameron Rd. trail head.
    Incidentally, this is the same place where Cheryl Strayed (from the book and movie “Wild” started her journey on the PCT trail.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg